Nævnet meddelte i december 2018 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske hazaraer og shia-muslimer fra [landsby], Daikundi, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel, og at hans familie vil blive tortureret af Taliban, idet ansøgeren frivilligt arbejdede ved politiet med at tilse og hjælpe ofre for Taliban. Den mandlige ansøger frygter endvidere visse ukendte personer fra Taliban, der var skyld i, at ansøgeren og hans familie var nødt til at opholde sig i Iran indtil 1382 eller 1383 (2003 eller 2004). Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Den kvindelige ansøger frygter endvidere, at hun vil blive anholdt og misbrugt af Taliban grundet ægtefællens konflikt. Den mandlige ansøger har til støtte for asylmotivet oplyst, at han og familien flygtede til Iran, da Najibullahs regering faldt. Årsagen til flugten var, at ansøgerens far og bror havde arbejdet for regeringen og derfor var i fare for sanktioner fra Taliban. Ansøgeren opholdt sig i Iran indtil begyndelsen af sommeren 1382 eller 1383 ([sommeren] 2003 eller [sommeren] 2004), hvor ansøgeren rejste alene tilbage til Afghanistan. Ansøgeren tog et uofficielt kursus i sundhedsbehandling i Kabul, hvor han befandt sig i to år. Herefter rejste han til Iran igen, hvor han opholdt sig i to år. I denne periode blev ansøgerne gift. Seks måneder efter vielsen rejste ansøgerne tilbage til [landsbyen] i Afghanistan, hvor han i efteråret 1392 (efteråret 2013) begyndte at arbejde som sygehjælper ved en politistation. Ansøgeren arbejdede ved siden af som svejser. I den sidste måned af 1392 ([foråret] 2014), kom en ukendt person til ansøgerens arbejdsplads og sagde til ham, at dem der ”hjalp”, ligesom ansøgeren, skulle slås ihjel. Anden trussel kom i 1393, tre til fire måneder efter nytår ([sommeren] 2014), hvor ansøgeren også blev opsøgt på sin arbejdsplads af en ukendt person, der spurgte om ansøgeren ”lavede sjov med dem”. Ansøgeren har ikke fået yderligere trusler. I den sidste måned af 1393 ([foråret] 2015) blev ansøgerens morbror skudt, da han var på vej hjem fra arbejde. Ansøgeren formoder, at gerningsmændene var de samme fjender, som ansøgeren havde. Ti eller femten dage efter at ansøgerens morbror blev slået ihjel, var ansøgeren på vej til Kabul i bil sammen med nogle venner. På vejen blev de stoppet af Taliban. En af ansøgerens venner blev i den forbindelse slået ihjel. Ansøgeren og hans andre venner blev af Taliban taget med til et hus. Næste dag kom fire eller fem personer og fortalte, at han og vennerne skulle transportere kasser gennem bjergene. Hver tiende eller femtende dag skulle de bære kasser fra et område til et andet. I mellemtiden sad de fanget. Dette stod på i seks måneder. En aften opstod der en konflikt i området, hvorunder det lykkedes ansøgeren at flygte. Da ansøgeren efter flugten ankom til sin bopæl, fik han at vide, at hans farbrors søn var blevet slået ihjel. Ansøgeren opholdt sig herefter seks dage i Kabul, hvorefter han udrejste. Fem dage inden den mandlige ansøger blev kidnappet af Taliban, fik han et trusselsbrev, hvori der stod, at han skulle stoppe sit arbejde, da han ellers ville blive slået ihjel. Den kvindelige ansøger har til støtte for asylmotivet oplyst, at hun omkring seks måneder efter den mandlige ansøgers kidnapning blev opsøgt af tre ukendte personer på bopælen. De ville vide, hvor den mandlige ansøger opholdt sig. De ville overfalde den kvindelige ansøger, men hendes naboer kom til og dræbte dem. I en rapport af [en nærmere angiven dato i foråret] 2017 fra […] Kommune om behandlingsindsats for flygtningefamilier med traumer fremgår det, at familiebehandler […] og behandlingspsykolog […] siden [en nærmere angiven dato i begyndelsen af] 2017 har gennemført familiebehandling for ansøgerens søn og ansøgerne, og at behandlingen fortsat var pågående og kunne forventes afsluttet [i sommeren] 2017. Baggrunden for behandlingen var en underretning fra ansøgernes asylcenter. Det fremgår af rapporten, at familien gennem psykoedukation har erhvervet sig redskaber til at håndtere de vedvarende symptomer på traumer hos begge forældre, mest udtalt for den mandlige ansøger. Det er i forløbet gennem selvrapportering fremgået, at den mandlige ansøger har betydelige symptomer på traumer i form af søvnløshed, flashbacks, fysiske smerter i skuldre og nakke samt under fødder, hukommelsesproblemer og koncentrationsbesvær. Det er den behandlende psykologs vurdering, at den mandlige ansøger er mærket af de traumatiske begivenheder, han har været udsat for i hjemlandet på en måde, der betyder, at han henfalder i absencer og delvis handlingslammelse pga. traumatiske tilbagevendende erindringer. Amnesty Internationals Lægegruppe har [en nærmere angiven dato i sommeren] 2018 udfærdiget rapport om torturundersøgelse af den mandlige ansøger foretaget [en nærmere angiven dato i sommeren] 2018. Det fremgår af rapporten blandt andet, at den mandlige ansøger fra [foråret] 2015 og ca. 6 måneder frem var tilfangetaget og udsat for tortur. I forbindelse med tilfangetagelsen blev den mandlige ansøger og de andre passagerer i den bil, der blev stoppet, med knytnæveslag og spark gennet op i Talibans ladvogn. Den mandlige ansøger parerede et slag fra et gevær og pådrog sig et snitsår i venstre overarm fra en bajonet. De tilfangetagne blev med bind for øjnene og bagbundne anbragt i et fugtigt rum uden møbler eller vinduer, hvor de opholdt sig ca. en måned. Den mandlige ansøger gør dog herved opmærksom på, at han har mistet tidsfornemmelsen. De fik vand og gammelt brød en gang om dagen og måtte forrette deres nødtørft på det gulv, hvor de sad. Dagen efter ankomsten blev den mandlige ansøger udsat for usystematiske slag og spark overalt på kroppen. Han blev holdt stående af en af tilfangetagerne, mens flere andre slog og sparkede ham. Han blev blandt andet sparket i venstre side af hovedet, så to tænder fortil i venstre side af undermunden knækkede. Han blev også sparket i højre side af brystkassen, hvorved han mener, at et ribben blev trykket eller brækket. Herudover blev han hyppigt klemt om sine kønsdele, til han besvimede, ligesom han blev brændt med cigaretter på armene. Han blev udsat for tortur 1-2 gange dagligt og gled herunder ud og ind af bevidsthed. Endvidere blev han og de andre fanger 1-2 gange om måneden tvunget til at transportere trækasser i bjergene til fods under ledsagelse af bevæbnede vagter. De fanger, der ikke kunne holde til arbejdet længere, blev henrettet for øjnene af de andre fanger. Den mandlige ansøger blev tvunget til at se to af sine venner få skåret halsen over. Han blev truet med, at Taliban ville henrette hans familie og herunder slå hans søn ihjel. Det lykkedes den mandlige ansøger at flygte under en skudveksling i forbindelse med en transport, og han fik et dybt inficeret sår ved højre tommelfinger efter en skade, som han pådrog sig på vej ned ad bjerget. Efter at være kommet tilbage til familien var den mandlige ansøger i en tilstand af chok og alarm, følte sig svimmel og desorienteret. Han havde svært ved at sove og havde mareridt og flashbacks. Ved undersøgelsen beskrev den mandlige ansøger sine aktuelle symptomer blandt andet som smerter i højre side af brystkassen, en pressende/trykkende fornemmelse i venstre side af hovedet, smerter fra de beskadigede tænder, en brummende lyd for højre øre, som kommer og går ledsaget af svimmelhed og nedsat orienteringssans, smerter i højre fod, lænderyg og lår, og smerter og stivhed samt nedsat følesans i højre tommelfinger. Han har ifølge rapporten endvidere i ekstrem grad tilbagevendende tanker og erindringer om tilfangetagelsen og torturen og i ekstrem grad undvigende adfærd over for aktiviteter, tanker og følelser, der kan minde ham om det. Han har i udtalt grad flashbacks og mareridt og søvnbesvær i høj grad. Han har i udtalt grad koncentrations- og hukommelsesbesvær. Han oplever sig ude af stand til at mærke følelser og har en høj grad af isolationstendens. Af konklusionen fremgår det blandt andet, at de beskrevne symptomer er velkendte psykiske følger af tortur. Den beskrevne tortur og den fundne fysiske skader heraf findes at være i god overensstemmelse. På de foreliggende konkluderes der at være god overensstemmelse mellem den beskrevne tortur og de fysiske og psykiske fund ved undersøgelsen. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring om den mandlige ansøgers konflikt med Taliban til grund. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ansøgerne under samtalerne hos Udlændingestyrelsen har forklaret konsistent og samstemmende om den mandlige ansøgers arbejde som paramediciner tilknyttet det lokale politi, hvor han ydede bistand med behandling af personer, som blev såret i blandt andet kampe med Taliban. Ansøgerne har endvidere forklaret konsistent og samstemmende om, at den mandlige ansøger i løbet af første halvår af 2014 blev opsøgt et par gange af nogle personer, som truede ham for at få ham til at stoppe med at hjælpe. De har videre forklaret, at han herefter på et tidspunkt i foråret 2015 blev kidnappet og tilbageholdt i 6 måneder af Taliban, at han i den periode blev tvunget til at bære trækasser for Taliban gennem bjergene, og at det lykkedes ham at flygte under en skudveksling i forbindelse med transport af trækasser. Flygtningenævnets flertal har endvidere lagt vægt på oplysningerne i rapporterne fra […] Kommune om den mandlige ansøgers symptomer på traumer og rapporten fra Amnesty Internationals Lægegruppe om den mandlige ansøgers oplevelser af tortur under tilbageholdelsen hos Taliban og hans reaktioner herpå. Flygtningenævnets flertal bemærker, at oplysningerne om den mandlige ansøgers reaktioner på den behandling, han blev udsat for i forbindelse med tilbageholdelsen hos Taliban, giver en plausibel forklaring på, hvorfor han ikke tidligere er kommet med nærmere oplysninger herom, herunder i sit asylskema. Dette støttes tillige af, at den kvindelige ansøger under sine samtaler har fremhævet, at den mandlige ansøger ikke brød sig om at tale om episoden og ikke kunne lide at fortælle om, hvad han blev udsat for under tilbageholdelsen. Flygtningenævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at der ikke foreligger en særskilt og fuldstændig oversættelse af den mandlige ansøgers asylskema, på trods af den vægt, Udlændingestyrelsen har tillagt dette i sin afgørelse. De divergenser, der fremgår af ansøgernes forklaringer omkring tidspunkterne for morbrorens død samt de nærmere omstændigheder vedrørende dødsfaldene for de venner, der var med i bilen ved tilbageholdelsen, kan dog på baggrund af sagens øvrige oplysninger ikke føre til at tilsidesætte ansøgernes forklaringer, idet der herved er taget hensyn til princippet om ”Benefit of the doubt” i forhold til den mandlige ansøger. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret, individuel risiko for asylbegrundende forfølgelse på grund af den mandlige ansøgers konflikt med Taliban. Nævnet finder, at den mandlige ansøger efter hændelsesforløbet må anses for at have fået en sådan grad af profilering i forhold til Taliban, at det ikke vil være relevant eller efter omstændighederne rimeligt at henvise ham, ægtefællen og deres medfølgende barn til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” [afgh/2018/375/JABP]
