afgh2018257

Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er afghansk statsborger og etnisk hazara fra [en by i] Afghanistan. Ansøgeren er opvokset som shia muslim, men har oplyst, at han er konverteret til kristendommen efter sin indrejse i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af [S] eller en anden talibaner, fordi han havde et forhold til [S]s datter. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i Afghanistan boede tæt på pashtunere, og at hans familie hentede vand fra den samme kilde, som pashtunerne hentede vand fra. Ved kilden havde han flere gange set [S]s datter, [A]. [A] var etnisk pashtun. Ansøgeren var rigtig glad for hende. En dag blinkede ansøgeren til [A], hvorefter hun smilede tilbage til ham. Ansøgeren har videre oplyst, at de omkring to til tre dage senere igen mødtes ved kilden, i hvilken anledning de talte sammen første gang. Efter et stykke tid talte de sammen igen. Denne gang fortalte ansøgeren [A], at han kunne lide hende. [A] svarede, at hun også godt kunne lide ansøgeren. Derefter begyndte de at mødes ved nogle træer i nærheden af kilden. Omkring seks måneder efter deres første samtale, så ansøgeren en mand, som kom gående mod dem, hvorefter ansøgeren og [A] stak af.  Da ansøgeren kom hjem samme dag, sagde hans far, at han skulle hjælpe ham i familiens forretning. Da ansøgeren senere kom hjem fra forretningen, så han, at der stod omkring 20 til 30 personer uden for familiens bopæl. Ansøgerens fars lig lå på jorden, og ansøgerens mor fortalte ham, at han var en forbandet person, og hun spurgte ham om, hvad han havde gang i. En anden person fortalte ansøgeren, at [S] havde været på bopælen, og at ansøgeren skulle forlade området. Ansøgeren og hans mor tog derefter hen til ansøgerens moster. På vejen dertil fortalte moren, at [S] havde ledt efter ansøgeren. Han havde forsøgt at voldtage ansøgerens søster, og da ansøgerens far prøvede at forhindret det, blev han skudt af [S]. Søsteren havde begået selvmord ved at lade sig falde ned i en brønd, inden ansøgeren kom tilbage til bopælen. Ansøgeren opholdt sig hos sin moster i en time, hvorefter han sammen med sin fætter tog til [en by], hvor fætterens ven boede. Dagen efter udrejste ansøgeren af Afghanistan. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter forfølgelse, idet han efter indrejsen i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i [vinteren 2016/2017] flyttede til [et] asylcenter, hvor han fik to kristne naboer. De introducerede ham for kristendommen, og han begyndte at gå i kirke i [efteråret] 2017. Ansøgeren deltager i gudstjenester og undervisning i [en kirke], hvor han blev døbt [foråret] 2018. Ad det oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den forekommer usandsynlig og divergerende og dermed konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder således, at det har formodningen imod sig, at ansøgeren og [A] turde mødes og kysse og omfavne hinanden ved nogle træer ved kilden, hvor der kom folk og hentede vand, henset til den risiko, der var forbundet hermed, også i betragtning af, at [A]s far var en kendt talibaner, og at ansøgeren og [A] var henholdsvis hazara og pashtun. Ansøgerens forklaring om, at han var villig til at løbe risikoen på grund af kærlighed, forekommer ikke overbevisende. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret overfladisk og ikke overbevisende om sit forhold til [A], herunder om hvad der tiltrak ham ved hende – ud over at han kunne lide hendes øjne og ansigt – og om hvad de talte om. Ansøgeren har således til asylsamtalen og på nævnsmødet forklaret, at han sagde til hende, at han godt kunne lide hende, og at hun sagde, at hun også godt kunne lide ham. Herudover har ansøgeren ikke kunne redegøre for, hvad de i øvrigt talte om, udover at de godt kunne tænke sig et fælles liv. Nævnet finder hertil, at det er påfaldende, at ansøgeren – udover via Røde Kors at få iværksat en eftersøgning af moren – ikke har forsøgt at finde ud af, hvad der er sket med [A]. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om episoden, hvor [S] opsøger ansøgerens bopæl. Ansøgeren har således i asylskemaet anført og til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at [S] forsøgte at voldtage hans søster, og at [S] skød ansøgerens far, da denne forsøgte at forhindre det. Ansøgeren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at søsteren blev voldtaget af flere personer. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at det var [S], der voldtog søsteren. Under nævnsmødet har ansøgeren imidlertid forklaret, at han ikke spurgte sin mor, hvem der voldtog søsteren, og at han ikke ved, om det var [S] eller hans folk. Dette harmonerer hertil ikke med ansøgerens forklaring om, at [S] dræbte hans far, fordi faren forsøgte at forhindre, at [S] voldtog søsteren. Flygtningenævnet finder videre, at det forekommer påfaldende, at [A]s far, efter at have opsøgt ansøgerens bopæl og ikke fundet ham hjemme, ikke opsøgte familiens forretning, hvor ansøgeren befandt sig. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at det har formodningen mod sig, at ansøgerens fætter på så kort tid var i stand til at arrangere og betale for ansøgerens udrejse, således at den kunne finde sted dagen efter episoden med [A]s far. Flygtningenævnet tilsidesætter således ansøgerens forklaring om forholdet til [A]. Ad sur place motivet. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion – der er sket efter, at han i Udlændingestyrelsen modtog afslag på ansøgningen om opholdstilladelse – er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på tidspunktet for konversionen og på, at ansøgeren ikke på mødet i Flygtningenævnet har været i stand til på overbevisende måde at redegøre nærmere for sine bevæggrunde og refleksioner i relation til konversionen. Det forhold, at ansøgeren under nævnsmødet har udvist et vist kendskab til kristendommen, og at han [i foråret] 2018 er blevet døbt, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens deltagelse i gudtjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et sur place motiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning. Det forhold, at ansøgerens dåb er lagt på hans vens Facebook, findes ikke at profilere ansøgeren i forhold til de afghanske myndigheder. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Afghanistan, herunder den sikkerhedsmæssige situation i landet, er af en sådan karakter, at de i sig selv kan føre til meddelelse af opholdstilladelse, og der er efter de aktuelle baggrundsoplysninger heller ikke holdepunkter for at antage, at forholdene for shia muslimske hazaraer i Afghanistan er af en sådan karakter, at de i sig selv kan føre til opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder herefter sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/257/mme