Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra [K], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han var medlem af Taliban, men udrejste, da hans far, der var lokal Taliban-kommandant, ville tvinge ham til at være selvmordsbomber. Ansøgeren frygter endvidere at komme i myndighedernes søgelys, da han er søn af en Taliban kommandant. Han frygter i den forbindelse at blive udvekslet med en fange hos Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far var lokal Taliban-kommandant over [K], der er et område bestående af fem landsbyer, og at hans bror tilsluttede sig Taliban for at blive selvmordbomber, hvilket faren støttede ham i. Ansøgeren og hans mor forsøgte at tale broren og faren fra det, men uden held. Ansøgeren havde i denne forbindelse en konflikt med sin far, der resulterede i, at faren indespærrede ansøgeren og slog ham. Ansøgerens far har efterfølgende fortalt ham, at broren er død. Ansøgerens far lagde derefter pres på ansøgeren for at få ham til at tilslutte sig Taliban. Ansøgeren ønskede ikke at tilslutte sig Taliban, og han og hans mor overtalte faren til, at ansøgeren ikke skulle tilslutte sig Taliban, idet de allerede havde mistet én søn. Dette virkede i et stykke tid, men tre til fire måneder inden ansøgerens udrejse, gav ansøgeren efter og tilsluttede sig Taliban for at prøve, om det var noget for ham. Ansøgerens far tog ham med til en Taliban-base, hvor han de første to måneder gennemgik våben- og skydetræning og blev oplært i brugen af våben, bomber og selvmordsveste. Derudover blev de undervist i, hvorfor amerikanerne var deres fjender. Træningen sluttede altid af med, at de snakkede om, at de ville komme i paradis ved at deltage i hellig krig. De havde undervisning hver tirsdag og fredag fra kl. 10-12. Ansøgeren talte med sin svigerfar om sine tanker om at flygte første gang omkring en måneds tid efter, han var kommet i træningslejr eller muligvis først en måneds tid før han flygtede. Kort tid forud for ansøgerens udrejse, blev han sendt til fronten ved [E] sammen med 19 andre talibanere til et planlagt angreb på myndighederne i landsbyen. De modtog i den forbindelse en besked om, at de ikke skulle begynde at skyde og at de skulle trække sig tilbage. Da de kom tilbage, fik de at vide, at det var fordi myndighederne var for talstærke. Ansøgeren så ikke myndighederne, og det udviklede sig ikke til en skudveksling. I forbindelse med, at ansøgerens fars overordnede sagde til ham, at han havde brug for to selvmordsbombere, sagde ansøgerens far, at ansøgeren skulle være den ene af dem, og at der ville komme to mænd efter ham samme aften. Ansøgeren flygtede hen til sin svigerfar, der sagde til ham, at han ikke kunne blive der, idet faren ville lede efter ham der. Svigerfaren tog ansøgeren med hen til sin anden svigersøn, ansøgerens svoger, i [E], hvor ansøgeren gemte sig i et kælderrum de næste tre nætter, indtil han udrejste til Iran via Nimruz med hjælp fra en agent, som ansøgerens svigerfar havde skaffet. Da ansøgerens far kom hjem, spurgte han moren, hvor ansøgeren var henne, hvortil hun svarede, at hun ikke vidste det, hvorefter faren slog hende. Ansøgerens far tog derefter over til ansøgerens svigerfar, hvor der skete det samme. Ansøgeren efterlod sin ægtefælle og tre børn hos sine forældre, idet det ville være for farligt og svært for dem at flygte sammen, ligesom Taliban typisk ikke lader det gå ud over kvinderne. Samtidig vidste han, at hans mor ville beskytte dem. Derudover havde hans svigerfar lovet at hente dem og tage sig af dem. Da ansøgeren kom til Danmark, ringede han til sin svigerfar og fortalte, at han var kommet godt frem. Efter første samtale med Udlændingestyrelsen ringede svigerfaren til ansøgeren og fortalte, at ansøgerens far havde fundet ud af, at det var ansøgerens svoger, der havde holdt ham skjult, hvorfor faren havde slået svogeren ihjel. Svigerfaren fortalte også, at han sammen med ansøgerens ægtefælle og børn var flygtet til en anden by, fordi de var bange for, at ansøgerens far ville finde ud af, at svigerfaren også havde hjulpet ansøgeren og på den baggrund komme efter dem. Ansøgeren kunne efterfølgende ikke komme i kontakt med dem. Flygtningenævnet har ved sin afgørelse været opmærksom på, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at tolkningen ved oplysnings og motivsamtalen ikke har været forsvarlig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der har været anvendt pashto-tolk, og at ansøgeren har underskrevet samtalereferatet og i den forbindelse oplyst, at han har bekræftet, at tolkens oversættelse af samtalereferatet var i overensstemmelse med samtalen. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige punkter i sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvorvidt han frivilligt tilsluttede sig Taliban, eller om han blev tvunget til det. Ansøgeren har i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at faren i længere tid forgæves havde forsøgt at tvinge ansøgeren til at tilslutte sig Taliban, og at ansøgeren først tilsluttede sig, da hans far truede med selv at slå ham ihjel. Ansøgeren har derimod i asylsamtalen og under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at det var frivilligt, at han tilsluttede sig Taliban, men at han følte sig nødsaget til det, ligesom han gerne ville se, om det var noget for ham. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om sin deltagelse i et angreb i byen [E], idet ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at da de ankom til byen, så han, at myndighederne var talstærke. Ansøgeren indså, at kampen ikke ville kunne vindes og trak sig derfor tilbage. Ansøgeren har derimod til asylsamtalen og under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at det først var, da de kom tilbage til basen, at de fik at vide, at myndighederne den aften var talstærke, hvorfor angrebet blev afblæst. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvem der besluttede, at han skulle deltage i et selvmordsangreb, idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at det var ansøgerens fars overordnede kommandant, [Q], der bad ansøgerens far om at sende ansøgeren afsted som selvmordsbomber og at ansøgerens far beordrede ansøgeren til at gøre dette, mens ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at [Q] kom til ansøgerens far og sagde, at han manglede to selvmordbombere, hvortil ansøgerens far svarede, at han havde en, nemlig hans egen søn. Under Flygtningenævnet behandling af sagen har ansøgeren ligeledes forklaret, at det var hans far, der tilbød [Q], at ansøgeren kunne blive selvmordsbomber, da faren, som er meget religiøs, glædede sig over, at ansøgeren derved kunne komme i paradis. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår faren beordrede ham til at blive selvmordsbomber. Ansøgeren har således under Flygtningenævnets behandling af sagen dels forklaret, at det skete i umiddelbar forlængelse af, at ansøgeren var kommet tilbage fra det opgivne angreb i [E], dels at det skete flere dage senere, dels at det skete 25 til 30 dage senere. Samtidig har ansøgeren forklaret divergerende om sit ophold hos Taliban. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvorvidt han har været på samme base hele tiden, idet han til asylsamtalen har forklaret, at han har været på to forskellige baser, [N] og [T], mens han under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han hele tiden har været på [T]-basen. Samtidig finder Flygtningenævnet det utroværdigt, at ansøgeren, der har forklaret, at have modtaget våbentræning, ikke ved, hvilken kaliber ammunition, der anvendes i den kalashnikov riffel, han fik udleveret og trænede med. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om sin flugt, idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han flygtede fra sin bopæl, mens ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han flygtede direkte fra basen til sin svigerfar. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvornår han besluttede sig for at udrejse, idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han først besluttede sig for at udrejse, efter at hans far havde bedt ham om at udføre angrebet. Ansøgeren har derimod under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at han allerede før dette tidspunkt havde talt med sin svigerfar om at flygte, idet han ikke ønskede at være en del af Taliban. Ansøgeren har endvidere under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret divergerende om farens udtalelser i forbindelse med, at han beordrede ansøgeren til at deltage i selvmordsangrebet. Ansøgeren har således dels forklaret, at faren sagde, at ansøgerens farfar havde deltaget i et selvmordangreb og at ansøgerens far også selv ville deltage i et sådant, og at hans børnebørn også skulle deltage i selvmordsangreb, dels at faren ikke har udtalt sig om at ville deltage i selvmordsangreb, men havde udtalt, at han blot skulle hverve personer til selvmordsangreb. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at hans far beordrede sin eneste nulevende søn til at deltage i et selvmordsangreb fremstår utroværdig og usandsynlig, uanset at faren efter ansøgerens forklaring er meget religiøs og mente, at ansøgeren ville komme i paradis. Flygtningenævnet har i den forbindelse tillagt det betydning, at familiens hovedindtægtskilde er det landbrug, som faren drev ved siden af sin funktion som kommandant for Taliban, og som ansøgeren som eneste søn deltog i driften af. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret og individuel forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/51/LMD
