Nævnet stadfæstede i februar 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim af trosretning fra en navngiven by, Tagab-distriktet i Kapisa-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet Taliban beskylder ansøgerens familie for at have angivet dem til myndighederne forud for kamphandlinger imellem Taliban og regeringsstyrkerne i ansøgerens hjemby, idet ansøgerens fader var kommandant, samt idet ansøgerens storebroder fungerede som tolk for udlændinge. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ikke har nogen familiemedlemmer tilbage i Afghanistan, hvorfor han vil være tvunget til at tage ophold alene, hvilket ikke er muligt for ham, idet han er efterstræbt af Taliban. Ansøgerens forældre og ansøgerens storebroder blev dræbt, idet Taliban angreb ansøgerens bopæl. Ansøgerens fader modtog gentagne gange trusselsbreve forud for drabene, ligesom Taliban efterfølgende har sendt trusselsbreve til en navngiven person, hos hvem ansøgeren tog ophold efter drabene, hvori der stod, at Taliban ønskede at få udleveret ansøgeren. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren på nogle punkter har afgivet divergerende forklaringer. For så vidt angår faderens status har ansøgeren til asylregistreringsrapporten angivet, at faderen var en slags militær kommandant. Til motivsamtalen har ansøgeren angivet, at faderen var politikommandant. Til den sidste samtale med udlændingeservice har ansøgeren angivet, at faderen var ansat af staten og havde bodyguards, men at han ikke ved, hvilken stilling faderen havde. Flygtningenævnet finder det noget påfaldende, at ansøgeren ikke er nøjere bekendt med faderens stilling og finder det ligeledes påfaldende, at ansøgeren ikke har kunnet udtale sig mere præcist om sin storebroders forhold, herunder om hvem han tolkede for, samt hvor det fandt sted. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det efter den foretagne aldersundersøgelse må lægges til grund for afgørelsen, at ansøgeren i august 2010 efter al sandsynlighed var fyldt 18 år, og at han derfor må have været 16 år på tidspunktet for udrejsen af hjemlandet. Ansøgeren har afgivet noget divergerende oplysninger om det angivelige forsøg på angreb fra Talibans side på landsbyen eller området. Ansøgeren har til motivsamtalen angivet, at Taliban havde erobret et stort hus og har ligeledes til advokatindlægget oplyst, at Taliban havde taget ophold i en stor ejendom. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at det ikke var lykkedes Taliban at erobre nogen ejendom, men at de blev nedkæmpet af regeringsstyrkerne, inden de trængte ind i distriktshovedstaden. Flygtningenævnet finder, efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaringer, at de ikke fremstår selvoplevede. Flygtningenævnet finder, at det beror på ansøgerens egne formodninger, at det er Taliban, som står bag de angivelige drab på ansøgerens forældre og storebroder. Uanset, om det måtte kunne lægges til grund for sagen, at det er Taliban, der er trængt ind i forældrenes hus og har dræbt ansøgerens forældre og storebroder, finder Flygtningenævnet det påfaldende, at Taliban ikke samtidig har gennemsøgt huset og herved fundet ansøgeren, når Taliban i flere trusselsbreve forud for drabene havde truet med at slå ansøgerens fader og dennes familie ihjel. I øvrigt finder Flygtningenævnet, at Taliban må antages for at have opnået sit mål ved drabene på faderen og storebroderen. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at Taliban vil efterstræbe ansøgeren, hvis han vender tilbage til hjemlandet. Endelig finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaringer om sin rejserute og finansieringen af denne ikke forekommer ganske troværdige. Flygtningenævnet finder det ikke troværdigt, at ansøgeren uden videre har kunnet skaffe penge, mens han befandt sig i Italien og Paris til den videre rejse, som af ham angivet ved blandt andet at ringe til en bekendt i Grækenland, der herefter sendte penge til ansøgeren. Endelig finder Flygtningenævnet det noget påfaldende, at ansøgeren fremstår uuddannet og som analfabet, henset til at ansøgerens broder var veluddannet og kunne tale engelsk og derfor havde kunnet fungere som tolk. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for dødsstraf eller at blive udsat for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, st. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse”. afgh/2011/10
