Nævnet meddelte i marts 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim. Ansøgerens fader havde været mullah og havde rådgivet Taleban og flere gange givet dem mad og husly. I 2007 havde ansøgeren med sin ægtefælle og fire børn været på vej hjem fra sin svigerfader, da taxaen var blevet standset af en navngiven person, der havde informeret om, at ansøgerens øvrige familie i hjemmet var blevet pågrebet af uniformerede soldater, således at mændene var blevet taget med, og ansøgerens moder, svigerinde og dennes barn, var blevet dræbt. Ansøgeren var blevet advaret om, at soldaterne havde spurgt efter endnu en søn, hvorfor ansøgeren, hans ægtefælle og deres børn var rejst tilbage til svigerfaderens hjemby. Her havde ansøgeren modtaget henvendelser fra Taleban, som havde ønsket at hverve ham til kamp mod myndighederne. Ansøgeren havde ikke afgivet noget klart svar derpå, men var efterfølgende flygtet ud af landet. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Nævnet foretog herved en samlet vurdering af de oplysninger, som ansøgeren var fremkommet med til sagen navnlig til den beskikkede advokats indlæg og i nævnsmødet. Nævnet lagde derfor til grund, at ansøgeren var kommet til en navngiven by i Samangan-provinsen ved afslutningen af den såkaldte ”Lille Eid”, som var startet i efteråret 2007. Formålet havde været at hente ansøgerens ægtefælle og fire børn, der havde opholdt sig hos svigerfaderen i byen. Svigerfaderen havde forladt byen før ansøgeren og efter et par dage var ansøgeren fulgt efter med sin familie i taxaen til ansøgerens navngivne hjemby i Baghlan-provinsen. Her havde ansøgeren mødt den omhandlede, navngivne person og mosterens søn, der var blevet varskoet om ansøgerens komme af svigerfaderen. På denne måde var ansøgeren blevet bekendt med, at faderen og de to brødre var blevet pågrebet af uniformerede soldater, og at hans mor, svigerinde og dennes barn var blevet dræbt. Ansøgeren var taget med sin familie tilbage til den by, de lige havde forladt, og det havde været i denne periode på cirka to måneder, at ansøgeren var blevet kontaktet ved breve og ved personlig henvendelse af medlemmer af Taleban, som havde forsøgt at hverve ansøgeren til kamp mod de afghanske myndigheder. Ansøgeren havde svaret henholdende, men havde via svigerfaderens hjælp skaffet sig udrejse omkring årsskiftet 2007/2008 bistået af en agent. Ansøgeren havde herefter været cirka to måneder i Pakistan og tre måneder i Iran og cirka tre uger i Tyrkiet, hvorefter han i sommeren 2008 var indrejst i Grækenland, hvor han havde opholdt sig i cirka tre måneder. Om opholdet i Grækenland havde ansøgeren forklaret, at han var blevet anholdt ved indrejsen, men efterfølgende var blevet løsladt med besked på at forlade landet inden 30 dage. Da han efter udløbet af denne frist ikke havde forladt Grækenland, var han blevet anholdt på ny og efterfølgende afleveret sammen med fem andre personer til Tyrkiet. Ansøgeren havde været cirka tre uger i Tyrkiet og derpå cirka tre uger i Iran. Begge steder var ansøgeren blevet frihedsberøvet af myndighederne. Ansøgeren var herefter indrejst på ny i Afghanistan og havde taget ophold i svigerfaderens hjemby. Nævnet lagde til grund, at ansøgeren, der havde opholdt sig cirka tre uger i denne by, herefter var udrejst anden gang i slutningen af 2008 med fly fra Kabul til Dubai og derfra til Tyrkiet, hvorfra han formentlig vat fløjet til Frankrig, hvor han havde opholdt sig i to til tre måneder inden indrejsen i starten af 2009. Da ansøgerens forklaring i modsætning til det oplyste i samtalereferatet med Udlændingeservice således måtte anses for tidsmæssigt sammenhængende, lagde nævnet herefter videre til grund, at ansøgeren i hjembyen var blevet advaret om, at soldaterne havde spurgt efter endnu en søn. Ansøgeren havde ikke været politisk aktiv eller tilknyttet bestemte grupperinger, men havde konsistent til sagen oplyst, at hans far havde været en mullah, som Taleban havde æret, og som havde rådgivet medlemmer af Taleban, og at faderens husstand indtil faderens og de to sønners pågribelse jævnligt, muligt otte til ti gange om året, havde måttet give husly og mad til grupper af talebanere, der havde opsøgt hjemmet. Nævnet lagde herefter til grund, at ansøgeren måtte anses for eftersøgt af myndighederne mistænkt for at samarbejde med Taleban ved udrejsen, og at ansøgeren endvidere var blevet søgt hvervet af Taleban. Da nævnet efter det oplyste måtte lægge til grund, at ansøgerens far og to brødre fortsat var tilbageholdt efter angrebet, som videre havde kostet familiemedlemmer livet, fandt nævnet, at ansøgeren herefter ved en tilbagevenden til Afghanistan måtte anses for at risikere at blive udsat for umenneskelig behandling, overgreb eller straf ved en myndighedspågribelse, eller efterstræbt og udsat for overgreb af Taleban, på en måde som ansøgeren ikke kunne søge myndighedernes beskyttelse imod, hvorfor ansøgeren har krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/7.
