Nævnet stadfæstede i december 2009 Udlændingeservices afgørelser vedrørende en mandlig statsborger og hans mindreårige broder fra Afghanistan. Indrejst i slutningen af 2008. Ansøgerne er etniske tadjikker og shia-muslimer fra Herat. Den yngre broder havde henvist til sin ældre broders forhold. Den ældste broder havde angivet som asylmotiv, at han i 2005 havde deltaget i et slagsmål mellem shia-muslimer og sunni-muslimer i en moske og i denne forbindelse havde pådraget sig et brud på armen. Han havde ligeledes oplyst, at familiemedlemmer af andre shia-muslimer, der havde deltaget i slagsmålet, efterfølgende var blevet dræbt eller kidnappet af sunni-muslimer. Han forklarede endvidere, at han havde været udsat for en bortførelse i 2008, men var blevet løsladt efter 3 døgn mod betaling af en løsesum. Ansøgernes fader var før deres udrejse blevet opsøgt af politiet, der havde truet med at slå den ældste søn ihjel, såfremt der ikke blev betalt bestikkelse. Ansøgerne havde under nævnets behandling af sagen fremlagt en kopi af en avisartikel dateret efteråret 2009 fra en afghansk avis med billede af begge ansøgere, hvor læserne af avisen blev bedt om at ringe til et privat telefonnummer, såfremt de så ansøgerne. Endelig henviste ansøgerne til, at de havde fattet interesse for kristendommen og havde kontakt til en kristen menighed i København. Flygtningenævnet kunne ikke lægge den ældste broders forklaring om de forhold, som han påberåbte sig at have været udsat for i Afghanistan, til grund. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde forklaret divergerende om en central del af asylmotivet. Til Udlændingeservice havde han forklaret, at han under bortførelsen havde været bundet på hænderne, indtil bortførerne kom tilbage og løsnede de reb, han havde været bundet med. Til nævnet forklarede han, at grunden til, at han ikke havde ringet til sin fader, da han var kommet ind i stalden, var, dels at han ikke havde villet gøre sin fader urolig, dels at han selv havde været i chok, og at han ikke havde ringet til f.eks. hans ven, idet han ikke havde haft hans telefonnummer. Nævnet fandt, at ansøgeren måtte kunne forklare konsistent om et så afgørende punkt, hvis hændelsesforløbet var selvoplevet. Flygtningenævnet lagde videre vægt på, at den ældste broder på forskellige punkter har udbygget sin forklaring, således forklarede han under nævnsmødet, at deres fader var blevet opsøgt af politi, der ville pågribe den ældste broder, medmindre faderen betalte en større bestikkelse. Disse oplysninger, som den ældste broder havde været i besiddelse af inden mødet med advokaten, var først fremkommet under nævnsmødet. Endvidere fremlagde ansøgeren under nævnsmødet kopi af en avisannonce, hvoraf fremgår, at begge ansøgere eftersøgtes af private. Nævnet kunne efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaring ikke anse det for sandsynliggjort, at personer, der efterstræbte ansøgerne, skulle stå bag annoncen. Uanset om den ældste broder havde deltaget i et slagsmål i 2005 i moskeen, fandt Flygtningenævnet ikke grundlag for at antage, at de forhold, som ansøgerne efterfølgende havde påberåbt sig, havde fundet sted eller havde haft nogen sammenhæng hermed. Nævnet lagde ved bevisbedømmelsen tillige vægt på det samlede tidsforløb i sagen. Nævnet fandt således, at den ældste broders forklaring bar præg af, at han forklarede, således som han fandt nødvendigt for at opnå asyl i Danmark – på samme måde som han i nævnet erkendte, at havde afgivet urigtige oplysninger til en læge i Danmark med henblik på, at han kunne opnå behandling af sin arm. For så vidt angår ansøgernes asylmotiv – at de her i landet interesserede sig for kristendommen og havde til hensigt at konvertere, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette kunne anses for at indebære en sådan risiko for ansøgerne, at de af den grund var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet fandt således i det hele ikke betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, for opfyldt. Afg/2009/43
