Afg200415

Nævnet meddelte i maj 2004 opholdstilladelse (F-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født 1974. Indrejst i maj 2002. Ansøgeren havde forklaret, at hun er etnisk tadjik og sunnimuslim fra Kabulområdet. Ansøgeren studerede historie og jura fra 1986 til 1991 i det daværende Sovjetunionen. Ansøgeren havde været medlem af PDPA, og under det kommunistiske styre talte hun offentligt for kvinders rettigheder. Efter Mujahedins magtovertagelse i 1992 underviste ansøgeren kvinder i læsning og syning, idet hun samtidig agiterede for kvinders rettigheder. To af ansøgerens brødre forsvandt efter ransagninger foretaget af Mujahedin og Taleban i henholdsvis 1996 og 1997/1998, og myndighederne henvendte sig gentagne gange på ansøgerens families bopæl. Ansøgeren udrejste til Pakistan omkring 1998/1999, hvor hun arbejdede for BBC i perioden 1999 til 2002. I samme periode skrev ansøgeren artikler vedrørende kvinders forhold, og i forbindelse med opholdet i Pakistan fik ansøgeren udgivet to bøger. Flygtningenævnet lagde til grund, at der havde været tale om vedvarende kvindepolitiske aktiviteter, og at ansøgerens to brødre var forsvundet efter ransagninger foretaget af Taleban og Mujahedin. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgerens aktiviteter for PDPA ikke i sig selv kunne begrunde asyl, da der var tale om aktiviteter af begrænset omfang, som lå tilbage i tid. Uanset at ansøgeren på en række punkter havde forklaret upræcist om problemerne med myndighederne under opholdet i hjemlandet, ligesom ansøgerens antagelse af, at myndighedernes henvendelser til familien var rettet mod hende, beroede på formodninger, kunne det efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold og aktiviteter ikke afvises, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede overgreb, hvorfor det ikke burde kræves, at ansøgeren vendte tilbage til hjemlandet. Afg/2004/15