Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra [en nærmere bestemt landsby i], Nangarhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel Taliban, som har slået hans far ihjel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter Taliban, der har kontrollen i det område, han kommer fra. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født i Peshawar i Pakistan, hvor han boede, indtil han var 14 år, hvor familien returnerede til Afghanistan. Ansøgerens far fik arbejde som agent for den afghanske efterretningstjeneste. Omkring seks-syv måneder efter ansættelsen begyndte faren at modtage telefonopringninger, som gik faren på, og faren meldte disse til politiet, som meddelte, at han ikke skulle tage disse alvorligt. Senere fandt ansøgerens mor et trusselsbrev ved bopælen. Da ansøgerens mor blev bekendt med brevets indhold, blev hun rystet. En uge senere kom ansøgerens far ikke hjem fra arbejde. Ansøgerens farbror ringede den næste morgen til ansøgerens fars telefon, som blev besvaret af en person fra politiet, som sagde, at de kunne finde farens lig ved moskéen. Ansøgerens farbror meldte drabet til politiet. Et par uger senere modtog ansøgerens farbror et trusselsbrev og telefonisk trussel, hvorefter det blev besluttet, at ansøgeren skulle udrejse af Afghanistan. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv fremstår som utroværdig og konstrueret med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark, og nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår meget over¬ordnet og ikke giver indtryk af at bygge på ansøgerens egne oplevelser. Flygtningenævnet videre lægger vægt på, at det ikke fremstår overbevisende, at ansøgerens far skulle have fortalt ansøgeren, som efter sin egen forklaring var et barn, at faren var agent for den afghanske efterretningstjeneste, og at han skulle holde øje med, hvad der skete i området. Nævnet lægger herved vægt på oplysningens karakter og betydningen, hvis den blev givet videre. Nævnet er opmærksom på, at ansøgeren har forklaret, at faren sagde til ansøgeren, at ansøgeren ikke måtte sige det til andre, men forklaringen fremstår også i lyset af, at ansøgeren har forklaret, at hans familie ikke ønskede at involvere ham i problemerne, fordi han ikke var så gammel, bemærkelsesværdig. Endvidere lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han under rejsen til Europa ikke talte med sin ældre bror om, hvad der var sket, og at han ikke ved, hvorfor han ikke gjorde det, fremstår afglidende og utroværdig. Nævnet lægger herved vægt på, at broren ifølge ansøgerens forklaring vidste mere om situationen, og at ansøgeren måtte formodes at interessere sig for, hvad der var sket, idet han måtte være klar over, at det ville være af betydning for, om han kunne få asyl i Sverige eller et andet europæisk land. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at det er bemærkelsesværdigt, at det var ansøgeren og ansøgerens brødre, der skulle forlade Afghanistan, mens ansøgerens farbror, der ifølge ansøgeren havde modtaget telefoniske trusler og havde anmeldt ansøgerens fars død til politiet, blev i Afghanistan. Ansøgerens forklaring om, at farbroren var klog og voksen, hvorfor det ville være nemmere for ham at klare det, fremstår ikke overbevisende. Ansøgeren har i øvrigt forklaret udbyggende om, hvorfor ansøgerens mor og farbror blev i Afghanistan til oplysnings- og motivsamtalen den […] 2016 forklarede ansøgeren, at moren og farbroren ikke skulle rejse, fordi de var gamle. Til asylsamtalen den […] 2017 forklarede ansøgeren, som anført, at farbroren var klog og voksen, og senere i samtalen og forklarede han, ligesom han har gjort for nævnet, at moren og farbroren også skulle rejse. Flygtningenævnet lægger derudover vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvor længe der gik mellem de to opringninger, som gjorde faren ked af det, og som ansøgeren overværede. Til oplysnings- og motivsamtalen den […] 2016 forklarede ansøgeren, at der gik omkring tre dage mellem de to opkald. Til asylsamtalen den […] 2017 forklarede ansøgeren, at han ikke husker, hvor lang tid der gik mellem de to opringninger, men det var en kort periode. Ansøgeren har også forklaret divergerende om, hvor lang tid der gik fra farens død til, at ansøgerens farbror begyndte at modtage trusselsopkald. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at opkaldene begyndte omkring en måned efter farens død. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han ikke husker, hvor lang tid der gik. Adspurgt om der f.eks. gik et par dage, uger eller måneder, forklarede ansøgeren, at der måske gik omkring to uger. For Flygtningenævnet har ansøgeren i begge tilfælde forklaret, at han ikke husker, hvor længe der gik. Nævnet er opmærksom på, at der er tale om mindre divergenser, men nævnet finder, at det er bemærkelsesværdigt, at ansøgeren i sine senere samtaler ikke har kunnet huske, hvor længe der gik henset til sagens alvorlige karakter for ansøgeren. Endvidere lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerens forklaring om, at familien alene modtog et trusselsbrev, ikke fremstår overbevisende henset til, at det fremgår af den politirapport, som ansøgeren har fremlagt en kopi af, at ansøgerens farbror skulle have oplyst, at familien modtog flere trusselsbreve, herunder at nogle blev klistret på døren til familiens bolig, og at andre blev kastet ind i familiens gårdhave. Nævnet er opmærksom på, at ansøgeren har forklaret, at han kun har kendskab til et trusselsbrev. Nævnet finder imidlertid, at det er usandsynligt, at ansøgeren ikke i det mindste efter farens død eller i forbindelse med udrejsen af Afghanistan skulle være blevet gjort opmærksom på, at der havde været yderligere trusselsbreve henset til sagens alvorlige karakter. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren har fremlagt en kopi af en politirapport, men nævnet finder ikke, at dette kan føre til en anden vurdering. Den generelle sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og det forhold at ansøgeren frygter, at han vil blive betragtet som vantro, fordi han har været i udlandet, kan heller ikke begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2019/15/STRAA
