Nævnet meddelte i april 2006 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1979. Indrejst i november 2001. I maj 2004 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorved ansøgeren ansås for udelukket fra at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kunne efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold ikke afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede en forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnets flertal fandt imidlertid, at ansøgeren efter udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. flygtningekonventionens artikel 1 F (a), var udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Flertallet lagde i sin vurdering til grund, at ansøgeren under krigstjeneste for Hezbe Wahdat i perioden fra 1995 – 1998 havde deltaget i tortur og mishandling af krigsfanger. Flertallet lagde videre til grund, at klageren efterfølgende var fængslet af Taleban fra 1998 – 2001, og at han under tortur angav navne på kommandanter hos Hezbe Whadat, og at kommandanterne senere er blevet henrettet af Taleban. I september 2004 indstillede Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, efterforskningen mod ansøgeren. Flygtningenævnet besluttede på denne baggrund at genoptage ansøgerens asylsag, som herefter blev afgjort på skriftligt grundlag. Flygtningenævnet udtalte, at Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager ved et brev fra september 2004 besluttede at indstille efterforskningen mod ansøgeren i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2. I brevet anføres det blandt andet, at: ”Klageren har under afhøring tilstået, at han ved et tilfælde og efter ordre tildelte en tilbageholdt person slag og spark. Han forklarede herunder, at han ville være blevet dræbt af sin overordnede, hvis han havde nægtet at adlyde ordren. Det har ikke i forbindelse med efterforskningen været muligt at tidsbestemme dette overgreb nærmere end til perioden 1995-1998. Dette vanskeliggør en præcis juridisk vurdering af sagen, men følgende aspekter har haft betydning for afgørelsen.Klageren har oplyst, at han handlede efter ordre, samt at han ved en tidligere lejlighed havde overværet, hvorledes hans foresatte havde skudt en soldat, der nægtede at efterkomme en ordre om at deltage i overgreb mod en fange. Klageren befandt sig i en situation, hvor han efter sine egne oplysninger ikke havde noget valg. Selv hvor en sådan situation ikke i sig selv medfører straffrihed, hjemler straffelovens § 82, nr. 3 og nr. 6, under alle omstændigheder mulighed for strafnedsættelse.I perioden mellem 1995 og 20. november 1997 var klageren under 18 år, hvilket indebærer, at en eventuel straf kan nedsættes, jf. straffelovens § 82, nr. 1. På denne baggrund mener jeg ikke, at den forventede strafs størrelse står i rimeligt forhold til de vanskeligheder og omkostninger, sagens gennemførelse må forventes at medføre, jf. princippet i retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 3.” Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt fortsat, at ansøgeren af de grunde, der var anført i nævnets afgørelse fra maj 2004 var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter indholdet af skrivelsen fra Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager var der imidlertid fremkommet begrundet tvivl om, hvorvidt der forelå en alvorlig grund til at antage, at ansøgeren havde gjort sig skyldig i en sådan forbrydelse, at han efter flygtningekonventionens artikel 1 F (a), var udelukket fra at opnå flygtningestatus. Da denne tvivl efter principperne i Handbook artikel 149 og UNHCR’s guidelines vedrørende Exclusion Clauses skulle komme ansøgeren til gode, var der under disse omstændigheder ikke længere grundlag for at udelukke ansøgeren fra at opnå flygtningestatus. Afg/2006/10
