Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen [by], [provins], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive brændt ihjel af kommandanten, [A], som straf for beskyldninger om at have trådt på koranen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun forud for sin afrejse fra Afghanistan er blevet truet af ansøgerens datters tidligere ægtefælle samt af ansøgerens søns tidligere svigerfar. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at ansøgerens ægtefælle var politisk aktiv i organisationen SAMA, som var imod kommunisme og mujahadinere. Efter ægtefællen blev slået ihjel i 1982 af PDPA-tilhængere, har ansøgeren været udsat for chikane fra de andre beboere i ansøgerens landsby samt levet under trussel fra PDPA-sympatisører i landsbyen. Ansøgeren udrejste af Afghanistan efter en konkret episode, hvor ansøgeren blev beskyldt for at have trådt på koranen til en koran-læsning på sin morbrors søn bopæl. Den lokale kommandant, [A], ville brænde ansøgeren ihjel som straf herfor. [A] samarbejder både med Taliban og de afghanske myndigheder. Ansøgeren har endvidere anført, at hun er blevet truet med at blive slået ihjel af hendes tidligere svigersøn, idet svigersønnen ville, at ansøgeren skulle få sin datter og børnebørn til at tage tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet lægger den del af ansøgerens forklaring om sine asylmotiver, der vedrører ansøgerens frygt for ansøgerens tidligere svigersøn til grund. Nævnet kan derimod ikke lægge ansøgerens forklaring om sin frygt for at blive slået ihjel af kommandant [A] eller ansøgerens forklaring om sin frygt for at blive slået ihjel af sin søns tidligere svigerfar til grund, idet disse dele af ansøgerens forklaring fremstår som utroværdige og konstruerede med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark. For så vidt angår ansøgerens frygt for at blive slået ihjel af kommandant [A] lægger Flygtningenævnet vægt på, at forklaringen er udetaljeret og fremstår konstrueret. Det fremstår således ikke overbevisende, at kvinderne til koranlæsningen – på et øjeblik – skulle vende sig imod ansøgeren og anklage hende for at træde på et koranhæfte, fordi de så negativt på hende som følge af ansøgerens ægtefælles politiske tilhørsforhold. Det bemærkes herved, at ansøgerens ægtefælle ifølge ansøgerens forklaring havde været død i omkring 35 år, da episoden ved koranlæsningen angiveligt fandt sted, og at ansøgeren havde boet omkring 10 år i Afghanistan uden problemer forud for episoden. Ansøgerens forklaring om, at hun havde undgået problemer som følge af sin ægtefælles politiske tilhørsforhold ved ikke at komme ud med mindre, at det var højst nødvendigt, fremstår endvidere konstrueret blandt andet i lyset af, at ansøgeren valgte at deltage i koranlæsningen. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om episoden, hvor der blev trådt på et koranhæfte. Ansøgeren forklarede til oplysnings- og motivsamtalen [efteråret] 2016, at ansøgeren, da en pige gav hende et koranhæfte, kom til at slå hæftet ud af hånden på hende, idet ansøgeren ville vifte et insekt væk. Derefter trådte en anden pige, der var ved at servere te og derfor ikke havde set hæftet, på hæftet, hvorefter de øvrige kvinder begyndte at beskylde ansøgeren for at træde på hæftet. Til asylsamtalen [efteråret] 2017 forklarede ansøgeren indledningsvis på samme måde, idet ansøgeren dog udbyggede forklaringen med, at pigen, der servede te, tabte teen. Derefter forklarede ansøgeren, at det var pigen, der delte koranhæfterne ud, der trådte på hæftet. Sidstnævnte forklaring har ansøgeren gentaget for nævnet. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren har forklaret divergensen med, at der var problemer med tolkningen ved oplysnings- og motivsamtalen, men nævnet finder ikke, at dette kan føre til en anden vurdering henset til, at ansøgeren fik referatet oversat, og at ansøgeren ikke havde bemærkninger til tolkningen. Endvidere lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om baggrunden for, at ansøgeren ikke straks blev tilbageholdt i konsekvens af, at kommandant [A] – eller dennes søster – skulle have bestemt, at ansøgeren skulle brændes levende. Forespurgt, hvorfor ansøgeren ikke blev tilbageholdt, når det var besluttet, at hun skulle straffes med døden, forklarede ansøgeren, at ”de ikke kan gøre det lige med det samme, de er en gruppe der taler sammen og tager beslutningen”. Nævnet finder, at det fremstår utroværdigt, at [A] skulle kunne bestemme, at ansøgeren skulle brændes levende, men ikke at ansøgeren skulle tilbageholdes, og forklaringen fremstår konstrueret med det formål at give en forklaring på, hvorfor ansøgerens veninde [B] kunne nå at advare ansøgeren. For så vidt angår ansøgerens frygt for at blive slået ihjel af sin søns tidligere svigerfar, finder Flygtningenævnet, at forklaringen fremstår utroværdig. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret, at sønnen for omkring 18 år siden flyttede til Tyskland, hvor han fik asyl på grund af sine problemer i Afghanistan. Ansøgeren har videre forklaret, at sønnen var i Afghanistan for at blive gift for omkring syv år siden. Nævnet tillægger det endvidere betydning, at sønnens svigerfar er i familie med sønnen og som følge heraf var bekendt med ansøgerens søns forhold. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om, at ansøgerens søns svigerfar ikke ville give sin datter lov til at tage til Tyskland sammen med ansøgerens søn efter indgåelsen af ægteskabet, fremstår utroværdig. Ansøgerens forklaring om, at sønnens svigerfar skulle have opsøgt ansøgeren hos ansøgerens søster nogle måneder inden udrejsen, fremstår endvidere konstrueret i lyset af, at ansøgeren ikke har forklaret om problemer med sønnens svigerfar i den foregående periode på omkring fem til seks år. For så vidt angår ansøgerens frygt for sin tidligere svigersøn, kan Flygtningenævnet som anført lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren over en ukendt periode på op til to år inden sin udrejse af Afghanistan i 2016 blev opsøgt fire til fem gang i anledningen af, at ansøgerens tidligere svigersøn ønskede, at ansøgeren skulle få sin datter og børnebørn til at flytte fra Norge til Afghanistan, og at de sidste to til tre henvendelser blev foretaget af familiemedlemmer til ansøgerens tidligere svigersøn, som alligevel havde ærinde i området, hvor ansøgeren boede. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren modtog trusler i den forbindelse, men at der ikke skete yderligere, og at der ikke blev gjort alvor af truslerne. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet imidlertid, at forholdet ikke har en sådan karakter og intensitet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun som følge heraf vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan. For så vidt angår de generelle forhold i Afghanistan bemærkes, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse risikerer overgreb omfattet af Menneskerettighedskonventionens artikel 3. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved ophold i Afghanistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/68/CABV
