Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk pashtun og sunni muslim fra [en by i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin farbror, farbrorens to sønner, sine fire brødre, som arbejder for myndighederne, og sin ægtefælles fire brødre. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han lærte sin ægtefælle at kende i 2006. I 2009 blev ansøgeren og ægtefællen forlovet, og [i foråret] 2010 blev de gift. Giftemålet var imod det meste af ansøgerens families vilje, idet ansøgeren var blevet lovet bort til sin kusine, [M]. Idet ansøgeren ikke indgik det lovede ægteskab med sin kusine, mistede ansøgeren og hans brødre retten til et stykke jord, som kusinens far dyrkede, og som de ellers havde haft arveret til. Kusinens far tilkendegav senere, at han ville give brødrene jorden, hvis de får fat i ansøgeren og straffer ham, for hvad han har gjort. Ansøgeren udrejste i 2014 fra Afghanistan for at komme til Danmark, hvor hans ægtefælle havde fået opholds- og arbejdstilladelse. Ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om centrale dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at [M]s familie ikke har truet ham, mens han til asylsamtalen har forklaret, at [M]s far overfor ansøgerens mor har truet ansøgeren. Ansøgeren er ikke blevet opsøgt af [M]s familie - eller af sine brødre. Ansøgeren har videre forklaret, at hans brødre aldrig har truet ham, men at de blot har meddelt, at de ikke vil se ham. Sammenholdt med, at jordkonflikten med [M]s far og ansøgerens brødre er en civilretlig konflikt, er dette ikke et forhold, der har en karakter eller en intensitet, som er omfattet af udlændingelovens § 7. Det beror udelukkende på ansøgerens egen formodning, at hans ægtefælles brødre vil udsætte ham for overgreb, som er omfattet af udlændingelovens § 7, og denne formodning er ikke underbygget af andre forhold. Hertil kommer, at ægteskabet mellem ansøgeren og hans hustru fortsat består, og at ansøgeren levede uden sin hustru hos hustruens familie i 2 år, inden han rejste til Danmark. Det forekommer særdeles usandsynligt, at [M]s far i [sommeren/efteråret] 2017 skulle være blevet vred over en beskyldning om, at ansøgeren skulle have gjort hans datter gravid, henset til at ansøgeren siden 2014 ikke har været i Afghanistan. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hans ægtefælle er blevet truet af Taleban, og til asylsamtalen at hun ikke har haft problemer i Afghanistan. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren gennem 4 år uden problemer levede i [en provins], hvor han arbejdede, ligesom han frit kunne rejse fra området til Pakistan flere gange. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren først søgte asyl efter 2 års ophold i Danmark, da hans midlertidige opholdstilladelse udløb. Ansøgeren har efter en samlet vurdering ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. En subsidiær påstand om, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3 tages ikke til følge. Flygtningenævnet vurderer, at de foreliggende baggrundsoplysninger om den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan fortsat ikke vurderes isoleret set at være asylbegrundende. Det forhold, at en fransk appeldomstol den 9. marts 2018 har truffet afgørelse om, at en afghansk asylansøger fra Kabul på grund af den generelle sikkerhedssituation i Kabul skulle meddeles asyl, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/298/mme
