Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra Herat-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive stenet til døde af Taliban-kommandanten [S], idet hun er flygtet fra ham, da han ellers ville tvinge hende til at gifte sig med ham. Herudover frygter ansøgeren tillige Taliban af samme årsager. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun siden [efteråret] 2013 og indtil sin udrejse af Afghanistan [efteråret] 2015, arbejdede for [en organisation] i Herat, hvor hun lavede online monitorering og tog billeder i forbindelse med genopbygningen af vejene. I starten af [sommeren] 2015 opsøgte nogle ukendte kvinder ansøgeren på sin bopæl. De henvendte sig på vegne af [S] og bad om ansøgerens hånd fire til fem gange. Ansøgerens mor afviste kvinderne hver gang, og også den sidste gang kvinderne henvendte sig, [en dato i efteråret] 2015, afviste ansøgerens mor dem. To uger efter opsøgte [S] ansøgerens bopæl, hvor han selv bad om ansøgerens hånd. Ansøgerens familie afvist [S]. I de kommende 14 dage blev ansøgeren hjemme. Hun tog dog på arbejde i en til to timer, når der var brug for hende. [En dato i efteråret] 2015, da ansøgeren var på vej hjem fra arbejde, blev hun bortført af tre ukendte mænd. Ansøgeren blev bedøvet og da hun kom til sig selv, befandt hun sig i et mørkt rum. Mullah Abdul Samad kom ind i rummet og sagde til ansøgeren, at de to skulle giftes nu. Herefter gik han ud af rummet, og en kvinde, [Z], kom ind med te og brød til ansøgeren. [Z] fortalte hvad hun selv havde været udsat for og ønskede at hjælpe ansøgeren med at flygte. Da [Z] havde forladt værelset, kom [S] igen ind i værelset og udsatte ansøgeren for voldtægt. Mullah Abdul Samad forlod herefter værelset igen. [I efteråret] 2015 kom [Z] igen med te og brød til ansøgeren. Ansøgeren fortalte [Z], at hun havde besluttet sig for at flygte med hende. [I efteråret] 2015 flygtede ansøgeren og [Z] fra [S]. De to kvinder tog til ansøgerens fars bopæl, hvor de opholdt sig i omkring ti minutter, hvorefter de forlod bopælen, for at tage over til ansøgerens fars ven, [G]. De opholdt sig hos [G] indtil den [en dato i efteråret] 2015. [I efteråret] 2015 udrejste ansøgeren af Afghanistan sammen med sin far. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgeren [A’s] forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren [A] har forklaret konsistent, detaljeret og selvoplevet om de enkelte hændelser, og hendes forklaring er støttet af den forklaring, der er afgivet af hendes far, [M’s], og de fremlagte lægelige oplysninger. Flygtningenævnet lægger således til grund, at [A] blev generet af lokalbefolkningen og formentlig også af Taliban på grund af sit arbejde. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at et medlem af Taliban, [S], ønskede at gifte sig med [A], hvilket hun afviste, og at hendes familie støttede hende i denne beslutning. Yderligere lægger Flygtningenævnet til grund, at [A] en dag, hvor hun var på vej hjem fra arbejde i taxa, blev bortført af tre mænd til en kælder i landsbyen, hvor hun blev tilbageholdt og én gang voldtaget af [S], der samtidig truede hende, hvorefter det lykkedes [A] at flygte fra kælderen, og at hele familien derefter søgte tilflugt hos en god bekendt i Herat. [A] har derfor sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjembyen vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder imidlertid, at det er relevant og rimeligt at henvise [A] til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, herunder i Kabul eller Mazar-e-Sharif. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om en lokalt afgrænset konflikt med [S] i anledning af et krav om ægteskab, at [A] ikke har nogen konflikt med myndighederne, at ansøgeren er ung og veluddannet, at hun har en meget støttende familie, og at familien i øvrigt også har andet netværk, der støtter dem. [A] må derfor - eventuelt sammen med sin familie - antages at være i stand til at etablere sig i f.eks. Kabul eller Mazar-e-Sharif uden at risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af baggrundsoplysningerne for Afghanistan, at de fleste lokale konflikter med Taliban forbliver lokale, og at der ikke foregår systematisk udveksling af information mellem provinserne. Det fremgår endvidere, at afghanske statsborgere har ret til at rejse og bosætte sig i stort set alle dele af Afghanistan. Det forhold, at [A], mens hun har været i Danmark, har modtaget blandt andet psykologhjælp som følge af de hændelser, som hun har været udsat for, kan ikke i sig selv føre til en anden vurdering, allerede fordi, at ansøgeren, uanset voldtægtens påvirkning af hende, efter en samlet vurdering fremstår som en ressourcestærk kvinde. Det forhold, at ansøgeren er blevet voldtaget, kan heller ikke i sig selv føre til en anden vurdering, allerede fordi det ikke er sandsynligt, at andre, hvis ansøgeren tager ophold et andet sted i Afghanistan, vil få viden om dette forhold. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”afgh/2018/88/JAH
