Nævnet stadfæstede i februar og 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin familie, herunder særligt sine farbrødre, idet han har nægtet at indgå et arrangeret ægteskab med en af sine farbrødres døtre. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans familie havde besluttet, at han skulle giftes med sin farbrors datter, [A]. Ansøgeren ønskede ikke dette og aftalte derfor med sin far, at han ville vente med at blive gift, til at han var færdig med sin uddannelse i Indien. Under sit ophold i Indien mødte han kvinden, [B], som han blev forelsket i. Ansøgeren og [B] blev gift [i begyndelsen af] 2011. Et til halvanden år efter blev han kontaktet af sin bror, som fortalte, at han mistænkte, at ansøgeren var blevet gift, hvilket ansøgeren senere bekræftede. Senere blev ansøgeren også kontaktet af sin familie, som insisterede på, at ansøgeren skulle tage tilbage til Afghanistan, idet han skulle giftes med [A]. Ansøgeren begyndte at frygte, at hans farbror ville rejse til Indien for at få fat i ham. Ansøgeren og [B] rejste derfor til Usbekistan, hvor hun kom fra. Efter et par dage i Usbekistan blev de nødt til at rejse tilbage til Indien, idet [B`s] bror ikke kunne acceptere deres ægteskab. [B] havde nemlig ikke søgt sin brors tilladelse til at indgå ægteskab med ansøgeren, hvorfor hendes bror blev vred og overfaldt ansøgeren. Omkring en uge efter deres ankomst til Indien, blev ansøgeren ringet op af sin bror, som oplyste, at han var kommet til Indien og befandt sig på ansøgerens tidligere adresse. Sammen ringede de til deres far, som fortalte, at familien havde accepteret ansøgerens ægteskab med [B]. Ansøgerens far inviterede ved denne lejlighed ansøgeren og [B]til Kabul med henblik på, at familien kunne afholde en bryllupsfest. Ansøgeren accepterede sin fars invitation og rejste to dage senere til Afghanistan med sin bror. Da han kom til sit hjem i Afghanistan, blev han mødt af sine farbrødre, [C] og [D], som udsatte ham for fysiske overgreb. Ansøgeren blev blandt andet slået i hovedet, sparket i lang tid og spærret inde i sin farbrors kælder i to-tre dage, hvor hans farbrødre forsøgte at tvinge ham til at acceptere at indgå ægteskabet med [A]. I farbrorens kælder blev ansøgeren slået mange gange og bundet til en stol, hvor han fik elektriske stød. Ansøgeren nægtede at gifte sig med [A]. Efter to-tre dage ankom ansøgerens bror til farbrorens bopæl. Broen blev vred, da han indså, hvilken tilstand ansøgeren befandt sig i. Situationen udviklede sig til et slagsmål mellem ansøgerens bror og farbrødre. Ansøgeren hørte, at der blev affyret to skud. Omkring 20 minutter senere kom ansøgerens bror og fortalte, at Saied havde skudt sin datter [A]. Derefter tog ansøgeren til sin ven [E], der tog ansøgeren med til en politistation for at anmelde farbrødrene. Politiet afslog at hjælpe, idet de sagde, at der var tale om en familiekonflikt. Samme nat udrejste ansøgeren af Afghanistan. Efter sin udrejse har ansøgeren fået at vide, at hans bror er blevet slået ihjel af [D]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen forekommer usandsynlig, konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet finder, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren frivilligt skulle rejse tilbage til Afghanistan fra Indien efter, at han havde indgået ægteskab med [B] henset til, at han har forklaret, at han tænkte, at farens invitation var en fælde, og at han ikke troede, at faren mente det, når han sagde, at han accepterede ægteskabet mellem ansøgeren og [B], ligesom han forklarede, at han frygtede sin egen familie. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forekommer utroværdigt, at ansøgerens onkel – efter ansøgerens formodning – skulle have skudt sin egen datter for at redde familiens ære for derefter at køre hende til hospitalet, men at han ikke skød ansøgeren, der efter sin egen forklaring befandt sig i samme hus indespærret i kælderen. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren på dette tidspunkt efter sin forklaring to gange havde afslået at gifte sig med kusinen. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forekommer påfaldende, at ansøgerens bror, der kom til rummet 20 minutter efter skudepisoden, inden for dette tidsrum havde fået oplysning om, at kusinen var død på vej til hospitalet. Nævnet bemærker endvidere, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren ikke har været i stand til at oplyse, hvornår han fik at vide, at han skulle giftes med [A] udover, at det var før, at han rejste til Indien. Det forekommer hertil lidet sandsynlig, at ansøgeren kunne opholde sig i Indien fra [slutningen af] 2012, hvor han afsluttede sin bachelor, og indtil [begyndelsen af] 2015, hvor han kom ind på en overbygning, alene fordi universitetet hjalp ham ved at give ham en blanket, hvoraf fremgik, at han stadig læste, så han kunne få fornyet sit visum, fordi de godt kunne lide ham. Nævnet finder endelig, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren og [B] rejste til Usbekistan for at bo der permanent uden at have undersøgt ægtefællens families og navnlig hendes brors holdning til deres ægteskab, henset til, at ægtefællen ikke forinden havde fået sin brors tilladelse til ægteskabet og til, at broren ifølge ægtefællen ikke kunne lide folk fra Afghanistan. Nævnet finder således samlet set ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikere at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh2018/75/AZU
