Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tajik og sunnimuslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter kommandanten [A]. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter de afghanske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han frygter at blive slået ihjel af [A], idet ansøgeren er blevet beskyldt for at have voldtaget en af [As] ægtefæller. Ansøgeren har oplyst, at ansøgeren arbejdede som bodyguard ved [As] hjem, og at ansøgeren var tjener for [As] tre ægtefæller. En af [As] ægtefæller ved navn [C] ønskede at indlede et forhold til ansøgeren. [C] begrundede dette med, at hun ikke ønskede at være sammen med [A], idet han var til børn samt andre kvinder. Ansøgeren ønskede ikke at blive kærester med [C], idet ansøgeren vidste, at A var magtfuld. Endvidere var ansøgeren, ligesom [C], allerede gift. [C] ringede en dag til ansøgeren og sagde, at ansøgeren skulle komme hen til [C]. Da ansøgeren ankom til [Cs] værelse, begyndte [C] at omfavne ansøgeren. [C] var afklædt, og hun ønskede at have samleje med ansøgeren. Ansøgeren nægtede at indvilge i dette, hvorefter han tog hjem. [C] ringede herefter til ansøgeren og sagde, at det ikke ville gå ansøgeren godt fremadrettet. Senere samme aften ringede en anden af [As] ægtefæller ved navn [B] til ansøgeren. [B] sagde til ansøgeren, at hun ikke forventede, at ansøgeren ville krænke og voldtage [C]. Ansøgeren benægtede at have udsat [C] for det, som [B] beskyldte ham for. [B] opfordrede ansøgeren til at flygte fra Afghanistan, idet [C] havde fortalt om det angivelige hændte forløb til [A], og at en af tjenestepigerne havde bevidnet dette. Ansøgeren tog herefter hjem til en ven ved navn [D], da ansøgeren ikke turde tage tilbage til sin bopæl. Ansøgerens ven boede i Arzan Qeemat-området i nærheden af Kabul, hvilket lå i en vis afstand fra [As] bopæl. Ansøgeren fik dagen efter at vide, at to af [As] sønner samt politiet havde opsøgt ansøgerens bopæl to gange, hvor de havde spurgt efter ansøgeren. Ansøgerens ægtefælle var på det pågældende tidspunkt hjemme på bopælen, og de sagde til ansøgerens ægtefælle, at ansøgeren skulle overgive sig til dem. Ansøgeren talte efterfølgende telefonisk med sin ægtefælle, hvorefter ansøgeren besluttede sig for at tage hjem til sin ægtefælle på bopælen med henblik på at fortælle hende, hvad der var sket. Mens ansøgeren var på vej hen til sin ægtefælle, opdagede ansøgeren, at en bil med tonede ruder, som havde relation til [A], kom kørende mod ansøgeren fra hans bopæl. Ansøgeren formåede herefter at undslippe. Ansøgeren tog herefter hjem til sin ven [D]. Ansøgeren besluttede sig for at udrejse af Afghanistan, og ansøgeren udrejste legalt af Afghanistan med pas – efter seks dages ophold hos [D] – efter at have fået visum. Ansøgeren frygter, som følge af beskyldningen om voldtægt, de afghanske myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den overordnet forekommer usandsynlig, tillært og utroværdig. Hertil kommer, at ansøgeren endvidere har forklaret divergerende om, hvorvidt As to bopæle lå ved siden af hinanden som forklaret til samtalen med Udlændingestyrelsen af [vinter] 2017 eller i en afstand af ti til 12 minutter i bil, som forklaret under nævnsmødet. Nævnet bemærker hertil, at denne divergens er af betydning i forhold til ansøgerens forklaring om sit arbejde. Ansøgerens forklaring om, at han ikke har sagt således til samtalen med Udlændingestyrelsen forekommer ikke overbevisende også henset til, at ansøgeren efterfølgende under bemærkninger til samtalen supplerende oplyste, at der var to lejligheder i [As] hus, men ikke rettede oplysningen om, at de to bopæle lå ved siden af hinanden. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at episoden med [C] forekommer usandsynlig. Nævnet finder, at det har formodningen imod sig, at [C], der efter ansøgerens forklaring var gift med den meget indflydelsesrige [A], skulle spørge ansøgeren, der arbejdede som hendes tjener og bodyguard, om de skulle være kærester. Nævnet finder videre, at det forekommer utroværdigt, at [C] – efter at ansøgeren flere gange havde afslået hendes tilbud – pludselig skulle klæde sig helt af og omfavne ansøgeren bagfra. Det forekommer heller ikke troværdigt, at [C] skulle have fortalt sin ægtefælle, at ansøgeren havde voldtaget hende, henset til de alvorlige æresrelaterede konsekvenser, dette måtte antages at kunne få for hende selv. Nævnet finder endvidere, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren ikke på dagen for den angivelige episode, hvor han tog direkte hen til en ven, ikke fortalte sin ægtefælle, hvad der var sket. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren til gensamtalen med Udlændingestyrelsen [forår] 2017 forklarede, at han valgte ikke at ringe til hende, fordi han var bange og i panik, mens han på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at han ikke tog det så alvorligt, og at ægtefællen ikke undrede sig, hvis han ikke kom hjem. Nævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren turde tage hen til sin bopæl dagen efter, at den angivelige episode med [C] fandt sted, henset til, at han var bekendt med, at Mullahens sønner og politiet tidligere havde været på bopælen to gange. Ansøgerens forklaring om, at han havde en aftale med sin ægtefælle om at komme, og at han tog chancen, forekommer ikke overbevisende. Nævnet finder det tillige påfaldende, at ansøgeren turde at lade sin ægtefælle og deres syv børn blive hos svigerfaren henset til, at [As] søn ved den første henvendelse på ansøgerens bopæl havde sagt, at hvis ansøgeren ikke meldte sig, så ville de tage et af hans børn med, og at ansøgeren ikke selv turde at opholde sig her. Endelig finder nævnet, at det er påfaldende, at ansøgeren fik udstedt et pas cirka to måneder før, han udrejste, og at ansøgeren kunne få visum uden at være personligt til stede. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren kunne få stempel i pas og visum uden personligt at passere en kontrol og udrejse legalt af Afghanistan uden problemer også henset til, at han angiveligt var eftersøgt af myndighederne. Den generelle situation i Afghanistan er ikke af en karakter, så enhver som følge af sin blotte tilstedeværelse vil være i reel risiko for overgreb og forfølgelse i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Nævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/365/gjey
