Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Afghanistan samt et medfølgende barn. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske hazaraer og shia-muslimer fra […]-provinsen, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter familierne til to drenge, der blev sendt til fronterne i Syrien og døde som følge heraf. Ansøgerne frygter, at de to drenges familier vil komme efter dem og deres familie. Ansøgerne har til støtte herfor henvist til sine sønners, [B] og [A], konflikt, med hvem ansøgernes sag er sambehandlet. Den kvindelige ansøger frygter endvidere, at den mandlige ansøger vil blive behandlet dårligt eller ført i krig, såfremt de vender tilbage til Afghanistan, idet han er deserteret. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge [B] og [A]s forklaringer om, at de har arbejdet som guider for pilgrimsturister til grund, ligesom det kan lægges til grund, at de påtog sig dette arbejde for at opnå ubegrænset opholdstilladelse i Iran. Flygtningenævnet kan også lægges til grund, at familien [ansøgernes slægtsnavn] har et slægtskab til det afghanske parlamentsmedlem [X] samt, at det i en vis udstrækning var ham, der iværksatte pilgrimturene og skaffede dem jobbet som guider og kontakten til Sepah. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at [B] og [A] blev kørt til en Basij-lejr for at besigtige to lig. Der er herved lagt vægt på, at de to brødre har forklaret divergerende om, hvorvidt de skulle besigtige ligene for at identificere dem eller om de fik ligene fremvist for at blive skræmt. [B] og [A] har under nævnsmødet fastholdt, at de skulle identificere ligene, hvilket forekommer utroværdigt, idet den ene af brødrene har forklaret, at der stod navn på kisterne, og idet de havde afleveret pilgrimsturisterne til Sepah med en navneliste. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at [B] og [A] fik viden om, at en pilgrimsturist ved navn [Y] havde lidt maturdøden, og det kan i forlængelse heraf heller ikke lægges til grund, at de videregav denne oplysning til [H] og dermed til [Y] far. [B] og [A] har tillige forklaret divergerende om, hvorvidt pilgrimsturisterne vidste, at de skulle til Syrien og arbejde bag fronten. De har således både forklaret, at turisterne ikke vidste dette, og at de vidste det. Når dette sammenholdes med den resterende del af deres forklaringer, og den omstændighed, at det i 2015 var alment kendt, at der var borgerkrig i Syrien, og at det var farligt at rejse ind i Syrien, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at [B] og [A] medvirkede til at lokke pilgrimsturisterne til Syrien. Det fremgår i øvrigt af [B]s forklaring til Udlændingestyrelsen, at det var [Y]s far, der havde bestilt rejsen til [Y]. Flygtningenævnet finder herefter, at [B] og [A] ikke har sandsynliggjort, at de har en asylbegrundende konflikt med [Y]s far. Flygtningenævnet finder efter samme bevisvurdering, at [B] og [A] ikke har sandsynliggjort, at de har en asylbegrundende konflikt med [X]. Der er herved navnlig lagt vægt på, at de udførte de opgaver, som de fik af ham, og at familien efter den angivelige konflikt opholdt sig først ca. otte dage hos [D]s søster i nærheden af deres bopæl, og at [B] derefter opholdt sig to måneder i Teheran, hvor han problemfrit afsluttede en sag hos myndighederne og afhændede families ejendom. Flygtningenævnet lægger derfor efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer til grund, at ingen af ansøgerne er profilerede, og at deres involvering i pilgrimsturisme i Iran ikke har profileret dem over for hverken [X] eller [Y]s far eller andre i Afghanistan på en sådan måde, at de risikerer asylbegrundende forfølgelse. Den omstændighed, at [C]s barnebarn i Herat angiveligt er blevet dræbt, ændrer ikke herved. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/42/MJM
