afgh2018254

Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim. Fra 2008, hvor han var 11 år, har han boet i Kabul, Afghanistan. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive udsat for seksuelle overgreb af en person ved navn [A], som tidligere har begået sådanne overgreb mod ansøgeren. Derudover frygter ansøgeren sin far, fordi han har været sammen med en mand. Endelig frygter ansøgeren, at han vil blive tvunget til at arbejde for Taliban. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver vedrørende det seksuelle forhold oplyst, at [A] som kunde på ansøgerens arbejdsplads, et mekanikerværksted, flere gange fremkom med seksuelle hentydninger til ansøgeren. Ansøgeren afviste hver gang [A]. Senere udsatte [A] imidlertid i sit hjem ansøgeren for et seksuelt overgreb. Efter ca. tre måneder indvilgede ansøgeren i at tage hen til et nyt hus, som [A] havde købt. [A] udsatte der ansøgeren for et yderligere seksuelt overgreb. Ansøgeren blev senere på ny kontaktet af [A], der sagde, at han havde en videooptagelse af ansøgeren og [A], mens de havde seksuelt samkvem. [A] sagde, at han ville dele videoen, medmindre ansøgeren indvilligede i at have seksuelt samkvem med ham. [A] tvang derefter igen ansøgeren til seksuelt samkvem. Ansøgeren udrejste derfor i 2014 til Iran. Efter udrejsen har [A] flere gange spurgt efter ansøgeren på familiens bopæl. [A] er en magtfuld person, der bærer våben. Han har sit eget firma med 100 personer under sig. [A] har fortalt ansøgeren, at han har forbindelser alle steder i Afghanistan, herunder til politiet og andre myndigheder. Dette fremgik også af det, ansøgeren så i [A]s virksomhed. Ansøgeren vil derfor ikke kunne skjule sig for [A] noget sted i Afghanistan. Efter 8-9 måneder blev ansøgeren sendt tilbage til Afghanistan. Ansøgeren tog til Kabul, hvor han var i ca. 2 måneder, indtil han på ny udrejste til Iran i 2015. I de to måneder talte ansøgeren og hans far om forholdet til [A], som faren ikke billigede. Efter den anden udrejse talte han på ny med sin far. Ansøgeren taler fortsat jævnligt med sin mor. Han har forstået på moren, at [A] senest har rettet henvendelse til forældrene for 3-4 år siden. Ansøgerens frygt for Taliban skyldes, at Taliban indtil 2008-10 flere gange rettede trusler mod ansøgerens far, som Taliban krævede skulle arbejde for dem, hvilket faren ikke rettede sig efter. Taliban anførte endvidere flere gange til faren, at ansøgeren skulle bære våben for Taliban og arbejde for Taliban som mekaniker. Talibanere sagde det samme direkte til ansøgeren, når han mødte dem, herunder i koranskolen. Familien, der da boede i landsbyen […] i Logar provinsen, flyttede derfor til Kabul, hvor Taliban imidlertid hurtigt lokaliserede familien og over for faren fremsatte dødstrusler, der også omfattede familien. Selv blev ansøgeren ikke kontaktet af Taliban, efter familien var flyttet til Kabul. Faren fortalte ansøgeren, at Taliban også i Kabul havde forlangt, at ansøgeren skulle arbejde for dem. Senere i 2008-10 kidnappede Taliban ansøgerens søster. Talibanerne forlangte på ny, at faren skulle arbejde for Taliban, hvilket faren atter afslog, og det endte med, at Taliban slog søsteren ihjel. På grund af drabet flyttede familien et par måneder senere til en anden bolig i Kabul, i [et område i Kabul], og faren udskiftede simkortet til sin telefon. Ansøgeren har som nævnt fortsat ofte forbindelse til sin mor i Afghanistan. Ansøgeren har ikke hørt, at Taliban skulle have rettet henvendelse til nogen i familien efter drabet, og der har således formentligt på intet tidspunkt været kontakt til familien i [område i Kabul], hvor familien fortsat bor. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om forholdet til [A] til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren i nævnet har forklaret usikkert herom, og forklaringen er ikke fremstået troværdigt og selvoplevet. Uden at dette isoleret set er afgørende, lægger nævnet endvidere vægt på, at flere dele af forklaringen, herunder om videooptagelsen, i sig selv set forekommer mindre sandsynlige. Nævnet lægger endeligt betydelig vægt på, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at hvis familien finder ud af, at han har været sammen med en mand, så bliver familien vrede, mens han i nævnet har forklaret, at ansøgeren efter anden udrejse overfor faren erkendte, at han havde været seksuelt sammen med [A], hvilket fik faren til at true ansøgeren, idet han meddelte, at hvis ansøgeren kom tilbage til Afghanistan, så ville faren slå ham ihjel. Ansøgeren har oplyst, at han ikke siden har talt med sin far, og at han tager truslen meget alvorligt. Ansøgeren har ikke kunnet komme med en realistisk forklaring på divergensen. Vedrørende konflikten mellem Taliban og ansøgerens far og ansøgeren bemærker nævnet, at ansøgeren tilsyneladende har forklaret uoverensstemmende om, hvorvidt kidnapperne har krævet penge af ansøgerens far samt om, hvorvidt faren fik tilsendt et billede af søsterens afskårede finger. I troværdighedsvurderingen indgår, at ansøgeren er præget af alvorlig sygdom, og måske kan have vanskeligt ved at huske, hvad der præcis skete for 8-10 år siden, mens ansøgeren var en dreng på 11-13 år. Nævnet bemærker endvidere, at der ikke er oplysninger om, at Taliban de seneste 8-10 år skulle have rettet henvendelse til familien, og nævnet må efter en samlet vurdering lægge til grund, at der i givet fald er tale om et afsluttet modsætningsforhold. Uanset om der tidligere har været et modsætningsforhold til Taliban som beskrevet af ansøgeren, kan dette derfor ikke begrunde, at ansøgeren meddeles asyl. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel og konkret risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/254/DH