Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tajik og muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at ansøgeren første gang indrejste i Danmark [i sommeren] 2009. Ansøgeren henviste i forbindelse med den oprindelige asylsag til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede for at blive tvunget til at arbejde for en bande, der havde med organiseret kriminalitet at gøre. [I vinteren] 2009 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på asyl, og denne afgørelse blev stadfæstet af Flygtningenævnet [i vinteren] 2009. Ansøgeren forblev efter afslaget i Danmark indtil 2012, hvor han tog til Italien, hvor han opnåede midlertidig humanitær opholdstilladelse. Ansøgeren har forklaret, at han i 2014 tog tilbage til Danmark, hvorfra han blev udsendt til Afghanistan i [vinteren] 2014. Ansøgeren opholdt sig i Afghanistan frem til sin udrejse [ vinteren] 2015. Ansøgeren indrejste på ny i Danmark [i foråret] 2015 uden gyldig rejselegitimation og indgav ansøgning om asyl [i sommeren] 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af myndighederne og af den afghanske befolkning, fordi han har drukket alkohol i en moske. Til støtte for dette asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han drak alkohol i moskeen Hazrate Ali, som ligger i Khair Khana, Kabul [i vinteren] 2015 sammen med sin ven Faysal og Faysals venner Siar, Iraj og Samad. Ansøgeren og hans venner havde drukket en flaske whisky, og Faysal var ved at åbne endnu en flaske, da mullahen, Kahri Abdollah, kom ind i moskeen og opdagede dem. Mullahen løb ud på gaden, hvor han råbte efter hjælp. Ansøgeren flygtede fra moskeen og blev forfulgt af personer, der var kommet til, efter at mullahen havde råbt om hjælp. Det lykkedes ham at slippe væk og løbe hjem til Faysal. To timer efter kom Faysal også hjem, og han fortalte ansøgeren, at hans ven Maten havde ringet og fortalt, at mullahen havde meldt dem til politiet. Næste dag omkring kl. 5 dækkede ansøgeren sit ansigt til og forlod Faysals bopæl. Ansøgeren tog med taxa til busterminalen, hvorfra han kørte med bus hjem til sin mors fætter, Rahim, i Mazar-e Shrif. Rahim skældte ansøgeren ud og fortalte, at han havde set ansøgeren i nyhederne i fjernsynet. Ansøgeren bad Rahim om hjælp, og Rahim lånte ham 5.000 US Dollars, så han kunne udrejse fra Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen på en række centrale punkter har været divergerende, udbyggende og usandsynlig, og derfor forekommer konstrueret til lejligheden. Indledningsvist bemærkes, at hverken ansøgeren eller Faysal havde arbejde og indtægt, og at det derfor forekommer mindre sandsynligt, at de havde råd til gennem flere måneder at finansiere et dagligt forbrug af illegal spiritus, ligesom det er mindre sandsynligt, at ansøgeren og Faysal var i stand til at holde forbruget skjult for Faysals familie, som de begge boede hos. Ansøgeren har forklaret, at han var bekendt med risikoen ved gå ind i en moske og drikke alkohol, men at de gjorde det alligevel, fordi de ikke havde andre steder at gå hen. Ansøgeren har imidlertid under mødet i nævnet udbyggende forklaret, at de fem venner kørte i Faysals bil til en anden del af Kabul for at købe spiritus og herefter tilbage til deres eget kvarter. Det savner under disse omstændigheder mening, at ansøgeren og hans venner fremfor at blive i bilen, at køre et øde sted hen eller at tage hjem til Faysal, hvor forældrene ikke var hjemme, valgte at gå ind i bederummet til den lokale moske for at drikke spiritus. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at moskeen lå et sted, hvor der kom mange mennesker. Ansøgerens forklaring om flugten har været usikker med hensyn til, om han og de fire andre alle slap væk fra moskeen, idet han overfor Udlændingestyrelsen har forklaret, at han og vennerne flygtede hver for sig, hvorimod han under mødet i nævnet har forklaret, at han ikke ved, om der var nogen af de andre, der blev pågrebet. Ansøgerens forklaring om hændelsesforløbet passer i øvrigt ikke med, hvad der fremgår af det fremlagte nyhedsklip, hvor en lokal beboer har forklaret, at mullahen fik fat i de unge mennesker, der havde drukket spiritus i moskeen, og havde spærret dem inde, men at det efterfølgende lykkedes dem at flygte. Ansøgerens forklaring under nævnsmødet om, at han blev genkendt giver heller ikke mening set i forhold til, at ansøgeren har forklaret, at der ikke var nogen, der var klar over, at han var kommet tilbage, eller at han boede hos Faysal. Det bemærkes i den forbindelse, at det er utroværdigt, at både ansøgeren og Faysal, hvis de mente, at de var blevet genkendt, skulle have valgt at tage tilbage til bopælen, ligesom Faysals bopæl ikke blev opsøgt i tiden mellem episoden i moskeen, og at ansøgeren forlod Faysals bopæl den næstfølgende morgen kl. 5.00. Ansøgeren har endvidere ikke været i stand til at give en rimelig forklaring på, hvorfor Faysals ven Maten ringede til Faysal og fortalte, at politiet var kommet til stede ved moskeen, når Maten ikke havde været en af personerne, der var til stede i eller omkring moskeen, og derfor ikke kunne vide, at denne oplysning havde interesse for Faysal. Om det fremlagte videoklip fra nyhedsundersøgelsen bemærkes, at indslaget er udateret, og at der alene nævnes fornavne. Ansøgeren har videre forklaret, at både hans og Faysals navne er almindeligt forkomne fornavne i Afghanistan. Henset hertil, og det der er anført ovenfor om hændelsesforløbet, er det ikke sandsynliggjort, at nyhedsindslaget vedrører ansøgeren. Det er heller ikke sandsynligt, at ansøgerens mors fætter, Rahim, alene på grund af et navnesammenfald umiddelbart efter ansøgerens ankomst til Mazar-e Sharif spurgte til, om ansøgeren havde været blandt de personer, der var omtalt i nyhedsindslaget, idet ansøgeren har forklaret, at han ikke siden tilbagekomsten til Afghanistan havde været i kontakt med Rahim, og at Rahim ikke var klar over, at ansøgeren drak alkohol. Endeligt bemærkes, at det ikke er sandsynligt, at ansøgeren set i lyset af, at hans konflikt var relateret til Kabul, valgte at rejse tilbage til Kabul frem for at udrejse direkte fra Mazar-e Sharif. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/258/TBP
