Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk pashtun fra landsbyen […] i Kapisa-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af en magtfuld Taliban-kommandant, […], fra sin landsby, fordi hun har krænket hans ære, idet hendes fader afslog ægteskab mellem hende og kommandantens søn. I 2007 slog kommandanten ansøgerens fader ihjel, og ansøgeren flygtede samme dag over til sin onkels ven i en nabolandsby, inden hun dagen efter via Kabul sammen med sin onkel og dennes ægtefælle flygtede til Quetta i Pakistan. Efter at have opholdt sig i Pakistan i cirka fem måneder vendte de tilbage til Kabul, Afghanistan, idet de havde fået kendskab til, at kommandanten var kommet til Quetta for at finde ansøgeren. Ansøgeren opholdt sig i Kabul frem til sin udrejse i 2009, der foregik i besiddelse af ægte pas isat gyldigt Schengen-visum med fly fra Kabul Lufthavn. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens angivelse af, at hendes forklaring til sagen har været præget af tolkeproblemer, ikke har betydning for nævnets vurdering af ansøgerens oplysninger. Nævnet har herved lagt vægt på, at oplysningerne i samtalerne med Udlændingestyrelsen er blevet gennemgået med ansøgeren, og at oplysninger i det væsentlige er de samme, herunder også til den beskikkede advokat og i nævnsmødet. Nævnet finder, at der foreligger en modsætning mellem ansøgerens oplysninger på den ene side om, at kommandanten var en magtfuld Taliban-kommandant, som alle kendte og frygtede i ansøgerens landsby, og på den anden side at kommandanten allerede fra det tidspunkt, hvor ansøgeren var 17-18 år gammel, skulle have krævet, at ansøgeren giftede sig med kommandantens søn […], der var et til to år yngre end ansøgeren – sammenholdt med ansøgerens oplysninger om, at kommandanten eller kommandantens søn aldrig opsøgte ansøgeren i hjemmet, og at ansøgerens fader først i 2007 kom i alvorlig konflikt med kommandanten, som medførte, at kommandanten dræbte ansøgerens fader. På det tidspunkt var ansøgeren cirka 23 år gammel. Nævnet finder ikke ansøgerens forklaring overbevisende om, at kommandanten for at søge efter ansøgeren skulle have opsøgt Quetta i Pakistan og forespørge en for så vidt tilfældig handlende om ansøgeren og hendes onkel, således at den handlende herefter advarede ansøgerens onkel. Endvidere bemærkes, at onklens og dermed ansøgerens reaktion på advarslen angiveligt var at tage ophold i Kabul i cirka halvandet til to år. Under opholdet i Kabul indgik ansøgeren ægteskab med sin herboende ægtefælle, som ansøgeren havde truffet, da ægtefællen besøgte et familiemedlem i Quetta. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgerens oplysninger om, at hun opholdt sig i Kabul lige indtil udrejsen, der skete på ægte pas isat Schengen-visum udstedt i slutningen af 2009 af Den Danske Ambassade i Islamabad, ikke stemmer med de ind- og udrejsestempler til Pakistan, der i øvrigt ses i passet. Ansøgeren har herom forklaret, at det var en agent, der sørgede for at ordne passet bortset fra hendes personlige fremmøde på ambassaden, og at hun intet kender til stemplerne, idet hun alene var én dag eller to dage i Pakistan i forbindelse med visummet. Nævnet finder imidlertid, at stemplerne i passet må indgå i den samlede vurdering af ansøgerens forklaring. Nævnet bemærker, at ansøgerens forklaring om, at hun efter cirka seks måneders ophold i Danmark har mistet kontakten til onklen og dennes ægtefælle, ligesom ansøgerens oplysninger om, at hun via ægtefællens faster, der bor i en nabolandsby til ansøgerens landsby, har fået oplysninger om, at kommandanten har udlovet en dusør for oplysninger om ansøgeren og ægtefællen, ikke virker overbevisende. Endvidere fremstår ansøgerens forklaring om, at kommandanten nu skulle indtage en magtfuld position i den nuværende afghanske regering ubestyrket og ubestemte i ansøgerens forklaring. Når det anførte sammenholdes med, at ansøgeren indrejste i slutningen af 2009 og først søgte om asyl i vinteren 2010, da hun ikke havde opnået opholdstilladelse på andet grundlag, finder nævnet samlet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har været udsat for en efterstræbelse af den intensitet og karakter, som ansøgeren har forklaret om. Nævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren ved udrejsen var udsat for en asylbegrundende forfølgelse, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb eller umenneskelig behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet har ikke fundet, at det forhold, at ansøgerens forældre er døde, og at ansøgeren har indgået ægteskab med en herboende oprindeligt afghansk nu dansk statsborger med hvem ansøgeren i efteråret 2010 har fået et barn, kan føre til en anden asylretlig vurdering, idet nævnet bemærker, at nævnet ikke har kompetence til at tage stilling til, om ansøgeren har krav på opholdstilladelse på andet grundlag. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2011/118
