Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og tidligere muslim fra Uruzgan, Afghanistan. Ansøgeren har oplyst, at han har konverteret til kristendommen i 2014. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin farbror [A] og hans sønner, idet de mener, at ansøgeren har vanæret familien ved ikke at overholde de muslimske traditioner. Derudover frygter ansøgeren de afghanske myndigheder, idet ansøgeren er blevet opdaget i at drikke alkohol, som bliver straffet hårdt i Afghanistan. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter lokalbefolkningen, herunder sin sikkerhedssituation, hvis nogen skulle finde ud af, at ansøgeren er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han blev introduceret til kristendommen af sin ven, [B], imens ansøgeren opholdt sig i Sverige i 2013 eller 2014. [B] tog ansøgeren med i kirke og fortalte ham om den kristne tro. Ansøgeren oplevede herefter, at der i kirken ikke findes fjendskab, men kun kærlighed. Ansøgeren har fremlagt et dåbsbevis, hvoraf fremgår, at ansøgeren blev døbt i [svensk pinsekirke] [i sommeren 2014]. Da ansøgeren vendte tilbage til Kabul i [begyndelsen af vinteren] 2014, boede han hos sin farbror [A]. Ansøgerens fætter, [C], overhørte ansøgeren, da han fortalte sin mor om sin kristne tro. [I vinteren 2015] begyndte [C] at fortælle venner og familie om, hvad han havde overhørt. Omkring en uge før ansøgerens udrejse var han hjemme hos sin ven [D] sammen med to fælles venner [E] og [F], hvor de drak alkohol. Da ansøgeren omkring klokken 20.30 skulle gå, blev han fulgt hjem af de to andre. Ansøgeren havde medbragt en sodavandsflaske med alkohol. Da de nåede til en sidegade tæt på ansøgerens farbrors bopæl, kom ansøgerens fætter [C] pludselig imod dem. Ansøgeren smed sodavandsflasken ud til siden. [C] kunne lugte på ansøgerens ånde, at han havde drukket alkohol og sagde, at han hele tiden havde vidst, at ansøgeren var vantro. [C] samlede flasken op. [C] tog hjem og fortalte farbroren [A] om episoden. Da ansøgeren kom hjem, blev han slået af [A], som også slog ansøgerens mor. Ansøgeren blev beskyldt for at være vantro. Ansøgeren sagde til [A], at han ikke var en rigtig mand, når han slog på kvinder. Ansøgerens mor prøvede at blande sig. Ansøgeren tog en vase, som han slog [A] i hovedet med. Mens [C] hjalp sin far, flygtede ansøgeren ud af huset. Ansøgeren flygtede hen til [E]. Omkring en time efter kom ansøgerens fætter [C] og nogle af hans venner. [E] sagde til dem, at ansøgeren ikke var på bopælen. Imens flygtede ansøgeren fra stedet. Ansøgeren har senere fundet ud af, at politiet ankom til stedet og anholdt [E] for alkoholen. Ansøgeren overnattede i en billardklub. Den efterfølgende dag tog ansøgeren til en læge, der skulle tilse hans hånd. Ansøgeren havde beskadiget hånden under slagsmålet med [A]. Samme aften påbegyndte ansøgeren sin udrejse af Afghanistan. Ansøgeren har under nævnsmødet anmodet om, at sagen udsættes for at få foretaget en lægelig udredning af ham. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at en torturundersøgelse iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Der indgår i sagen lægelige oplysninger vedrørende ansøgeren fra de fleste år i perioden fra 2009. Hverken heraf eller af sagen i øvrigt fremgår oplysninger om, at ansøgeren skulle have været udsat for tortur. På den baggrund, efter indholdet af de lægelige oplysninger og efter Flygtningenævnets indtryk af ansøgeren på nævnsmødet, hvor han afgivet en forklaring, som forekommer detaljeret og sprogligt upåfaldende, finder nævnet ikke grundlag for at udsætte sagen på yderligere lægelige oplysninger. I forhold til ansøgerens asylmotiver kan Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke lægge til grund, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer at blive dræbt eller på anden måde forfulgt eller efterstræbt af sin farbror, af andre familie- eller slægtsmedlemmer eller af de afghanske myndigheder, fordi han ikke overholder de muslimske traditioner og er konverteret til kristendom, og fordi han har drukket alkohol. Nævnet vurderer således, at ansøgerens forklaring er utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet bemærker herom indledningsvis, at ansøgerens generelle troværdighed i væsentlig grad er svækket af, at han har givet modstridende oplysninger til de danske og de svenske udlændingemyndigheder om helt basale forhold som sit eget navn og sine familieforhold, herunder antallet af søskende og hvorvidt hans farbror er død i 2011 eller ej. Ansøgerens forklaring om, hvorfor han har ændret tidligere afgivne forklaringer, kan ikke føre til et andet resultat, fordi ændringerne først er foretaget, når udlændingemyndighederne har konfronteret ham med forskellene. Det bemærkes endvidere, at ansøgeren under nævnsmødet har påberåbt sig at være dårlig til at formulere sig og alene i besiddelse af et sprog som et lille barn, men han har alligevel afgivet en forklaring, som forekommer detaljeret og sprogligt upåfaldende, og kun når ansøgeren er konfronteret med spørgsmål, som han ikke har kunnet besvare, har han henvist til manglende formuleringsevne. Nævnet har i sin vurdering lagt vægt på, at ansøgeren i løbet af asylsagsbehandlingen har forklaret divergerende til udlændingemyndighederne om centrale detaljer i asylmotivet vedrørende alkohol, herunder hvorvidt fætteren fandt ansøgeren med alkohol hos ansøgerens ven eller på gaden, og hvornår ansøgeren oplyste farbroderen om, at han var blevet kristen. Selvom ansøger har fremlagt et dåbsbevis fra 2014 fra en svensk pinsemissionsk kirke, kan nævnet endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke kender forskel på pinsekirken og folkekirken og de forskellige dåbsritualer. Under nævnsmødet har ansøgeren kunnet forklare enkelte ting om kristendommen, herunder har han kunnet citere Fadervor og referere en episode fra Det Nye Testamente, men han har samtidig klart givet udtryk for, at det er fællesskabet og den venlighed, som han møder i kristne sammenhænge, der er af afgørende betydning for ham, hvorimod han ikke har kunnet redegøre for, hvorfor det religiøse aspekt af kristendommen betyder så meget for ham, som han hævder. Nævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion er udtryk for en reel, indre overbevisning af religiøs karakter. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/244/LINB
