Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra Manu, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet de har beskyldt ham for at arbejde for amerikanerne, idet han har nægtet at samarbejde med dem og idet de har slået hans far ihjel. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter familierne til to personer, der blev slået ihjel af Taliban, hvor ansøgeren nåede at flygte. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far blev truet, fordi han arbejdede som kontrollør på et toldkontor, der er underlagt de afghanske myndigheder. På et tidspunkt opsøgte Taliban ansøgerens families bopæl, hvor de slog ansøgerens far ihjel. Kort efter ansøgerens fars død modtog ansøgeren en telefonisk trussel fra Taliban, der sagde, at han skulle stoppe med at arbejde i lufthavnen i Jalalabad. Ansøgeren stoppede herefter med at arbejde i lufthavnen. Mere end et års tid senere modtog ansøgeren igen en telefonisk trussel fra Taliban, der sagde, at han skulle stoppe med at arbejde. Ansøgeren var stoppet med at arbejde i lufthavnen, så Taliban måtte mene hans arbejde på tv-stationen. Taliban sagde under telefonsamtalen, at de ville tilgive ham, hvis han tog sprængstoffer med ind i sin taske. Ansøgeren afbrød herefter samtalen. Ansøgeren tog samme dag en deletaxa/bus hjem, hvor han blev ringet op af sin morbror, der fortalte, at hans mor havde modtaget et brev fra Taliban, og at Taliban havde opsat en vejspærring på den strækning, ansøgeren kørte på. Ansøgeren blev nervøs og sprang ud af bilen og løb. Taliban fik øje på ansøgeren, hvorefter de skød mod ansøgeren og bilen. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra stedet. Ansøgeren stødte på et andet checkpoint kontrolleret af politiet. Ansøgeren fortalte politiet, hvad der var sket, hvorefter de sørgede for, at han kom tilbage til sit arbejde. Ansøgeren genoptog herefter sit arbejde. Ansøgeren overnattede nogle dage på tv-stationen. Tre til fire dage senere ringede morbroren og fortalte, at de andre personer i deletaxaen var blevet slået ihjel, og at en af de dræbtes familier havde opsøgt ansøgerens mor. Ansøgeren tog derefter hen til sin ven, Sapi, hvor han opholdt sig i ca. 20 dage. Ansøgeren udrejste derefter af Afghanistan. Ansøgeren har efter sin udrejse fået at vide, at familierne til de to dræbte personer har opsøgt ansøgerens familie adskillelige gange og beskyldt ansøgeren for at være skyld i deres død. Den ene familie vil have ansøgerens udleveret til dem, mens den anden familie vil have ret til at slå ham ihjel, hvis han vender tilbage til Afghanistan, såfremt ansøgerens søster ikke gifter sig med en ældre mand. Ansøgeren har videre fået at vide, at ældrerådet i landsbyen har behandlet sagen og mener, at drabet på de to personer er ansøgerens skyld. Chaufføren har fortalt ældrerådet, at de to personer ikke var blevet slået ihjel, såfremt ansøgeren var blevet i bilen. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge til grund, at ansøgeren er efterstræbt af Taliban eller to familier fra ansøgerens landsby. Nævnet henviser til, at ansøgerens forklaring herom fremstår divergerende og usandsynlig på en række centrale punkter, og at forklaringen derfor anses for at være konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger herunder vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han i bilen på vej til sin landsby blev ringet op af sin morbror, der blandt andet fortalte, at Taliban stod visiterede forbi kørende biler. Ansøgeren så Taliban køre på motorcykel foran bilen, som han fik stoppet, hvorefter han sprang ud af bilen. Under senere samtaler med Udlændingestyrelsen og for nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at chaufføren ikke ville standse bilen, og at ansøgeren derfor kastede sig ud af bilen under kørslen. Han har også forklaret, at der ikke var nogen talebaner, der kørte på motorcykel. Ansøgeren har i øvrigt under senere samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret, at ansøgeren ringede til morbroren, og at der var to telefonsamtaler mellem ansøgeren og hans morbror forinden episoden i bilen. Ansøgeren har over for nævnet forklaret, at han ikke kan huske, hvor mange samtaler han havde med sin morbror, og om det var morbroren, der ringede til ansøgeren, eller om ansøgeren ringede til morbroren. Nævnet finder endvidere ansøgerens forklaring om, at det lykkedes ham at flygte fra bevæbnede talebanere, der skød mod ansøgeren og bilen, for at være usandsynlig, og det fremstår ikke troværdigt, at ansøgeren ikke har nærmere kendskab til de personer, der udover ansøgeren var passagerer i bilen, selvom de kom fra ansøgerens landsby. Flygtningenævnet finder det i øvrigt ikke overbevisende, at ansøgeren efter at være blevet truet til at ophøre med arbejdet i lufthavnen ifølge ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen først efter ca. 2 år på ny bliver truet af Taliban på grund af ansøgerens ansættelse på tv-stationen. Det bemærkes hertil, at ansøgeren allerede arbejdede for tv-stationen, da han første gang blev truet af Taliban, og at ansøgeren over for nævnet har forklaret, at den anden trussel blev fremsat ca. halvandet år efter den første trussel. For så vidt angår den del af asylmotivet, der vedrører frygten for to familier i ansøgerens landsby lægger nævnet vægt på ansøgerens generelle utroværdighed, herunder at ansøgeren ikke har været i stand til at forklare overbevisende om, hvorfor ansøgeren er blevet gjort ansvarlig for Talibans drab på familiernes sønner. Flygtningenævnet bemærker, at fremlæggelsen af en række dokumenter og erklæringer ikke kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/228/LMD
