Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunnimuslim fra [en nærmere bestemt landsby i] Herat, Afghani-stan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbage-venden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansø-geren oplyst, at han modtog koranundervisning i en madrasa. Ansøgeren blev sammen med fire andre drenge fra madrasaen en del af en gruppe, som sammen med madrasaens mullah skulle rejse rundt og fortælle om islam. En dag tog de til moskéen i [byen A]. Ved midnatstid kom be-væbnede mænd ind i moskéen og overfaldt mullahen. Ansøgeren, de fire andre drenge og mulla-hen fik bind for øjnene, blev bagbundet og blev kørt til Talibans opholdssted. De kom ind i et baglokale, hvor de fik fjernet bindet for deres øjne og fik deres hænder frigjort. Der var mange bevæbnede mænd i lokalet. De spurgte, om ansøgeren og de andre indsamlede oplysninger om Taliban med henblik på at videregive dem til myndighederne. De svarede, at de ikke arbejdede for myndighederne, men at de blot rejste rundt for at fortælle om islam. De bevæbnede mænd slog ansøgeren og de andre og sagde, at de ikke talte sandt. De truede med at slå ansøgeren og de andre ihjel, men de fik at vide, at de ikke ville blive slået ihjel, hvis de samarbejdede med Tali-ban, indtil de led martyrdøden. De fik at vide, at de skulle placere vejsidebomber og bekæmpe myndighedsstyrker og vantro. De fik også at vide, at de ikke måtte sige det til nogen, hvilket ansøgeren og de andre accepterede. De afgav fingeraftryk, skrev under på en erklæring og fik taget billeder. De fik at vide, at oplysningerne ville blive sendt til Taliban-grupperinger i andre provinser, og at Taliban ville fange dem og slå dem ihjel, såfremt de flygtede. Dagen efter fik ansøgeren og de andre lov til at tage hjem, men de fik at vide, at de ugen efter skulle møde op i [byen A], hvor de ville blive hentet. Ansøgeren tog hjem til sin familie og fortalte, hvad der var sket. Ansøgeren udrejste to dage senere. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det efter baggrundsop-lysningerne om Taliban er usandsynligt, at Taliban skulle foretage tvangsrekruttering, særligt i Herat. Flygtningenævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at Taliban skulle tvinge an-søgeren og de øvrige til at underskrive en erklæring samt tage fotos og fingeraftryk af dem. Flygtningenævnet finder endvidere, at det er usandsynligt, at Taliban skulle lade ansøgeren og de øvrige tage hjem til deres familier, henset til de angivelige voldsomme omstændigheder ved bortførslen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om længden af opholdet hos Taliban, hvilken type erklæring de skulle underskrive hos Taliban, og om ansøgeren havde planlagt at rejse til specifikt Danmark og søge asyl. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det er påfaldende, at ansøgerens fætter, der var ansøgerens eneste slægtning uden for Afghanistan, også er bosiddende i Danmark, ligesom ansøgerens forklaring om, hvordan han kom i kontakt med fætteren forekommer bemærkelsesværdig. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende og afglidende om, hvorfor han ikke tidligere har kunnet komme i kontakt med sin familie, herunder hvad han har talt med sin fætter om i den anledning. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som værende konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/338/CHHA
