Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne er etniske tadjiker fra Herat. Ansøgerne havde ikke været politisk aktive. Ansøgerne havde som asylmotiv blandt andet henvist til, at den mandlige ansøger under en bustur fra Kandahar mod Herat, hvori han havde befordret omkring 30 passagerer med bagage, var blevet standset af to personer, som han havde vurderet var fra Taliban. Ansøgerens medhjælper havde siddet ved rattet, og ansøgeren havde siddet ved siden af i bussen. De to personer fra Taliban havde bedt ansøgeren om at stige ud af bussen, hvorefter den ene person var steget ind i bussen. Ansøgeren var blevet beordret til at åbne bagagerummet i den side, der havde vendt ud mod vejkanten, hvorefter personen var begyndt at rode i passagerernes bagage. Ansøgeren havde spurgt, hvad han havde gang i, hvorefter ansøgeren var blevet ridset af personens bajonet på venstre hånd mellem lille – og langefingeren med et påviseligt ar til følge. Da personen havde lænet sig ind over bagagen, havde ansøgeren slået personen i baghovedet med en hjulnøgle fra bussen med det resultat, at personen var faldet om. Ansøgeren var flygtet fra stedet gennem skoven og havde fået kontakt med en ejer af en Toyota, som havde kørt ham til Herat. Den følgende dag havde ansøgeren og hans farbroder henvendt sig til busselskabet. Mens de var dér, var ansøgeren blevet ringet op af sin ægtefælle, der havde fortalt, at chaufførens ægtefælle stod ved deres hus og var meget vred over, at chaufføren ikke var vendt tilbage. Chaufføren er pashtun. Farbroderen havde rådet ansøgeren til at rejse sammen med den kvindelige ansøger, deres barn, den kvindelige ansøgers moder, samt ansøgerens moder samt broder, samt hans to mindreårige brødre. Ved en tilbagevenden frygtede den mandlige ansøger asylbegrundede overgreb fra Taliban eller chaufførens familie. Flygtningenævnet fandt, at der på nogle punkter var divergerende og usammenhængende forklaringer. Flygtningenævnet fandt det således påfaldende, at der ikke forelå oplysninger om passagererne i bussen, herunder hvad de havde foretaget sig i forhold til, hvad personerne fra Taliban havde gjort i bussen. Flygtningenævnet fandt det endvidere påfaldende, at chaufførens ægtefælle efter de foreliggende oplysninger allerede var underrettet om det passerede, da hun dagen efter overfaldet havde opsøgt ansøgernes bopæl. Endvidere bemærkede Flygtningenævnet, at der ikke synes at have været nogen rimelig forklaring på, at både ansøgerens moder og den kvindelige ansøgers moder i samtalen med Udlændingeservice havde kunnet forklare relativt deltaljeret om overfaldet til trods for, at den mandlige ansøger under hele forløbet havde fastholdt, at han for at skåne de kvindelige medlemmer af familien ikke havde fortalt detaljeret om overfaldet til andre end farbroderen. Uanset om det kunne lægges til grund til sagen, at den mandlige ansøger var blevet overfaldet af to personer, der angiveligt tilhørte Taliban, og at ansøgerens chauffør var forsvundet, fandt Flygtningenævnet, at konflikten grundlæggende var af privatrelig karakter, ligesom konflikten var enkeltstående. Konflikten var som udgangspunkt ikke asylbegrundende. Flygtningenævnet bemærkede, at Herat-området ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger generelt var et roligt område uden det større behov for afghanske tropper, og at retsvæsenet og politiet ligeledes ifølge baggrundsoplysningerne fungerede bedre end andre steder i Afghanistan. Dette fremgik blandt andet af rapport fra Migrationsverket, dateret den 2. februar 2010 [bilag nr. 336]. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgerne ikke havde søgt de stedlige myndigheder, herunder det stedlige politi om hjælp i forbindelse med det stedfundne røveri ved bussen. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet ville risikere asylbegrundede forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de ville være i en reel risiko for dødsstraf eller at blive undergivet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgerne er etniske tadjiker, kunne ikke føre til noget andet resultat. Flygtningenævnet bemærkede derved, at det fremgik af baggrundsoplysningerne, at der i Herat-området befandt sig stort set lige mange pashtuner og tadjiker. Der var ikke oplysninger, der tydede på, at der i området var alvorlige konflikter mellem de to befolkningsgrupper. Indholdet af den afghansk-sprogede erklæring, som ansøgeren havde fremlagt i advokatindlægget, kunne ej heller føre til noget andet resultat. Afg/2010/21
