Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin ven [A]s far, idet faren beskylder ansøgeren for at være skyld i drabet på [A]. Ansøgeren har også henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter, at Taliban vil slå ham ihjel, idet ansøgeren har solgt bøger med kristent indhold og film med pornografisk indhold. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han frygter, at de afghanske myndigheder vil fængsle, torturere og retsforfølge ham, idet han har solgt de ovenfornævnte bøger og film, hvilket er forbudt at sælge i Afghanistan. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han åbnede sin butik, efter han var gået ud af syvende klasse. I butikken solgte han kontorartikler og bøger, herunder kristne bøger. I butikken arbejdede også ansøgerens ven, [A]. Fire-fem måneder efter ansøgeren havde åbnet sin butik, begyndte han at sælge film med pornografisk materiale. Ansøgeren gemte dem under disken i sin butik og solgte dem kun, når folk spurgte efter dem. Efter at have solgt filmene i omkring otte måneder, modtog ansøgeren en dag et trusselsbrev, som var tapet fast på døren til butikken. Brevet var skrevet på pashto, hvorfor ansøgeren ikke kunne læse brevet, men han kunne læse på overskriften, at det var fra Taliban. Ansøgeren tog et billede af brevet og smed originalen ud. Samme dag mødte [A] ikke på arbejde. Ved tolvtiden kom [A]s far ind i butikken og skældte ansøgeren ud og sagde, at [A] ikke måtte arbejde i butikken igen. [A] mente dog ikke, at hans far skulle bestemme det, hvorfor [A] fortsatte sit arbejde i butikken. 12-13 dage efter modtagelsen af trusselsbrevet var ansøgeren nede i klubben, hvorfor [A] skulle lukke butikken. Pludselig kom ansøgerens fars ven, [B], ind i klubben og sagde, at ansøgeren skulle skynde sig at følge med ham. Da de kom hjem til [B], fortalte han ansøgeren, at [A] var blevet halshugget på vej hjem fra butikken. [B]s søn oversatte trusselsbrevet, hvori der stod, at ansøgeren skulle stoppe med at sælge vantro bøger og upassende film, og hvis han ikke stoppede salget inden for ti dage, ville Taliban halshugge ham. Ansøgeren overnattede hos [B], og dagen efter rejste han til Herat. Her overnattede han i sin fars butik, hvorefter han kom i kontakt med en menneskesmugler, som hjalp ham ud af Afghanistan omkring to uger efter. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på flere punkter har forklaret divergerende, og idet væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem der introducerede ham for de pornografiske film, som han solgte i sin butik. I asylsamtalen [fra vinteren] 2016 har ansøgeren oplyst, at leverandøren, der solgte ham kontorartikler, var den samme som introducerede ham for de pornografiske film. Til asylsamtalen [i vinteren] 2017 har ansøgeren forklaret, at firmaet, der solgte ham kontorartikler, var [D], mens hans leverandør af de pornografiske film var [C]. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at [C] ud over pornografiske film også solgte lidt kontorartikler til ansøgeren, men at ansøgeren i øvrigt købte kontorartikler hos [D]. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende omkring salget af religiøse bøger i hans butik. Til asylsamtalen den [i vinteren] 2016 har ansøgeren forklaret, at han i forbindelse med at [B]s søn oversatte trusselsbrevet fra Taliban til [B] fortalte, at de bøger, ansøgeren solgte i butikken, var bøger om kristendommen, om Jesus og Jomfru Maria, og at det var informationsbøger, og at han ikke missionerede for kristendommen. Til asylsamtalen [i vinteren] 2017 har ansøgeren oplyst, at han ikke læste bøgerne i sin butik, og at han var uvidende om, at det var kristne bøger, han solgte. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han ikke var klar over, at det var kristne bøger, han solgte, og forespurgt hvor mange han solgte af disse bøger, forklarede ansøger, at det var 10-15 % af bøgerne, han solgte. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet finder ansøgerens forklaring om, at ansøgeren uden at vide det solgte bøger med blandt andet kristent indhold, for usandsynlig, ligesom Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at ansøgeren havde kristne bøger stående frit fremme i sin butik og solgte disse. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøger solgte pornografiske film fra sin butik, og at det var kendt i området, at han gjorde dette, henset til hans forklaring om, at myndighederne jævnligt var på besøg i butikken, og at det var strafbart, og også henset til ansøgerens unge alder på dette tidspunkt. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgeren ikke straks fik oversat trusselsbrevet, henset til hans forklaring om, at han kunne se, at brevet var fra Taliban. Flygtningenævnet finder det endeligt usandsynligt, at ansøgeren inden for et døgn blev eftersøgt af lokalbefolkningen og [A]s far, samt at Taliban opsøgte ansøgerens bopæl to gange, samtidig med at [B] var bekendt med alt dette. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/8/SSM
