Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni muslim fra […], Mazar-Sharif, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de mænd, som kort før hans udrejse kidnappede ham, ligesom han frygter de afghanske myndigheder, fordi der er en sag på ham vedrørende drab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han og hans familie modtog 3 trusselsbreve, forud for at han blev kidnappet. Brevene var stilet til ham, og han ved ikke, hvem afsenderen var, men formoder, at det var de samme personer, som senere kidnappede ham. I brevene stod, at han skulle betale penge til et ukendt telefonnummer. Ansøgeren tog ikke brevene alvorligt. En dag, da ansøgeren i bil var på vej hjem, blev han standset af en russisk jeep. To personer truede ham med skydevåben og tvang ham ind i deres bil, hvor der var yderligere to mænd. Ansøgeren blev kørt til et ukendt sted, hvor han blev tilbageholdt i 4 dage. Han blev placeret i et aflåst rum, og udenfor holdt en vagt øje med ham. Mændene, der havde kidnappet ham, kontaktede hans bror og forlangte en løsesum. Ansøgeren fik overtalt vagten til at hjælpe ham med at flygte mod at betale ham 2.100 dollars i kontanter, som han havde gemt i en hemmelig lomme i sine underbukser. Derudover udstedte han et gældsbrev på 5.000 dollars til vagten, som kunne indløses i ansøgerens forretning. Med hjælp fra vagten lykkedes det ansøgeren at flygte i forbindelse med, at han skulle toilettet. Ansøgeren løb og blev samlet op af en motorcykel og senere af en bilist, som kørte ham hjem til bopælen. Ansøgeren opholdt sig i 3 dage på bopælen, før han rejste til Kabul. I Kabul ventede han i 8 dage, mens han ventede på at få udstedt et visum til Tyrkiet. Han udrejste legalt. Ansøgerens bopæl er blevet angrebet to gange efter, at han flygtede fra hjemmet, og mens han stadig var i Kabul. Ved den første episode, blev der skudt mod huset en enkelt gang, hvorefter familien anskaffede to vagter med hjælp fra en bekendt, der var tidligere kommandant. Anden gang kom det til en længerevarende skudveksling mellem vagterne og angriberne, og en person blev dræbt. Angriberne anmeldte på den baggrund ansøgeren til myndighederne. Ansøgeren har efter udrejsen modtaget 2 tilsigelser til afhøring, der er afleveret på hans bopæl, og hvori der står, at ansøgeren skal melde sig på politistationen. Ansøgerens familie har endvidere modtaget 2-3 trusselsbreve stilet til ansøgeren efter, at han er udrejst. Af brevene fremgår, at eftersom der er slået en person ihjel, handler det ikke mere om penge, og at kidnapperne vil have fat i ansøgeren personligt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen har været upræcis og afglidende i relation til væsentlige spørgsmål, ligesom forklaringen har været usandsynlig, udbyggende og divergerende på en række centrale punkter, hvorfor den i det hele fremstår som konstrueret til lejligheden. Indledningsvist bemærkes, at det fremstår mindre sandsynligt, at ansøgeren valgte at standse, da personerne i jeepen gav tegn hertil henset, til at han var alene i bilen, kørte på et øde sted og var i besiddelse af et ikke ubetydeligt kontantbeløb. Det bemærkes i den forbindelse yderligere, at ansøgeren har forklaret, at der sker mange kidnapninger i Afghanistan. Der forekommer videre mindre sandsynligt, at kidnapperne kun fandt det mindre beløb i afghansk valuta på ansøgeren og ikke også beløbet på 2.100 dollars, som han gemte i den hemmelige lomme i underbukserne, navnlig henset til ansøgerens egen forklaring om, at motivet til kidnapningen var penge, og at det er et kendt fænomen i Afghanistan, at man gemmer penge i skjulte lommer. Det er heller ikke sandsynligt, at vagten, der hjalp ansøgeren fri, accepterede delvis betaling i form af et gældsbrev med den risiko dette indebar, når han eller andre senere henvendte sig til ansøgerens forretning for at få gældsbrevet indløst. Det forekommer i den forbindelse heller ikke sandsynligt, at ansøgerens familie senere efter hans udrejse uden videre har indløst gældsbrevet. Endelig forekommer det usandsynligt, at ansøgerens familie ikke har været i stand til at dokumentere overfor myndighederne, at ansøgeren var rejst fra bopælen, forud for angrebene på familiens hus, idet ansøgeren befandt sig i Kabul, hvor han søgte visum til Tyrkiet og kort efter udrejste legalt, ligesom det er usandsynligt at familien ikke med hjælp fra den kommandant, der havde udlånt vagterne til familien, har forsøgt at overbevise myndighederne om, at det var kidnapperne, der havde angrebet dem og ikke omvendt. Det bemærkes i den forbindelse videre, at ansøgerens familie må antages at have haft en vis indflydelse, idet ansøgerens far var meget velhavende og ejede et hotel og flere butikker, ligesom ansøgeren var forretningsmand og blandt andet foretog jævnlige rejser til Dubai efter varer. Ansøgeren har i asylskemaet anført, at han betalte vagten 2.100 dollars og først i asylsamtalerne udbygget forklaringen med, at der også blev udstedt et gældsbrev, ligesom han i asylsamtalerne har udbygget forklaringen fra asylskemaet med hensyn til, at der forud for kidnapningen var sendt trusselsbreve til ham. Ansøgerens forklaring har været divergerende med hensyn til, om kidnapperne krævede 200.000 eller 500.000 dollars i løsepenge. Det bemærkes i den forbindelse, at det først er i advokatindlægget, at ansøgeren har forklaret, at hans bror fik forhandlet løsesummen ned fra 500.000 til 200.000 dollars. Også med hensyn til om han udrejste ca. 15 dage eller 2-3 måneder efter løsladelsen. Ansøgeren har ikke i forbindelse med nævnsmødet været i stand til at redegøre på en sammenhængende og troværdig måde for divergenserne og årsagerne hertil. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om de udstedte tilsigelser har været usammenhængende og usandsynlig. Ansøgeren har således forklaret, at han modtog tilsigelse nummer to [dato] 2016, og dermed samme dag, som den var udstedt, og samme dato, som begge tilsigelser blev modtaget i Udlændingestyrelsen. Det bemærkes videre, at den første tilsigelse fra [dato] 2016 er nummereret 688, mens den næste tilsigelse fra [dato] 2016 er nummereret 682. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/25/KAA
