Nævnet meddelte i marts 2019 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Kondalan, Orozgan, Afghanistan. Ansøgerne har siden, at han var otte år gammel opholdt sig i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af sin svigerfamilie. Videre har ansøgeren henvist til, at han frygter de afghanske myndigheder, da hans forhold til sin ægtefælle er en religiøs og samfundsmæssig forbrydelse. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han har boet i Iran siden, at han var otte år. I Iran indledte ansøgeren i 2010 et forhold til sin nuværende ægtefælle, [A] . Parret mødte hinanden på gaden, og de mødtes efterfølgende i skjul og indledte et seksuelt forhold. En dag kom [A] hjem til ansøgeren og fortalte ham, at hun af sin far var blevet tvangsforlovet med sin fætter, som boede i Afghanistan. [A] var flygtet hjem til ansøgeren inden brylluppet. Parret frygtede, at de ville blive slået ihjel, hvis det blev opdaget, at de havde haft et seksuelt forhold. Parret havde kun råd til, at [A] udrejste af Iran. Parret aftalte, at ansøgeren skulle spare penge sammen til sin udrejse, og at de skulle mødes i Grækenland. [A] udrejste af Iran i 2010 og indrejste i Danmark, hvor hun blev meddelt opholdstilladelse. Ansøgeren arbejde de næste mange måneder og fik en bofælle for at spare yderligere penge. En dag så bofællen et billede af [A], som var faldet ud af ansøgerens kuffert, da de to mænd skulle flytte en kommode. Det viste sig, at bofællen var venner med [A]s brødre og derfor kunne genkende hende. De to mænd begyndte at skændes, ansøgeren skubbede bofællen og endte med at flygte. Ansøgeren kontaktede en ven, der skulle hjælpe ham med at udrejse af Iran. Ansøgeren havde dog ingen penge og blev derfor tilbageholdt af menneskesmuglerne, der udsatte ansøgeren for tortur. Efter at være blevet løsladt tog ansøgeren til en landsby, hvor han havde en ven. Ansøgeren fik arbejde på en plantage, hvor han arbejdede i fem måneder. Ansøgeren havde telefonisk kontakt med sin tante i Afghanistan, der fortalte ansøgeren, at [A]s farbror og fætre flere gange havde spurgt efter ansøgeren, ligesom de havde indblandet det afghanske politi. Ansøgerens morbror blev opsøgt og tilbageholdt af myndigheder. Efter sin løsladelse valgte morbroren at tage tilbage til Iran med sin ægtefælle. Parret var involveret i en ulykke og døde i den forbindelse. Ansøgeren rejste videre og tog arbejde i fem måneder i Nahie, hvorefter han udrejste af Iran. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgerens forklaring, der vedrører begivenheder, der fandt sted fra 2010 til 2015, er særdeles detaljeret og fremstår selvoplevet. Ansøgerens forklaring om det forhold han i 2010 indledte med [A], stemmer endvidere, i forhold til det, der var passeret, før [A] forlod Iran, overens med den forklaring, som [A] afgav, da hun i 2010 søgte og fik opholdstilladelse i Danmark på grundlag af sit udenomsægteskabelige forhold til ansøgeren forud for det forestående tvangsægteskab med fætteren. Nævnet lægger på denne baggrund til grund, at ansøgeren og [A], der på det tidspunkt begge boede i samme lokalområde i Teheran, mødtes og indledte et forhold, og at [A] efter fem-seks måneder mod sin vilje skulle vies til sin fætter. Da ansøgeren og [A] derfor måtte forvente, at det ville blive afsløret, at de havde haft seksuelt samkvem, besluttede de, at [A] straks måtte flygte. Både ansøgeren og [A] er hazaraer fra Afghanistan. Nævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgerens bofælle, der som ansøgeren og [A] er hazara, i forbindelse med episoden med ansøgerens kuffert så, at ansøgeren havde et billede af [A], genkendte hende og konfronterede ansøgeren med, at [A]s familie ledte efter hende, og at man frygtede, at [A] var blevet bortført og muligvis dræbt. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har sandsynliggjort, at [A]s familie på grundlag af bofællens kendskab til ansøgeren, og de personlige ejendele som ansøgeren måtte efterlade, da han flygtede fra bofællen, har kendskab til ansøgerens identitet. Nævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at [A]s fætter, der er afghaner og opholder sig i Afghanistan, på dette grundlag fandt frem til ansøgerens morbror og tante i Kabul, og at morbroren blev beskyldt for at have medvirket til [A]s forsvinden. Vedrørende ansøgerens efterfølgende telefoniske kontakt med morbroren og tanten, bemærker nævnet, at ansøgeren under asylsamtalen i forbindelse med oversættelsen har præciseret, at han mest talte med sin morbrors ægtefælle, fordi morbroren var tilbageholdt af de afghanske myndigheder. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren, på grund af sit forhold til [A], har en æresrelateret konflikt med [A]s familie, herunder [A]s fætter og dennes familie, der opholder sig i Afghanistan. Det ændrer ikke herved, at ansøgeren og [A] er blevet gift i Danmark. Henset til konfliktens karakter findes den tid der er gået siden 2012, hvor ansøgeren blev afsløret, ikke at medføre, at det kan antages, at [A]s familie ikke længere vil efterstræbe ansøgerne og udsætte han for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, såfremt de finder frem til ham. Ansøgeren vil uanset det i Danmark indgåede ægteskab ikke kunne opnå myndighedsbeskyttelse i Afghanistan. Flygtningenævnet finder, at principperne for anvendelse af internt flugtalterniv for konventionsflygtninge finder anvendelse for personer med beskyttelsesstatus. Nævnet bemærker, at det ved IFA-vurderingen er afgørende, om det pågældende IFA er relevant i det konkrete tilfælde, og om det er rimeligt at forvente, at klageren tager ophold et andet sted i hjemlandet, jf. UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus, jf. pkt. 91. Ved afgørelsen af ovenstående bør der foretages en objektiv vurdering af, hvorvidt en del af hjemlandet kan udgøre et IFA. I vurderingen må de forhold, der førte til klagerens flugt fra hjemlandet, tages i betragtning, men det skal også tages i betragtning, om den del af hjemlandet, der kan antages at fungere som et IFA, udgør et meningsfuldt alternativ for fremtiden, herunder om området er vedvarende stabilt og sikkert, jf. UNHCR’s Guidelines on International Protection: ”Internal Flight or Relocation Alternative” within the Context of Article 1 A (2) of the 1951 Convention and/or 1967 Protocol relating to the Status of Refugees af 23. juli 2003. Endvidere skal klagerens personlige forhold indgå i den konkrete vurdering af, om klageren kan henvises til et bestemt område og dér leve et efter hjemlandets forhold relativt normalt liv uden for store besværligheder (”undue hardship”). Det fremhæves i de ovennævnte guidelines fra UNHCR, at alder, køn, helbredstilstand, familiemæssig situation, etnisk, kulturel eller religiøs gruppe, politisk eller social tilknytning til det pågældende område, sprog, uddannelse og profession samt tidligere forfølgelse og deraf følgende psykologiske problemer skal indgå i vurderingen. Disse forhold skal anskues kumulativt, jf. UNHCR’s håndbog, pkt. 53. Allerede fordi de forhold, der førte til klagerens flugt fra hjemlandet, har karakter af en fortsat bestående æreskonflikt, er det ikke relevant, at henvise ansøgeren til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren opfylder betingelserne for at opnå opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er ikke grundlag for at meddele tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2019/60/SEL
