Nævnet meddelte i februar 2019 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt fire børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er afghanske statsborgere, etniske pashtuner og sunni-muslimer af trosretning. Den mandlige ansøger er født og opvokset i Kunduz-provinsen, og den kvindelige ansøger er født og opvokset i Sheberghan-provinsen. Efter ansøgerne i 2013 blev gift, flyttede de til [en landsby] i provinsen Sar-e Pol, hvor de boede indtil deres udrejse. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive fængslet og slået ihjel af efterretningstjenesten, da han har begået kontraktbrud, idet han som led i sit arbejde har skrevet under på, at han aldrig vil forlade efterretningstjenesten på grund af de oplysninger, man får adgang til. Han har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af mullah [M1] og dennes bror […], som begge tilhører Taliban, samt af mullah [M2], som er fra sikkerhedsgruppen [S]. Han frygter også at blive slået ihjel af parlamentsmedlemmet [P] fra partiet […], og af kommandant [K], som også var medlem af [det samme parti som P]. Den kvindelige ansøger har i det hele henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han har arbejdet for efterretningstjenesten i Afghanistan fra 1389 (2010) til [en gang i efteråret] 2015. Ansøgeren blev ansat som løjtnant (Dohom Bridman) og var det i omkring fire år. Ansøgeren var premierløjtnant (Lomrai Bridman) i det sidste år af sin ansættelsesperiode. Ansøgerens konflikter startede, da han var med til at anholde mullah [M1]. Det skete [i sommeren] 2015. Mullah [M1] skulle arresteres, fordi efterretningstjenesten mente, at han var gruppeleder for Taliban i området, og fordi han var en vigtig og højtstående person i Taliban. Han havde omkring 70 bevæbnede mænd under sig, og hans gruppe blev støttet både økonomisk og med våben af gruppen [G]. Ansøgeren ledede aktionen, hvor mullah [M1] blev anholdt. Under aktionen satte ansøgeren håndjernene på mullah [M1], da denne blev anholdt. Efter aktionen modtog ansøgeren flere trusler fra mullah [M1]s bror, fra mullah [M2] og fra parlamentsmedlemmet [P], som alle truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis ikke han løslod mullah [M1]. Ansøgeren meldte de forskellige trusler til sin chef og dennes overordnede. Omkring 3-4 uger efter truslen fra [P] blev ansøgernes bopæl opsøgt af fire bevæbnede personer, der spurgte efter den mandlige ansøger og efterfølgende ransagede bopælen. Den kvindelige ansøger og den mandlige ansøgers bror, [B], og dennes ægtefælle var til stede under ransagningen. [B] fik at vide, at hvis den mandlige ansøger ikke samarbejdede med dem, så ville de slå ham ihjel. Den mandlige ansøger var ikke hjemme, idet han var på nattevagt. Han fik besked om opsøgningen fra [B], der ringede til ham og fortalte om opsøgningen på bopælen. Dagen efter opsøgningen kørte den mandlige ansøger sin ægtefælle og sine børn til den kvindelige ansøgers mors bopæl i byen Shebarghan. Ansøgeren tog herefter tilbage til sin arbejdsplads, hvor han også boede. Nogle dage inden ansøgernes udrejse af Afghanistan tog den mandlige ansøger til [en by i Kunduz-provinsen], da hans morbror skulle begraves. Den mandlige ansøger boede hos sin far, to brødre, søster og deres familier. Mens den mandlige ansøger var på besøg, var to personer en aften i færd med at klatre over muren til huset. Den mandlige ansøger affyrede skud, mændene skød tilbage og flygtede herefter, men de smed en bombe ind over muren, som resulterede i, at den mandlige ansøgers niece og nevø blev slået ihjel af bomben, da de begge lå og sov lige ved vinduet. Herefter valgte den mandlige ansøger at rejse til Kabul, hvor han opholdt sig i 3-4 dage. Under opholdet i Kabul ringede [B] til den mandlige ansøger og fortalte, at hans far var blevet opsøgt af kommandant [K], som ville vide, hvor han var. Kommandanten havde også truet faren på livet. Den mandlige ansøgers søster var blevet nervøs på vegne af faren, og hun havde derfor fortalt kommandanten, hvor den mandlige ansøger var og givet hans mobilnummer til [K]. Den mandlige ansøger rejste efter opholdet i Kabul videre til Nimruz, hvorfra han udrejste sammen med den kvindelige ansøger og deres børn. Efter ansøgernes udrejse fik den mandlige ansøger i sommeren 2017 telefonisk besked om, at en af hans tidligere kolleger, der var med i aktionen hos mullah [M1], og som var blevet forflyttet, er blevet slået ihjel af Taliban. Flygtningenævnet finder at kunne lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger har været ansat i efterretningstjenesten i Afghanistan, og at han som premierløjtnant i [efterretningstjenesten] havde ansvaret for anholdelsen af det højtstående medlem af Taliban, Mullah [M1], og at den mandlige ansøger og hans familie efterfølgende har modtaget trusler på livet fra Taliban og været udsat for et bombeangreb fra personer med tilknytning til Taliban. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret konsistent om hændelsesforløbet og de konkrete omstændigheder, at forklaringen har været detaljeret og fremstår troværdig og sammenhængende, og at den kvindelige ansøgers forklaring også fremstår troværdig. Flygtningenævnet finder det således efter en samlet vurdering sandsynliggjort, at den mandlige ansøger og den kvindelige ansøger, der har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv, har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere, at Taliban vil udsætte dem for asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han som følge af sin desertering vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2019/25/MGO
