afgh201881

Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske hazara og shia muslimer fra Daykundi, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin far og farbrorens sønner, idet ansøgeren har krænket familiens ære ved at flygte og gifte sig med den mandlige ansøger uden at få familiens tilladelse. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til den kvindelige ansøgers asylmotiv og anført, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin svigerfamilie. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at den kvindelige ansøger skulle tvangsgiftes med sin farbrors søn, [A], hvorfor den kvindelige ansøger var desperat for at komme væk, da vielsen var nærtstående. På et ukendt tidspunkt, men omkring en uge før ansøgernes flugt, mødte ansøgerne hinanden tilfældigt ved, at den mandlige ansøger gav den kvindelige ansøger et lift i sin bil. Den kvindelige ansøger fortalte den mandlige ansøger om tvangsægteskabet og om hendes modvilje, men hun fortalte ikke, at det var [A], som hun skulle giftes med, idet den mandlige ansøger arbejdede for [A]. Hun bad den mandlige ansøger om hjælp til enten at flygte alene eller om at flygte sammen med den mandlige ansøger. Omkring en uge efter valgte ansøgerne at flygte sammen. Flugten var ikke nærmere planlagt, men de mødtes i moskeen, hvor de flygtede op i bjergene og kom igennem områderne [Byen B], [Byen C] og [Byen D]. Fra [Byen D] tog de til den mandlige ansøgers afdødes fasters hus, hvor de overnattede. Den efterfølgende dag blev de viet på distriktskontoret i [E]-området, hvorefter de uden for kontoret blev fanget af den kvindelige ansøgers bror og farbrors sønner. De blev bagbundet og kørt hen til en stald, hvor de blev holdt indespærret og udsat for fysiske overgreb. Den kvindelige ansøgers far sagde, at de ville blive stenet den følgende dag, hvorfor den kvindelige ansøgers mor senere samme dag kom og befriede dem. Ansøgerne flygtede derfra og op i bjergene og videre til Kabul. Samme aften, som ansøgerne ankom til Kabul, rejste de videre til Iran. De kom til Iran i foråret 2009, hvor de opholdt sig uden lovligt opholdsgrundlag i seks år. Omkring seks måneder før ansøgerne udrejste fra Iran, fik den kvindelige ansøger besked fra sin mor om, at ansøgerens bror og farbrors sønner var kommet til Iran for at arbejde, og for at finde den kvindelige ansøger. Ansøgerne planlagde derefter deres udrejse og valgte i [efteråret] 2015 at udrejse fra Iran. Indledningsvis bemærkes, at Flygtningenævnet ved sin afgørelse har været opmærksom på, at ansøgerne er analfabeter, og at der er tale om hændelser, som har fundet sted for en del år siden. Flygtningenævnet ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at deres forklaringer på en række væsentlige punkter fremstår usandsynlige og konstrueret til lejligheden, ligesom de har forklaret divergerende om væsentlige elementer i deres asylmotiv. Flygtningenævnet finder således, at den kvindelige ansøgers forklaring om, at hun i desperation over at skulle tvangsgiftes med sin fætter, [A], rettede henvendelse til den mandlige ansøger, som hun kun havde set nogle få gange og opfordrede ham til at flygte med hende, forekommer usandsynlig henset til baggrundsoplysningerne om enlige kvinders forhold i Afghanistan. Flygtningenævnet finder endvidere, at den mandlige ansøgers forklaring om, at han satte sin egen sikkerhed til side for at gøre en god gerning ved at hjælpe den kvindelige ansøger fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han ved ansøgernes første møde ikke ønskede at blande sig, men dog til sidst sagde, at han ville tænke over det, hvorimod han, da den kvindelige ansøger en uge efter rettede henvendelse til ham i moskeen, pludseligt var indstillet på at lade alting bag sig og flygte med den kvindelige ansøger. Flygtningenævnet har samtidig lagt vægt på, at ansøgerne begge har forklaret, at det var et tilfældigt møde i moskeen, og at de flygtede umiddelbart efter. Hertil kommer, at ansøgerne hver for sig og indbyrdes har forklaret divergerende om en række forhold. Den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvordan han fik jobbet hos [A], som den kvindelige ansøger skulle giftes med. Den mandlige ansøger har således til oplysnings- og motivsamtalen detaljeret forklaret om, at han mødte den kvindelige ansøgers farbror, som er [As] far, i bazaren, og at denne ønskede, at den mandlige ansøger skulle lære [A] at køre bil, efter at [As] brødre havde været udsat for en bilulykke. Til asylsamtalen og under Flygtningenævnets behandling af sagen har den mandlige ansøger derimod forklaret, at det var [A], som han mødte, og at han ikke mødte [As] far før om aftenen hjemme hos [A]. Den kvindelige ansøger har forklaret divergerende om, hvornår hun anden gang mødte den mandlige ansøger, idet hun til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hun mødte den mandlige ansøger dagen efter, at hun havde fået et lift af ham, hvorimod hun under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at der gik en uge, før de sås igen. Yderligere finder Flygtningenævnet, at ansøgernes forklaring om, at den kvindelige ansøgers mor skar dem ned, da de var ophængt i stalden, er utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det var den kvindelige ansøgers bror, far og fætre, der havde anbragt dem i stalden med henblik på, at de skulle stenes den følgende dag, hvorfor det fremstår usandsynligt, at den kvindelige ansøgers mor skulle få lejlighed til at skære ansøgerne ned og hjælpe dem til flugt. Ansøgernes forklaring om, at den kvindelige ansøgers mor havde fået fat i den mandlige ansøgers telefonnummer i Iran og ringede til ham, fremstår utroværdig, idet ansøgerne, da den kvindelige ansøgers mor ringede til den mandlige ansøger omkring 2014, havde opholdt sig i Iran siden 2009/2010, uden at der havde været nogen kontakt mellem ansøgerne og den kvindelige ansøgers mor. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/81/HHU