Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra en landsby nær [by], Baghlan-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de afghanske myndigheder og den afghanske befolkning, idet han har uddelt kristent materiale for organisationen Humanitarian Assistance for Women and Children of Afghanistan (HAWCA). Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han mødte to italienere, [A] og [B], mens han arbejdede på et apotek i [by]. De arbejdede for HAWCA og tilbød ansøgeren en stilling som tolk, hvilket han accepterede. Sammen uddelte ansøgeren, [A] og [B] kiks, tøj, sko og kristent materiale til enlige kvinder og børn i nærliggende landsbyer. I [slutningen af] 2015 blev ansøgeren, [A] og [B] anholdt af politiet foran HAWCA’s kontor i [by]. Ansøgeren blev anholdt og tilbageholdt i en uge. Under afhøringerne blev ansøgeren anklaget for at have uddelt kristent materiale. Ansøgeren blev udsat for vold under tilbageholdelsen. To nætter inden ansøgeren kom ud af fængslet, blev han opsøgt af en betjent ved navn [C], som sagde, at han ville hjælpe ansøgeren, hvis han fik kontaktoplysninger på nogle personer, som ansøgeren kendte i Kabul. Betjenten fik kontakt til ansøgerens svoger, [D], som betalte penge, så ansøgeren kunne få lov til at flygte fra fængslet. Ansøgeren fik hjælp til flugten af nogle soldater, der kørte ansøgeren til den pakistanske grænse, som han krydsede til fods, hvorefter han mødte [D]. Ansøgeren rejste herefter mod Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sit arbejde som tolk for den humanitære organisation HAWCA – som ifølge ansøgeren er den samme, som han har benævnt HCW – ikke har kunnet verificeres. Ifølge et høringssvar fra Udenrigsministeriet af [dato] 2017 har HAWCA således ikke kunnet bekræfte ansøgerens ansættelse på trods af, at ansøgeren under samtalerne hos Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 og den [i starten af] 2018 har oplyst at have haft et ID-kort fra organisationen, som derfor må formodes at have kendskab til ham, og som efter ansøgerens forklaring for nævnet også har fået kvitteringer på lønudbetalingerne til ham. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren, der har gået i skole i 9 år og derefter har uddannet sig yderligere, har et meget begrænset kendskab til organisationen og ikke har kunnet fortælle nærmere om dens idegrundlag eller de personer, der arbejdede for organisationen lokalt, undtagen de to personer, der efter det oplyste ansatte ham som tolk til en meget høj løn efter et kort, tilfældigt møde på et apotek, hvor ansøgeren var ansat. Nævnet finder det desuden bemærkelsesværdigt, at ansøgeren skulle have uddelt skriftligt materiale med et kristent indhold til en persongruppe i form af enlige kvinder og børn ude på landet, og ansøgeren har ikke for nævnet på overbevisende måde kunnet redegøre for de pågældendes muligheder for at læse det omdelte materiale. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har givet forskellige oplysninger om, hvem af hans søstre der bor i Kabul og er gift med den svoger, der skulle have bistået ansøgeren med at flygte. Ansøgeren har således under samtalen [i sommeren] 2016 og i asylansøgningsskemaet oversat [i starten af] 2017 oplyst, at søsteren [E] bor i Kabul, mens han under samtalen [i starten af] 2018 har oplyst, at det var søsteren [F], der er gift og bor i Kabul. Nævnet finder det i øvrigt påfaldende, at ansøgeren under fængselsopholdet i Kabul skulle have været i stand til at huske netop sin svogers telefonnummer og opgive det til en officer til brug for forhandling om løsladelse mod bestikkelse, selv om ansøgeren ikke efterfølgende har været i stand til at huske hverken svogerens eller andre familiemedlemmers numre og ikke har været i stand til at få kontakt med dem efter sin udrejse. Det fremstår endvidere selvmodsigende, at ansøgeren dels oplyser, at han ville benytte sig af muligheden for at kontakte sin familie, hvis han kunne huske numrene, men at han har undladt at kontakte sin familie af frygt for, at de kunne få problemer på grund af ham. På den baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret risiko for individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/7/TLNJ
