afgh201828

Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske hazaraer og shiamuslimer fra Afghanistan. Ansøgerne er født og opvokset i Iran. Den kvindelige ansøger har opholdt sig i Kabul i to uger i 2014 for at søge visum, men har derudover ikke opholdt sig i Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af personerne, [A] og [B]. Ansøgerne har også henvist til, at de frygter at blive involveret i konflikterne mellem Taliban og de afghanske myndigheder. Til støtte for deres frygt for at blive slået ihjel af [A] og [B] har ansøgerne oplyst, at [A] og [B] mistænker den mandlige ansøger for at have hjulpet [A]s datter, [C], med at flygte. Den mandlige ansøgers far og [A] havde en konflikt i Afghanistan for mange år siden, idet de tilhørte 2 forskellige militante partigrupper. Den mandlige ansøgers far forlod Afghanistan, fordi han havde en konflikt med Taliban, og det var således ikke grundet konflikten med [A], at faren forlod Afghanistan. Den mandlige ansøgers bror, [D], var på et tidspunkt hemmeligt kærester med [A]s datter, [C]. [A] havde på dette tidspunkt planlagt, at [C] skulle giftes med sin fætter. Den mandlige ansøger fik stoppet forholdet mellem [C] og [D], inden [A] fik kendskab til deres forhold. Omkring [sommeren] 2013 indvilgede [C] i at gifte sig med sin fætter, hvorefter hun forsøgte at begå selvmord. [C] løb derefter bort med den mandlige ansøgers ven, [E], uden [A]s tilladelse. Den mandlige ansøger formoder, at [A] giver ham og [D] skylden for dette. På et tidspunkt efter [C] var løbet bort, truede [A] den mandlige ansøger med, at han ville ødelægge den mandlige ansøgers liv, ligesom den mandlige ansøger havde ødelagt hans liv. [A] var med til ansøgernes bryllupsfest, hvor han skabte røre og sagde grimme ting om den mandlige ansøgers familie. Der skete ikke yderligere førend [sommeren] 2015, hvor den mandlige ansøger blev opsøgt på gaden af to iranere. De to iranere bad om at se hans ID kort, hvorefter de forsøgte at tvinge ham til at følge med. Der opstod klammeri. Den mandlige ansøger begyndte at skrige, og de flygtede fra stedet. På et tidspunkt blev den mandlige ansøger kontaktet af [A], som ønskede hjælp til at få et visum til Malaysia. [En nærmere bestemt dato i efteråret] 2015 modtog den mandlige ansøger et opkald fra en person fra den iranske efterretningstjeneste. Personen beskyldte den mandlige ansøger for at have ødelagt [A]s liv, idet [C] var løbet bort, samt for at have lavet dokumentfalsk i forbindelse med [A]s visum til Malaysia. [En nærmere bestemt dato omkring en måned senere] 2015 modtog den mandlige ansøger et brev, hvori der stod, at han var sigtet, og at han skulle møde op på en adresse for at få mere at vide om sigtelsen. Han tog derefter kontakt til en advokat, som rådgav ham om ikke at møde på adressen, da han i så fald ville blive tilbageholdt i lang tid. [En nærmere bestemt dato omkring en uge senere] 2015 udrejste ansøgerne af Iran. Ansøgerne har til støtte for sin frygt for at blive involveret i konflikterne mellem Taliban og de afghanske myndigheder oplyst, at konflikterne mellem myndighederne og Taliban er meget voldsomme i det område, hvor den mandlige ansøgers familie kommer fra. Flygtningenævnet kan ikke lægge forklaringen om ansøgernes asylmotiv til grund, idet den forekommer konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har blandt andet lagt vægt på, at den mandlige ansøger har givet udbyggende oplysninger om forskellige forhold og har forklaret afglidende på spørgsmål om baggrunden herfor. Den mandlige ansøger har således først i asylansøgningsskemaet, der blev udfyldt efter samtalerne i Udlændingestyrelsen den […] og den […] 2016 og oversat den […] 2016, oplyst, at han blev forsøgt kidnappet forud for indkaldelsen til afhøring, som han modtog den [nærmere bestemte dato omkring en måned senere] 2015. Han har endvidere først i asylansøgningsskemaet oplyst, at hans lillebror [D] [på et nærmere bestemt tidspunkt i] 2015 – ca. en måned forud for ansøgernes udrejse – blev opsøgt og tævet med kæppe og kæder af en gruppe bøller, som var i en taxa. Under gensamtalen den […] 2017 blev ansøgeren spurgt, om hans familie i Iran havde oplevet problemer eller konflikter med de iranske myndigheder, grupperinger eller privatpersoner. Hertil svarede ansøgeren, at der alene var tale om, at hans bror for nylig var blevet tilbageholdt af myndighederne, fordi broren ikke havde noget id-kort. Efter at være forholdt den beskrevne episode om overfaldet på lillebroren under gensamtalen den […] 2017 har ansøgeren oplyst, at han ikke lige huskede på [D], da han nu befinder sig i Grækenland og ikke i Iran. Ansøgeren oplyste også først i den forbindelse, at [D] ved overfaldet så [B] i en bil. Flygtningenævnet bemærker herom, at der navnlig for så vidt angår kidnapningsforsøget og overfaldet på den mandlige ansøgers bror er tale om centrale momenter i asylmotivet, som det ville være naturligt at fremhæve allerede fra starten. Herudover har ansøgeren forklaret divergerende om indholdet af indkaldelsen, antallet af møder med advokat samt om, hvorvidt henvendelsen til [C]s mor forud for [C]s flugt var personlig eller telefonisk. Han har desuden forklaret udbyggende om telefoniske henvendelser fra [A] og Mohammad efter kidnapningsforsøget og om, at [C] først ville flygte sammen med [D]. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at den kvindelige ansøger ifølge notat af [en nærmere bestemt dato] 2016 i henhold til offentlighedslovens § 13 i første omgang har givet meget anderledes oplysninger om baggrunden for parrets flugt end den mandlige ansøger. Hun har således oplyst, at hun er flygtet, fordi hendes ægtefælle var blevet truet flere gange og særligt af en navngiven læge, som først havde fejlbehandlet ham og dernæst deres fælles barn. Dette havde den mandlige ansøger konfronteret lægen med. Den kvindelige ansøger oplyste videre, at hun og ægtefællen var sikre på, at den indkaldelse, som blev afleveret til den mandlige ansøger i sommeren 2015, angik konflikten med den navngivne læge, som skulle have indgivet en klage over ansøgerne til myndighederne. Den mandlige ansøger opsøgte i den forbindelse en advokat, som havde rådgivet ham om, at deres chancer for at vinde retssagen mod lægen ikke var store, og at den mandlige ansøger ved fremmøde i retten kunne risikere at blive tilbageholdt og sat i arresthus. Den kvindelige ansøger oplyste – trods forespørgsel om andre mulige årsager til ansøgningen om asyl – intet om konflikten med [A] og [B]. Dette forekommer særdeles bemærkelsesværdigt henset til, at hun må antages have været bekendt hermed som hovedårsagen til parrets flugt. Den kvindelige ansøger har i de senere samtaler med udlændingestyrelsen den […] og […] 2016 samt […] 2017 herefter angivet den samme konflikt som den mandlige ansøger som årsag til flugten. Hun har under samtalerne den […] 2016 og […] 2016 særligt bemærket, at konflikten med lægen ikke var så væsentlig, men at hun blev spurgt virkelig meget ind til konflikten med lægen den […] 2016, og at hun ikke fik tid til at fortælle om hele sit asylmotiv. Set i lyset af, at hun den […] 2016 blev direkte adspurgt om andre årsager til ansøgningen om asyl, kan hendes senere forklaringer om baggrunden for den manglende oplysning om konflikten med [A] og [B] ikke tillægges betydning. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at de hændelser, som ansøgerne har påberåbt sig som asylbegrundende, først startede to år efter [C]s flugt i sommeren 2013, og at ansøgerne ikke var udsat for overgreb i de mellemliggende to år. Ansøgerne har på den baggrund ikke sandsynliggjort, at de ikke kan vende tilbage til Afghanistan på grund af en konflikt med [A] og [B]. Der er herudover ikke konkrete oplysninger i sagen, som underbygger, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Afghanistan skulle få problemer med de afghanske myndigheder eller Taliban. De generelle forhold i Afghanistan er efter de foreliggende baggrundsoplysninger i øvrigt ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan medføre en opholdstilladelse for ansøgerne. Efter det anførte har ansøgerne ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.  Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/28/CHHA