Nævnet stadfæstede i september 2003 en afgørelse truffet af Udlændingeservice vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i april 2002. Nævnet udtalte, at ansøgeren ifølge Udlændingeservices afgørelse isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren havde fra 1981 til 1998 været ansat i KHAD. Han avancerede til en høj rang. Han var blandt andet uddannet i det tidligere Sovjetunionen. Ansøgeren var blevet beordret til og havde selv deltaget i anholdelser af folk, som herefter var blevet afhørt af ansøgeren, inden de pågældende var blevet løsladt eller sendt videre til afhøringsafdelingerne. Ansøgeren havde under samtale med Udlændingeservice oplyst, at hans opgave havde været ”at bevise, anholde og overgive sagerne til anklagemyndigheden". Ansøgeren havde endvidere i nævnet oplyst, at anholdte personer, der ikke ville samarbejde, var blevet udsat for tortur ved de efterfølgende afhøringer. Henset til ansøgerens langvarige arbejde i KHAD, hans position efter flere forfremmelser, hans oplysninger om hans ansvarsområder, herunder at han havde været med til 250 til 300 anholdelser og til baggrundsoplysningerne i det hollandske udenrigsministeriums rapport fra 29. februar 2000 om KHAD, hvorefter "tortur var således en integreret del af de forhørsmetoder, som KHAD havde til rådighed", fandt nævnet det ubetænkeligt at fastslå, at ansøgeren havde været bevidst om, at de folk, der blev videresendt, og som ikke ville samarbejde, blev udsat for tortur. Flygtningenævnet henviste endvidere til baggrundsoplysningerne fra UNHCR af 4. september 2003, Guidelines on International Protection. Herefter havde ansøgeren været medvirkende til forbrydelser begået mod menneskeheden, og han var derfor udelukket, jf. flygtningekonventionens art. 1 F (a). Nævnet fandt derimod ikke, at ansøgeren var udelukket i medfør af flygtningekonventionens art. 1 F (b). Under henvisning til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1, kunne han ikke udsendes tvangsmæssigt til Afghanistan eller til et andet land, hvor han ikke var beskyttet mod videresendelse til Afghanistan, jf. udlændingelovens § 31, stk. 1 og § 31, stk. 2, 1. pkt. I oktober 2003 underrettede Udlændingeservice SAIS om sagen med henblik på en eventuel efterforskning af kriminelle forhold begået af ansøgeren i udlandet. I maj 2005 orienterede SAIS Udlændingeservice om, at sagen var indstillet i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2. SAIS havde i forbindelse med efterforskningen søgt at indhente oplysninger om ansøgeren og hans aktiviteter, men der var ikke fremkommet yderligere informationer til sagen. Der forelå således ingen konkrete oplysninger om lovovertrædelser begået af ansøgeren. På baggrund af udtalelsen fra SAIS overvejede Flygtningenævnet, om oplysningerne fra SAIS gav anledning til genoptagelse af asylsagen. Flygtningenævnet udtalte i februar 2006, at der ikke i brevet fra SAIS var tilført sagen nye væsentlige oplysninger eller synspunkter i forhold til de oplysninger, der forelå ved den oprindelige behandling i nævnet, hvorfor nævnet ikke fandt grundlag for at genoptage sagen. Under henvisning til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1, kunne han imidlertid ikke udsendes tvangsmæssigt til Afghanistan eller til et andet land, hvor han ikke var beskyttet mod videresendelse til Afghanistan, jf. udlændingelovens § 31, stk. 2, 1. pkt. Afg/2006/31
