Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2017.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra Jalalabad, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået af ukendte personer, som har truet hans far. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sine farbrødre på grund af en jordkonflikt. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået af den afghanske befolkning, fordi han har været i Danmark, som i Afghanistan er kendt for Mohammed-tegningerne. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han boede og havde sin opvækst i Jalalabad. En dag var ansøgerens far bekymret, idet han havde modtaget trusler af nogen for ansøgeren ukendte personer. Ansøgeren formoder, at farens bekymringer skyldtes, at han havde været med i en gruppe, som var ledet af [A]. Ansøgeren har videre oplyst, at faren var ingeniør og veluddannet, hvorfor folk i landsbyen mente, at faren var vantro. På grund af farens bekymring udrejste ansøgeren og familien af Afghanistan. Da de kom til Iran, blev de delt op i forskellige grupper. Ansøgeren blev delt op i en anden gruppe og har ikke set sin familie siden. Om jordkonflikten har ansøgeren forklaret, at hans farbrødre, der også boede i Jalalabad, ønskede at få hans fars jord i Kama-distriktet. I starten forsøgte de at få bilagt konflikten, men så eskalerede den, fordi farbrødrene kom forbi og sagde, at de jorden var deres. Der var ingen trusler i den forbindelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om den del af asylmotivet, der vedrører jordkonflikten til grund, idet forklaringen har været divergerende og udbyggende på centrale punkter, og derfor i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret divergerende med hensyn til, om der skete noget særligt op til udrejsen eller ej, idet han til samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret, at det gjorde der ikke, hvorimod han overfor nævnet har forklaret, at familien ca. et år forud for udrejsen flyttede til Kama. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren tidligere i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han har boet hele sit liv i Baburiyanu landsbyen. Ansøgeren har videre forklaret divergerende med hensyn til, om der blev afholdt et eller flere ældreråd i forsøg på at bilægge jordkonflikten, og om disse blev afholdt for mange år siden eller 1-2 år før udrejsen. Også med hensyn til, om farbrødrene har fremsat trusler eller ej har ansøgeren forklaret divergerende, idet han tidligere har forklaret, at det ikke var tilfældet, hvorimod han under mødet i nævnet har forklaret, at farbrødrene i forbindelse med det sidste ældreråd truede med, at de ikke ville lade ansøgerens far eller hans familie leve, hvis faren satte sig i besiddelse af jorden. Efter ansøgerens forklaring lægger nævnet videre til grund, at ansøgeren reelt ikke kender årsagen til, at hans forældre valgte at udrejse, og at det således alene beror på hans formodning, at en medvirkende årsag kan have været, at hans far var blevet truet af ukendte personer og/eller af lokalbefolkningen. Ansøgeren ved således heller ikke om årsagen til, at hans far skulle være blevet truet, skyldes samarbejdet med [A] eller den omstændighed, at faren var veluddannet og blev anset for at være vantro af andre personer i byen. Herefter, og idet ansøgeren hverken selv har haft konflikter eller er blevet truet, er det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan med disse begrundelser vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7. Det er herefter heller ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, hvorfor nævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/250/FAM
