Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Kuduti, Jaghori, Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive dræbt af de afghanske myndigheder og befolkningen i sit lokalområde, idet hendes ægtefælle igennem en årrække har uddelt kristent materiale, og hun selv på vegne af sin ægtefælle har givet en kristen bog til en naboens datter. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle, der arbejdede med at fragte sand, af for hende ukendte årsager, også uddelte kristne bøger. På en for ansøgeren ukendt dato havde hendes mand lagt to bøger frem til hende, som han bad hende om at give til en dreng og en pige. Samme dag kom naboens datter hjem til ansøgeren, og ansøgeren gav hende en af bøgerne. Seks til syv måneder efter denne hændelse blev ansøgeren på en for hende ukendt dato bevidst om, at hendes mand uddelte kristent materiale, da hun ved den lokale kilde overhørte andre kvinder omtale hendes mand som vantro, fordi han delte kristne bøger ud. Da ansøgeren et par dage efter foreholdt dette for sin mand, sagde han, at hun ikke skulle blande sig i hans arbejde. Ansøgeren fik et stykke tid herefter på en for hende ukendt dato smadret sin vandbeholder ved kilden af naboens datters mor, der herefter begyndte at slå ansøgeren sammen med andre tilstedeværende kvinder, fordi ansøgeren havde givet hendes datter en kristen bog. Kvinden sagde desuden, at ansøgeren og hendes mand skulle stenes, og at ægtefælle var vantro. Ansøgeren fortalte om episoden til sin mand, som blev ked af det, og som sagde, at han ville finde en løsning. Samme nat bankede det på døren, og fem politifolk trådte ind i ansøgerens hjem og slog samt sparkede hende og hendes mand. Mændene gennemsøgte huset og fandt nogle kristne bøger, hvorefter de førte ansøgeren og hendes mand bort til et rum, hvor de blev låst inde. Den følgende morgen blev ægtefælle hentet, hvorefter han fik at vide, at han og ansøgeren ville blive løsladt, hvis han betalte en sum penge. Senere samme dag blev ægtefælle endnu engang taget med, og da han kom tilbage, fortalte han ansøgeren, at de ville blive løsladt, idet han havde skaffet pengene. Den følgende nat blev de af politifolkene kørt til et øde område, hvor de mødtes med ægtefælles ven, der fortalte dem, at han ville finde en person, der kunne køre dem til Herat. Efter at have opholdt sig i Herat i to nætter udrejste de af Afghanistan til Iran. På grænsen mellem Iran og Tyrkiet blev ansøgeren adskilt fra sin ægtefælle, som hun ikke har set eller haft kontakt til siden. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet lagt til grund, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, i hvilken rækkefølge de enkelte episoder fandt sted, dvs. hvornår hun blev konfronteret af kvinderne første henholdsvis anden gang sammenholdt med, hvornår hun uddelte bogen til naboens datter. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring ikke er tidsmæssigt sammenhængende. Ansøgeren har således under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at hun uddelte bogen til naboens datter 2½ år efter, at hun var blevet gift med ansøgeren, og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at hun et par måneder forinden var blevet konfronteret af kvinderne første gang. Samtidig har ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at hun blev gift for omkring fire år siden, og at hun blev bekendt med, at ægtefællen delte kristne bøger ud kort efter, at de var blevet gift. Samtidig har ansøgeren forklaret, at hun blev bevidst om, at der var tale om kristne bøger, da kvinderne konfronterede hende med, at ægtefællen delte bøger ud. Derudover har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin viden om det omhandlede materiale. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at ansøgeren ikke var klar over, hvad kristendommen var, før hun kom til Danmark, hvilket ikke stemmer overens med hendes forklaringer for Udlændingestyrelsen, hvor hun gentagne gange har forklaret, at hun blev bekendt med, at det var kristent materiale. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om episoden, hvor de blev tilbageholdt. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at hun ikke vidste, hvor mændene var fra, mens hun til asylsamtalen og under nævnsmødet har forklaret, at det var politiet. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at væsentlige dele af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv forekommer mindre sandsynlig. Nævnet finder således, at det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgerens ægtefælle uddelte kristent materiale, og at han opbevarede det på bopælen, særligt henset til at han er muslim, at risikoen for at blive opdaget var stor, og at forseelsen ifølge det oplyste kunne straffes med stening. Endvidere forekommer det mindre sandsynligt, at ægtefællen bad ansøgeren om at uddele en kristen bog, særligt henset den betydelige risiko han derved udsatte ansøgeren for. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren hertil har oplyst, at det er sådan i Afghanistan. Derudover forekommer det ikke sandsynligt, at naboens datter var interesseret i kristent materiale, og at hun skulle have været bekendt med, at ansøgerens ægtefælle uddelte kristent materiale, særligt henset til at ansøgerens ægtefælle uddelte materialet i smug, og at det var forbudt at være i besiddelse af kristent materiale. Nævnet finder, at det heller ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren, der ikke var interesseret i kristendommen, valgte at udlevere en bog om kristendommen til naboens datter, særligt henset til risikoen for at blive opdaget. Endelig finder nævnet, at det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren og hendes ægtefælle valgte at blive i landsbyen i mere end et halvt år efter, at der var opstået rygter om, at ægtefællen uddelte kristent materiale, samt at ægtefællen fortsatte sine aktiviteter, herunder bad ansøgeren om at uddele en kristen bog til naboens datter. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgerens forklaring som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet bemærker, at Flygtningenævnet således heller ikke kan lægge til grund, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være uden familie, herunder ægtefælle, og andet netværk i Afghanistan. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/43/SEL
