Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra landsbyen […] i […]-distriktet, Logar provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive udsat for forfølgelse eller overgreb af Taliban og de afghanske myndigheder, herunder hans daværende chef, samt CIA. Ansøgeren har for så vidt angår frygten for Taliban oplyst, at han fra 2003 til 2008 var ansat i den afghanske hær. Han deltog i 2005 i kamphandlinger i Kunar mod Taliban-gruppen Tayeba. Taliban truede ham i 2005 tre gange på livet, dels via den lokale mullah, dels i et brev og dels via en mand, der var ansat på ansøgers families landbrug. Taliban havde sagt til hans mor, at de var klar over, at han var ansat i regeringshæren. Ansøgerens familie, herunder hans ægtefælle og mor, blev boende i familiens hus, men selv besøgte han derefter alene sin familie i landsbyen omkring en gang om måneden. Han sørgede under besøg for at være ude af landsbyen, inden det blev mørkt omkring kl. 16, hvor regeringens magt ophørte og Taliban overtog kontrollen. Han hørte fra 2005 intet til Taliban før [i efteråret] 2015, hvor han på familiens bopæl i landsbyen, [om eftermiddagen], var ved at hjælpe sin mor med at flytte til ansøgerens nye bopæl i [K]-kvarteret i Kabul. Naboer, der havde set flyttebiler og måske ansøgeren ved familiens bopæl, havde formentlig orienteret Taliban. Ansøgeren så, at 5-6 bevæbnede mænd var på vej til boligen, hvor de så ansøgeren. Det siger sig selv, at de pågældende var talibanere. Moren sagde ”flygt”, og talibanerne begyndte at skyde. Det lykkedes ham at slippe væk. Svogeren informerede ham kort tid efter om, at hans mor var afgået ved døden, da hun under episoden blev ramt af skud. Få dage senere udrejste han illegalt til Iran. I 2006 blev ansøgeren tilknyttet en efterretnings/sikkerhedsenhed i Paktika på 5 personer, hvor han var sergent og souschef. Ansøgerens konflikt med de afghanske myndigheder opstod i 2008, hvor hans chef fandt ud af, at ansøgeren uden tilladelse havde hjulpet en hazara-ven Reza, der var ansat i CIA, med at finde en kidnappet ISAF-sergent i Pakistan. I dette arbejde havde ansøgeren uden tilladelse fået to af militærets agenter til at hjælpe sig. Chefen troede, at ansøgeren havde fået et større beløb af amerikanerne. Både ansøgerens chef og dennes chef, der var brigadegeneral, afhørte ansøgeren herom. Ansøgerens chef havde åbent sagt til ansøgeren, at det var på tale, at han skulle anholdes for uautoriseret samarbejde med amerikanerne, som ansøgerens russisk-uddannede chef ikke brød sig om. Ansøgeren blev nogle dage efter afhøringerne såret og fik plads i en militærhelikopter, der fløj til Kabul. Ansøgeren var usikker på, hvilken beslutning chefens chef ville træffe i hans sag og vendte derfor ikke senere tilbage til det afghanske militær. Han ved ikke, om militæret aktivt har søgt efter ham på grund af episoden vedrørende ISAF-sergenten, eller fordi han havde forladt sin tjeneste uden aftale, hvilket han ikke havde lov til. Måske troede hans daværende chef, at han var død. Han har ingen oplysninger om, at militæret på noget tidspunkt henvendte sig i landsbyen, selv om de vidste, han officielt havde bopæl der. Efter uoverensstemmelsen med chefen boede ansøgeren forskellige steder i Kabul-området, hvor han også arbejdede i de næste år, herunder for sikkerhedsfirmaer. Omkring ultimo 2012 henvendte Reza sig til ansøgeren, og han blev efter nærmere sikkerhedstjek ansat af CIA i Bagram. Ansøgeren ved ikke, om CIA var bekendt med modsætningsforholdet til hans tidligere chef. Mens ansøgeren med kollegaer en dag i 2015 var ved at udføre en opgave for CIA, blev hans bil standset ved et checkpoint. De blev alle kropsvisiteret af den afghanske sikkerhedstjeneste NDS, der ikke fandt kompromitterende materiale i bilen. Det skyldtes, at ansøgeren i et hemmeligt rum i bilen havde gemt sit kamera med bl.a. fotos af et historisk fort i Ghazni samt koordinatoplysninger om fortets placering. NDS så hans nationalitetsbevis og skrev hans navn og bilregistreringsnummer ned. Sikkerhedstjenesten fandt det mistænkeligt, at de kom fra forskellige provinser. Efter 3 timer fik de dog lov at køre videre. 20 dage senere, i [starten af] 2015, henvendte sikkerhedstjenesten sig på ansøgerens og hans svogers/fætters bopæl i Kabul for at lede efter ansøgeren, der da ikke var til stede. Dette gentog sig noget tid senere, hvilket svogeren orienterede ansøgeren om. Ansøgeren flyttede derfor til [det vestlige] Kabul. Tre måneder senere blev svogerens bolig ransaget af sikkerhedstjenesten, der ledte efter ansøgeren. Ansøgeren lejede derefter boligen i [K]. Ansøgeren frygter, at CIA vil dræbe ham, herunder i Danmark, fordi han har forladt tjenesten. Han har for nyligt talt to gange i telefon med sin ægtefælle. Han spurgte hende ikke, om hun havde viden om, hvorvidt der var nogen, der ledte efter ham, men ægtefællen sagde, at hun og deres syv børn af sikkerhedsmæssige grunde flyttede rundt mellem forskellige steder i Kabul. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet, som Udlændingestyrelsen, kan lægge til grund, at ansøgeren til for knap 10 år siden var ansat i den afghanske hær som sergent. Hæren var bekendt med bopælen i landsbyen, men rettede ikke derefter henvendelse på den formelle bopæl i landsbyen, hvor han fortsat regelmæssigt besøgte sin mor, ægtefælle og mange børn. Ansøgeren har i nævnet svaret usikkert og til dels afglidende på opfølgende spørgsmål om påberåbte konflikt med chefen, herunder vedrørende opgaven fra Reza/amerikanerne, brigadegeneralens involvering samt om, hvordan han derefter kunne flyve til Kabul i militærhelikopter. Nævnet kan derefter ikke lægge til grund, at arbejdsforholdet blev afsluttet på en sådan måde, at hæren derefter var interesseret i at kontakte ham. Nævnet kan heller ikke lægge ansøgerens øvrige oplysninger om hans forbindelse til CIA til grund. I sig selv forekommer det således mindre sandsynligt, at CIA over mere end 2 år skulle have betalt ham omkring 25.000 afghani om måneden samt givet ham en bil for alene at udføre 2, maks. 3, relativt simple og kortvarige opgaver og så i øvrigt stå til rådighed. Ansøgerens beskrivelse af disse opgaver og episoden ved checkpointet har ikke fremstået selvoplevet, og ansøgeren har ikke kunnet svare overbevisende på opfølgende spørgsmål herom. Hertil kommer, at ansøgerens forklaringer indeholder enkelte divergenser, der ikke isoleret set er afgørende, men som medvirker til at svække ansøgerens troværdighed. Det kan herved nævnes, at ansøgeren under afhøringen [i sommeren] 2016 og i Flygtningenævnet oplyste, at han ved checkpointet var i selskab med to kollegaer, mens han til styrelsen [i efteråret] 2016 forklarede, at han var sammen med tre kollegaer. Som følge heraf, og efter en samlet vurdering tilsidesætter nævnet herefter endvidere, at myndighederne derefter 3 gange skulle have forsøgt at opsøge ham i Kabul. Der er således ikke grundlag for at antage, at de afghanske myndigheder eller CIA mener at have et alvorligt og aktuelt modsætningsforhold til ansøgeren. For så vidt angår det anførte om Taliban lægger nævnet vægt på, at der ikke er oplysninger om, at Taliban siden skulle have opsøgt eller spurgt til ansøgeren mellem 2005 og [starten af] 2015. Endvidere har ansøgerens forklaring om episoden [i efteråret] 2015 været tøvende og i vidt omfang præget af usikkerhed og mangel på detaljer. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, hvad der nærmere måtte være sket anførte dato, og at dette skulle have asylretlig relevans. Samlet set har ansøgeren således heller ikke sandsynliggjort, at han på grund af konflikt med Taliban eller andre ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel, konkret risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/27/MGO
