Flygtningenævnet stadfæstede i september 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun fra en navngiven landsby i Karabagh distriktet i Kabul-provinsen. Ansøgeren, der er født i 1994, er også efter nævnets vurdering fundet tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren har således med forståelse besvaret de stillede spørgsmål i nævnsmødet og har ikke givet nævnet indtryk af, at han ikke har været klar over betydningen af de oplysninger, han har afgivet i sin asylsag. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at to navngivne personer eller deres folk vil slå ham ihjel, idet disse personer har slået ansøgerens fader ihjel og har overtaget familiens jord i 2006, ligesom disse personer i 2008 forsøgte at slå ansøgeren ihjel, da de skød mod ham, da han arbejdede i basaren. Selvom nævnet ved vurderingen af ansøgerens forklaring tager hensyn til at ansøgeren er mindreårig, finder nævnet, at ansøgerens forklaring om asylmotivet giver anledning til afgørende tvivl. Ansøgeren har beskrevet de nævnte personer [……………..] som to magtfulde kommandanter, der også har taget jord fra andre, både i og udenfor landsbyen [….], ligesom de to personer og deres folk har kidnappet velhavende familiers sønner og begået drab. Ansøgeren har oplyst, at de to personer to-tre dage efter drabet på faderen indfandt sig i hjemmet og udsatte hans moder, ansøgeren og hans søskende for vold, men at der ikke blev sagt noget. Ansøgeren havde herefter ingen kontakt med de pågældende før episoden i 2008, hvor den karakteristiske sorte bil, som de to personer anvendte, standsede foran den forretning i basaren, hvor ansøgeren arbejdede, og hvorefter en person steg ud og med en pistol skød mod ansøgeren, der faldt uden at blive ramt, blev bevidstløs og næste dag vågnede op på et hospital i Kabul, hvortil hans morbroder havde bragt ham, og hvorefter morbroderen straks arrangerede udrejsen med en agent. Nævnet finder, at hændelsesforløbet ikke fremstår selvoplevet forklaret. Ansøgeren har forklaret forskelligt til sagen og i nævnsmødet om, hvorvidt familien klagede til bydistrikskontoret, idet han i nævnsmødet har forklaret, at familien klagede, men til samtalen med Udlændingeservice har oplyst, at familien ikke klagede, da det ikke gjorde nogen forskel. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om, hvor han stod i forretningen i basaren, da det blev skudt efter ham, idet han i nævnsmødet har forklaret, at han stod foran i butikken ud mod gaden, mens han til samtalen med Udlændingeservice forklarede, at han var bagest i forretningen. Selv hvis nævnet lægger til grund, at der har været en jordkonflikt, hvor ansøgerens fader er blevet dræbt, og at ansøgeren, hvis moder efterfølgende døde, herefter har boet i landsbyen under morbroderens beskyttelse, finder nævnet, at det fremstår usandsynligt for nævnet, at de to personer, som ansøgeren har beskrevet som magtfulde kommandanter med regeringstilknytning, på den måde, som ansøgeren har forklaret om, pludselig skulle opsøge ansøgeren cirka halvandet til to år efter drabet på faderen og forsøge at dræbe ansøgeren under dennes arbejde i basaren. Nævnet finder, at ansøgerens situation må vurderes som afgørende præget af de meget vanskelige, men generelle forhold i Afghanistan, men at disse forhold ikke i sig selv kan anses for asylbegrundende. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Han har ikke haft nogen konflikter med myndighederne eller andre grupperinger. Samlet kan nævnet herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan skulle risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller umenneskelig eller nedværdigende behandling efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afg/2010/57
