afgh2018373

Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk usbeker og sunni muslim fra [A], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af en mand ved navn [B]. Ansøgeren har videre henvist til, at han derudover frygter at blive dræbt af befolkningen i det område, hvor han boede. Ansøgeren har til støtte for sit asyl motiv oplyst, at han i 2008 tog tilbage til Afghanistan efter, han havde opholdt sig i Iran siden 2001 eller 2002. Omkring en uge til ti dage efter ansøgeren vendte tilbage til Afghanistan, blev han opsøgt på sin bopæl af kommandant [Cs] soldater, som forlangte penge af ham. Tre dage efter denne episode blev ansøgeren opsøgt af soldaterne igen. De tog ham med til [Cs] opholdssted. [C] sagde til ansøgeren, at han skulle parere ordrer, og han udstyrede ansøgeren med et våben. Den følgende dag blev ansøgeren sendt ud for at indsamle penge til [C]. Ansøgeren skulle gå rundt sammen med nogle andre. De skulle banke på folks døre og bede dem om penge. Hvis folk ikke ville betale, skulle de slå dem. Ansøgeren var med ude at indkræve penge omkring tre gange om ugen i de cirka 3-3,5 måneder, han var tilbage i Afghanistan. Da ansøgeren havde arbejdet for [C] i en måned var han sammen med nogle andre personer ude at indkræve penge fra en mand. Manden ville ikke betale, og [C] beordrede ansøgeren og de andre personer til at slå manden. Ansøgeren slog manden med skaftet af sit gevær. De forlod manden i bevidstløs tilstand, og efterfølgende hørte ansøgeren, at manden var død af sine kvæstelser. En dag fik ansøgeren og nogle andre personer ordre til at indkræve penge fra en handelsmand ved navn [B]. [B] ville ikke betale, hvilket de fortalte [C]. Derefter tog [C] ansøgeren og nogle andre hen til [B], som fortsat ikke ville betale. De begyndte derefter, efter ordre, at slå [B]. De efterlod [B] liggende på jorden i bevidstløs tilstand. Ansøgeren hørte efterfølgende, at [B] havde forbindelser i Kabul, som ville sørge for at give [B] våben, så han kunne anholde ansøgeren og de andre, som havde slået ham. Ansøgeren udrejste af Afghanistan to-tre uger efter denne episode. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om, at han i 2008 blev tvunget af [B] til at samle penge ind for ham, at han opsøgte folk sammen med flere andre personer og i den forbindelse i to tilfælde efter ordre fra [B] anvendte vold overfor folk, der ikke ville betale. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgerens konflikt med [B] og hans folk og [Bs] kontakter i regringen samt hans frygt for lokalbefolkningen i anledning af hans opkrævning af penge er asylbegrundende i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet har herved lagt vægt på, at konflikten daterer sig tilbage til 2008, og at ansøgerens familie ikke er blevet opsøgt af [Bs] folk siden 2008. Ansøgerens konflikt findes således ikke at have den fornødne aktualitet til at kunne begrunde asyl. Nævnet har herved også lagt vægt på, at ansøgeren må antages at være helt uprofileret i forhold til magthaverne i Afghanistan, og at ansøgerens frygt for lokalbefolkningen beror på hans egen formodning. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan på grund af tilfældig, generaliseret vold har antaget en så alvorlig og ekstrem karakter, at en udsendelse vil være en krænkelse af den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 3. Sammenfattende finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel og konkret risiko for forfølgelse om fattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster med denne begrundelse Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh 2018/373/snd