Nævnet stadfæstede i maj 2009 en afgørelse truffet af Udlændingeservice vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde henvist til en konflikt med sin fasters mand, idet ansøgerens søster ikke havde ønsket at indgå ægteskab med hans søn. Søsteren havde i stedet indgået ægteskab med deres morbroders søn i Iran. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde forklaret, at han som cirka tiårig var udrejst fra Afghanistan til Iran i 1998, idet han skulle arbejde hos sin morbror i Teheran og bidrage til forsørgelsen af sin mor og søster, der efter faderens død fortsat havde haft ophold i en by ved Kabul. Faderen havde allerede, da søsteren havde været omkring tre år, aftalt med fasteren og dennes mand, at søsteren skulle giftes med deres næstældste søn. Søsteren havde ikke ønsket dette ægteskab. Der havde ikke været problemer, da ansøgeren i 2004 havde besøgt sin mor og søster i Kabul, og ansøgeren havde herefter fortsat arbejdet hos morbroderen i Teheran indtil 2008, hvor han var udrejst af Iran og til Europa, idet de iranske myndigheder var begyndt at udsende afghanere. I overensstemmelse hermed havde ansøgeren ifølge asylregistreringsrapport fra 2008 som sit asylmotiv oplyst, at Taleban havde ødelagt familiens tilværelse i Afghanistan, og at Iran var begyndt at ”smide afghanere ud af landet”. Ansøgeren, der er analfabet, havde ikke udfyldt et asylansøgningsskema, men havde til samtalereferat blandt andet oplyst om udrejsen i 1998 og besøget hos moderen og søsteren uden problemer i 2004. Adspurgt om, hvorfor ansøgeren ikke var vendt tilbage til Afghanistan, havde ansøgeren til referatet svaret, at der ikke var nogen fremtid for ham, sikkerheden var dårlig, og der var intet arbejde. Først adspurgt direkte om søsterens forhold havde ansøgeren oplyst om det, som var hans asylmotiv. Ansøgeren havde herom forklaret, at faderens familie havde troet, at det havde været ansøgerens bestemmelse, at søsteren måtte gifte sig på moderens side på trods af aftalen med ansøgerens far og oplyst, at da han havde været i Iran, havde han ikke troet, at problemerne med hans søsters ægteskab ville blive så store. Men efter at han fra Danmark havde talt med moderen, havde han for alvor følt sig truet. I nævnsmødet havde ansøgeren oplyst, at han fra Iran havde ringet til sin fasters mand for at få dennes reaktion på søsterens forlovelse med morbroderens søn. Nævnet lagde til grund, at telefonsamtalen havde fundet sted i slutningen af 2007. Ansøgeren havde forklaret, at fasterens mand havde fremsat trusler direkte mod ham, hans mor og søster, men han havde også forklaret, at han dog ikke havde taget truslerne så alvorligt. Det var først efterfølgende, da han fra Danmark havde talt med sin mor. Ansøgeren havde ifølge advokatindlægget og på nævnsmødet oplyst, at moderen og søsteren i foråret 2009 var flygtet til Iran. Det var morbroderen, der havde hentet dem til Iran, hvor søsteren efter sit ønske havde villet indgå ægteskab med morbroderens søn. På den nævnte baggrund fandt Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens oplysninger, at det ikke kunne lægges til grund, at konflikten med fasterens mand vedrørende søsterens ægteskab havde en sådan intensitet over for ansøgeren, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede overgreb eller efterstræbelse, som var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det indgik i vurderingen, at ansøgerens mor og søster havde kunnet opholde sig i samme område i Kabul eller byen tæt herved, hvor fasterens mand boede, uden overgreb uanset oplysningerne om forlovelsen måtte anses for kendt af fasterens mand siden i hvert fald 2007 og uanset truslerne, som var nævnt i telefonsamtalen mellem ansøgeren og fasterens mand. Ansøgeren havde i øvrigt ikke grundet egne forhold haft nogen form for konflikter hverken med myndighederne eller grupperinger i Afghanistan og fandtes ikke at risikere forfølgelse i hjemlandet, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2009/14
