Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim. Ansøgeren er født og opvokset i Iran, men er afghansk statsborger. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer at blive efterstræbt af faren til en dreng ved navn [Y], samt et afghansk parlamentsmedlem, ved navn [X], som beskylder ansøgeren samt ansøgerens bror for at stå bag [Y]s martyrdød. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [X], på en ukendt dato i begyndelsen af 2016, kom til ansøgerens bopæl i [bydel] i Teheran sammen med ansøgerens morbror. [X] foreslog, at ansøgeren og ansøgerens lillebror, [A], skulle påtage sig et arbejde med at modtage afghanske turister i Teheran og vise dem betydningsfulde grave og steder i Iran. Dagen efter tog ansøgeren sammen med sin lillebror og [X] hen for at møde [Z] og [Q] fra den iranske efterretningstjeneste Sepah, hvortil turisterne skulle afleveres efter endt rundvisning i Iran. Turisterne skulle derefter videre og besøge grave i Syrien. Det var op til turisterne, om de ville blive i Syrien og deltage i krigen som hjælpere bag fronten. Ansøgeren og [A] ville få løn for arbejdet, som de lavede ved siden af deres normale fuldtidsarbejde som bygningshåndværkere i Teheran og omegn. Ansøgeren og [A] blev derudover lovet et guldkort, som ville give dem lov til at rejse uhindret rundt i hele Iran, hvilket de aldrig fik. Den [nærmere angiven dato i foråret] 2015 begyndte ansøgeren og [A] arbejdet med turisterne. De havde fire til fem hold turister med 10-15 personer på hvert hold. Hver tur tog fire til fem dage, og de blev kørt rundt i en minibus med chauffør. [I sommeren] 2015 blev ansøgeren ringet op af [Q] fra efterretningstjenesten Sepah, som dagen efter hentede ansøgeren ved sin bopæl i [bydel] i Teheran og kørte ham til [andel bydel], som er en anden bydel i Teheran. Ansøgeren blev her vist to lig og adspurgt, om han kendte personerne, hvilket han ikke gjorde. Da ansøgeren kom hjem på bopælen, fortalte han sin lillebror [A] om det passerede. [A] havde været udsat for det samme, hvor det i stedet var [Z] fra efterretningstjenesten, der havde vist ham de to lig. [A] kunne genkende et af ligene, som var en ung mand ved navn [Y], de tidligere havde haft som turist på en af deres ture. Dagen efter tog ansøgeren og [A] på byggepladsen for at arbejde, hvorfra [A] ringede til [X] og fortalte om hændelsen med de tog lig. [X] svarede, at han var bekendt med hændelsen og synes, det var godt, at de to afdøde havde lidt martyrdøden. Den [nærmere angiven dato i efteråret] 2015 ankom ansøgeren og [A]s sidste hold af turister. Fire personer fra holdet havde af [X]s folk fået at vide, at ansøgerens og [A]s familie var fra [navn på provins] provinsen i Afghanistan, hvor de fire personer også kom fra. Ansøgerens far foreslog at invitere de fire personer hjem på bopælen. Efter middagen talte de om den videre rejse til Syrien, hvorefter ansøgeren og [A] fortalte om de to lig, de havde fået forevist og frarådede de fire personer at tage videre til Syrien. En af de fire personer, [H], fortalte, at han i [hjemegnen] havde hørt, at [Y]s far ledte efter ham. [H] ringede til sin far i [hjemegnen] næste dag og fortalte om [Y]s lig, og at liget var blevet set i Teheran. Dagen efter afleverede ansøgeren og [A] holdet med turister til [Q] fra efterretningstjenesten og tog videre til byggepladsen for at arbejde. Den [nærmere angiven dato i efteråret] 2015 ringede [X] til ansøgeren og [A], og han var meget vred over, at de havde fortalt Hossein om [Y]s lig. [X] truede med, at hvis de ikke tiede om oplysningerne, ville de ende som [Y]. Ansøgeren og [A] overnattede på byggepladsen den aften, hvilket de gjorde af og til. Deres søster og mor ringede og fortalte, at tre politifolk havde været på bopælen og spurgt efter dem. Derudover havde de ransaget huset. Dagen efter var ansøgeren og [A] på arbejde, da de blev ringet op og fortalt, at tre politifolk igen havde været på bopælen for at spørge efter dem, samt at huset igen var blevet ransaget. Ansøgeren troede, at det drejede sig om en gammel sag fra 2014, hvor han var blevet anklaget for at være skyld i en ansats død på en byggeplads. Ansøgeren foreslog sin familie, at de den næstfølgende morgen skulle tage til deres moster, hvor de alle kunne mødes sikkert. På vej hen til ansøgerens moster ringede [A] til [H], som fortalte, at [Y]s far havde opsøgt [X] og anklaget ham for [Y]s død. [X] havde afvist dette og derimod fortalt, at ansøgeren og [A] var ansvarlig for [Y]s død. Ansøgeren blev herefter overbevist om, at dette var baggrunden for, at politiet to gange havde været på deres bopæl for at spørge efter ansøgeren og [A]. Efter at have spist middagsmad hos mosteren, tog ansøgeren og [A] igen på byggepladsen. [X] ringede til [A] og virkede venlig og spurgte ind til, hvor de befandt sig. [A] oplyste kun, at de befandt sig i Teheran. De slukkede herefter deres mobiler, idet de var bange. I to til tre dage talte de om, hvad de skulle gøre. De ringede flere gange til [H] og fik at vide, at [Y]s far gik rundt i [hjemegnen] og sagde, at ansøgeren og [A] var ansvarlige for [Y]s død. Ansøgeren ringede til sin familie og forberedte dem på, at de alle skulle udrejse af Iran. De solgte deres bil, og [A] fandt en agent nær deres bopæl, og han udrejste med resten af familien, mens ansøgeren blev i Iran. Ansøgeren kontaktede sin advokat for at høre, om han ville komme for retten på bagrund af den gamle sag, hvor han var beskyldt for en ansats død på arbejdspladsen, såfremt han solgte sin families hus. Advokaten gjorde ansøgeren opmærksom på, at han ikke ville risikere at komme i retten, hvis bøden blev betalt. Ansøgeren betalte bøden, hvilket gav ham mulighed for at sælge familiens bolig i Teheran til boligens iranske proformaejer uden at blive tilbageholdt af de iranske myndigheder på grund af den gamle sag fra byggepladsen. Ansøgeren udrejse derefter af Iran [ultimo 2015]. Ansøgeren tog til Tyrkiet og videre til Danmark. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge [B] og [A]s forklaringer om, at de har arbejdet som guider for pilgrimsturister til grund, ligesom det kan lægges til grund, at de påtog sig dette arbejde for at opnå ubegrænset opholdstilladelse i Iran. Flygtningenævnet kan også lægges til grund, at familien [ansøgernes slægtsnavn] har et slægtskab til det afghanske parlamentsmedlem [X] samt, at det i en vis udstrækning var ham, der iværksatte pilgrimturene og skaffede dem jobbet som guider og kontakten til Sepah. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at [B] og [A] blev kørt til en Basij-lejr for at besigtige to lig. Der er herved lagt vægt på, at de to brødre har forklaret divergerende om, hvorvidt de skulle besigtige ligene for at identificere dem eller om de fik ligene fremvist for at blive skræmt. [B] og [A] har under nævnsmødet fastholdt, at de skulle identificere ligene, hvilket forekommer utroværdigt, idet den ene af brødrene har forklaret, at der stod navn på kisterne, og idet de havde afleveret pilgrimsturisterne til Sepah med en navneliste. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at [B] og [A] fik viden om, at en pilgrimsturist ved navn [Y] havde lidt maturdøden, og det kan i forlængelse heraf heller ikke lægges til grund, at de videregav denne oplysning til [H] og dermed til [Y] far. [B] og [A] har tillige forklaret divergerende om, hvorvidt pilgrimsturisterne vidste, at de skulle til Syrien og arbejde bag fronten. De har således både forklaret, at turisterne ikke vidste dette, og at de vidste det. Når dette sammenholdes med den resterende del af deres forklaringer, og den omstændighed, at det i 2015 var alment kendt, at der var borgerkrig i Syrien, og at det var farligt at rejse ind i Syrien, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at [B] og [A] medvirkede til at lokke pilgrimsturisterne til Syrien. Det fremgår i øvrigt af [B]s forklaring til Udlændingestyrelsen, at det var [Y]s far, der havde bestilt rejsen til [Y]. Flygtningenævnet finder herefter, at [B] og [A] ikke har sandsynliggjort, at de har en asylbegrundende konflikt med [Y]s far. Flygtningenævnet finder efter samme bevisvurdering, at [B] og [A] ikke har sandsynliggjort, at de har en asylbegrundende konflikt med [X]. Der er herved navnlig lagt vægt på, at de udførte de opgaver, som de fik af ham, og at familien efter den angivelige konflikt opholdt sig først ca. otte dage hos [D]s søster i nærheden af deres bopæl, og at [B] derefter opholdt sig to måneder i Teheran, hvor han problemfrit afsluttede en sag hos myndighederne og afhændede families ejendom. Flygtningenævnet lægger derfor efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer til grund, at ingen af ansøgerne er profilerede, og at deres involvering i pilgrimsturisme i Iran ikke har profileret dem over for hverken [X] eller [Y]s far eller andre i Afghanistan på en sådan måde, at de risikerer asylbegrundende forfølgelse. Den omstændighed, at [C]s barnebarn i Herat angiveligt er blevet dræbt, ændrer ikke herved. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/39/MJM
