Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et en mandlig statsborger samt fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og ateist fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel af de afghanske myndigheder og af sine slægtninge, fordi de alle tror, at ansøgeren er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at en af hans medstuderende ved navn [A] fandt en bibel i ansøgerens taske på universitetet, hvorefter [A] og nogle af de andre studerende anklagede ansøgeren for at være uren og kristen, imens de skubbede ansøgeren. Ansøgeren kom herefter ikke på universitetet i de næstfølgende to dage. Herefter hørte ansøgeren fra sin medstuderende, at der var blevet klaget over ansøgeren, og at ansøgeren var blevet bortvist fra universitetet. Mullahen ringede dernæst til ansøgerens far og sagde, at ansøgeren skulle komme til moskéen den næstfølgende dag. Da ansøgeren og hans far ankom til moskéen, rejste en mand sig i moskéen og pegede på ansøgeren og sagde, at ansøgeren var uren og vantro, og at han derfor skulle slås ihjel. Herefter rejste nogle andre personer sig og udsatte ansøgeren og hans far for fysiske overgreb. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra moskéen, mens politiet og andre personer løb efter ham. Ansøgeren tog derefter ophold hos sin ven, [B], hvorefter ansøgerens far hentede ansøgeren og gav ham 5.000 afghani, og dernæst hjalp ansøgeren med at udrejse af Afghanistan. Ansøgeren har efter sin udrejse hørt, at hans bror har været udsat for fysiske overgreb, og at hans far har været indkaldt til afhøring hos politiet. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter de afghanske myndigheder og familien til sine to slægtninge, [C] og [D], fordi ansøgeren hjalp [C] og [D] med at få udstedt et visum til Iran, hvorefter de i Iran blev anholdt af de iranske myndigheder, der tvang dem til at deltage i krigen i Syrien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han omkring et halvt år før sin udrejse af Afghanistan arbejdede for en mand ved navn [E]. Ansøgerens arbejde bestod i, at han skulle hjælpe med at få udstedt visum til Iran til de personer, som kontaktede ham via hans arbejdsgiver, [E]. En dag hjalp ansøgeren sine slægtninge [C] og [D] med at få udstedt et visum til Iran, idet de fortalte, at de i Iran skulle til deres storebrors bryllup. [C] og [D] var nevøer til en magtfuld general ved navn [F]. På et tidspunkt hørte ansøgeren, at [C] og [D] var blevet anholdt af iransk politi efter deres ankomst til Iran, og at de iranske myndigheder havde tvunget dem til at tage til Syrien for at deltage i den væbnede kamp. [C] kom kvæstet tilbage fra kampen, mens [D] forsvandt. I [begyndelsen af vinteren] 2016, omkring et år efter ansøgerens indrejse i Danmark, ringede ansøgerens far til ansøgeren og fortalte, at [C] og [D]’s bror havde taget kontakt til ansøgerens far og fortalt ham, at ansøgeren og hans far var ansvarlige for, at [D] var forsvundet, og at det ville blive hævnet, såfremt [D] ikke blev fundet. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer at blive dræbt eller på anden måde efterstræbt af slægtninge, myndigheder eller andre som følge af, at ansøgerens klassekammerater har fundet en bibel i ansøgerens taske. Nævnet finder således, at ansøgeren på flere punkter har forklaret så udbyggende herom, at forklaringen fremstår konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Ansøgeren har således til samtalen [i vinteren] 2017 forklaret både, at han blev overfaldet af klassekammeraterne, da de fandt biblen, og at ansøgerens far blev slået i moskéen og indkaldt til møde hos politiet samme dag, mens han intet nævnte herom til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016. Nævnet finder endvidere, at ansøgerens troværdighed er svækket af, at han først til samtalen den [i vinteren] 2017 fremlagde udfyldt asylansøgningsskema, idet han oplyste, at han havde udfyldt skemaet og indsendt det en uge efter oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016. Skemaet er imidlertid aldrig modtaget i Udlændingestyrelsen, og oplysningerne i skemaet afviger i væsentlig grad fra de oplysninger, som ansøgeren gav i oplysnings- og motivsamtalen, og stemmer i højere grad med de oplysninger, som ansøgeren gav i samtalen [i vinteren] 2017. Hertil kommer, at ansøgeren under nævnsmødet har oplyst, at han fik skemaet udleveret til oplysnings- og motivsamtalen, mens det af referatet af samme samtale fremgår, at ansøgeren ikke har udfyldt asylansøgningsskema. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren risikerer at blive dræbt eller på anden måde efterstræbt som følge af sin angivelige medvirken til at skaffe visum til Iran til to brødre, hvoraf den ene er forsvundet. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren også om dette forhold har forklaret udbyggende, idet han ikke til oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at han havde en ikke uvæsentlig indkomst ved at skaffe visum til Iran. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/243/LINB
