Nævnet stadfæstede i december 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara fra en navngiven landsby i amtet Gharahbagh, Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i slutningen af 1997 blev tvunget til at hjælpe Wahdat-partiet. Han viste vej i forbindelse med kamphandlinger mod Taliban samt transporterede våben for Wahdat 4-5 gange. Taliban har derfor siden efterstræbt ham og i den forbindelse beskyldt ham for at have dræbt to Taliban-soldater. Da Taliban i 1998 overtog området, blev hans far og bror tortureret og invalideret af Taliban. Familiens eksistensgrundlag, deres jord og mølle, blev ved magtovertagelsen overtaget af hans fars navngivne fætter, der er tilknyttet Taliban. Torturen hang sammen med beskyldningerne om, at ansøgeren havde deltaget i kamphandlingerne i 1997. Ansøgerens navn er af to af ansøgerens venner videregivet i landsbyen og dermed til Taliban. Ansøgeren måtte derfor i 1998 flygte til Iran. Han vendte i 2002 tilbage til sin landsby, da Taliban havde mistet magten. Ved sin tilbagevendelse blev han mod sin vilje gift og udsat for vedvarende alvorlig chikane fra sin nærmeste familie og naboer, fordi han afslog krav om, at han skulle hævne familiens skæbne. I 2008 fandt ansøgerens ven/bekendte, der er politimand, to breve i en død talibaners lomme med ordre om, at ansøgeren, på grund af drabet på de to talibanere, skulle dræbes ved antræffelse. Ansøgerens bopæl blev få dage senere opsøgt af Taliban, men ansøgeren nåede at flygte. Ansøgeren har desuden henvist til, at han i foråret 2008 blev overfaldet af to maskerede mænd, der spurgte, hvorfor han havde gemt sig. Det er faderens navngivne fætter, der via Taliban står bag forfølgelsen af ham. Ved tilbagevenden til Afghanistan vil han være uden eksistensgrundlag. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren og hans nærmeste familie har været indblandet i en årelang strid om ejendomsretten til jord og en mølle, samt at familiemedlemmer fra 2002 til 2008 har generet ham, fordi han ikke ville tage hævn for det, der var overgået familien, herunder hans far og bror. Derimod kan et flertal af Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at faderens fætter eller andre fra Taliban i 2008 har skrevet et brev i to eksemplarer om, at alle talibanere ved antræffelse skal dræbe ansøgeren på grund af deltagelse i snigmord i 1997 ved en navngiven by. Flertallet lægger herved vægt på, at det ikke fremtræder sandsynligt, at ansøgeren er kommet i besiddelse heraf via sin ven fra Iran, der er politibetjent, og som angiveligt skulle have fundet brevene i lommen på en talibaner, der var dræbt i kamp. På den baggrund finder flertallet ligeledes at måtte afvise ansøgerens dertil knyttede forklaring om, hvad der i øvrigt skete i 2008, herunder at han umiddelbart inden sin flugt blev opsøgt af talibanere på sin bopæl, samt at et overfald et par måneder tidligere havde sammenhæng med konflikten med faderens navngivne fætter. Uanset at ansøgeren på grund af familiestridigheder kan få visse vanskeligheder ved en tilbagevenden til Afghanistan, finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren herved vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for andre alvorlige overgreb, som han i medfør af § 7, stk. 2, har krav på beskyttelse for.” Afg/2010/82
