Flygtningenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et par samt to medfølgende børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske hazaraer og shia-muslimer af trosretning, fra Daikondi, Afghanistan. Den mandlige ansøger har været aktivt medlem af partiet Hezb-e-Kar va Tasawi i omkring seks år, mens den kvindelige ansøger ikke har været medlem af hverken politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter kommandanterne, [H], [BM] og [A]. Endvidere frygter han de afghanske myndigheder, fordi kommandanterne har indflydelse hos højtstående personer i den afghanske regering. Herudover frygter den mandlige ansøger Taliban, idet han har deltaget i demonstrationer til støtte for for hazaraers rettigheder og har udført arbejde for overholdelse af menneskerettighederne i Afghanistan, og derved er kommet i Talibans søgelys. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers konflikter med kommandanterne, myndighederne og Taliban. Herudover har den kvindelige ansøger henvist til de generelle forhold for hazaraer i Afghanistan.
Til støtte for asylmotivet vedrørende kommandanterne, har ansøgerne oplyst, at deres bopæl blev opsøgt to gange i 2007 af kommandanternes folk. De blev opsøgt på grund af den mandlige ansøgers arbejde for menneskerettighedskommissionen med at indsamle oplysninger om brud på menneskerettigheder udøvet af blandt andet kommandanterne, hvilket kommandanterne fandt ud af. Den mandlige ansøger gemte sig, da familien blev opsøgt, hvorfor kommandanternes folk udsatte den kvindelige ansøger for vold, ligesom der blev fremsat trusler om at slå den mandlige ansøger ihjel. Herefter flygtede den mandlige ansøger til Kabul. Den kvindelige ansøger og børnene flyttede til Kabul omkring to måneder senere, efter at de i 2008 endnu engang var blevet opsøgt på bopælen af kommandanternes folk, der ledte efter den mandlige ansøger. I Kabul fortsatte den mandlige ansøger med at arbejde for forskellige NGO´er, der arbejdede for sikring af blandt andet kvinders rettigheder, ligesom han arbejdede som vagt for den tyske organisation GIZ. I 2015 blev den mandlige ansøger bortført og udsat for et overfald på vej hjem fra arbejde. Den efterfølgende dag vågnede han på et hospital, idet han var blevet slået bevidstløs i forbindelse med overfaldet. Efter udskrivelsen – og før han var blevet rask - begyndte den mandlige ansøger at modtage opkald fra ukendte personer. I alt modtog han syv opkald, hvor det sidste havde karakter af en trussel. Herefter besluttede ansøgerne at udrejse fra Afghanistan. Om sin konflikt med Taliban har den mandlige ansøger oplyst, at han har deltaget i demonstrationer til støtte for hazaraerne, hvor medierne var til stede. Ansøgerens ansigt er derfor kendt for Taliban. Herudover var det arbejde, som ansøgeren har udført for menneskerettigheder, i strid mod Talibans formål og ønsker. Eftersom kommandanterne havde indflydelse i regeringen i Afghanistan, frygter han også for de afghanske myndigheder, der heller ikke vil kunne yde ham beskyttelse. Hvad angår sin frygt på grund af de generelle forhold for hazara folk i Afghanistan, har den kvindelige ansøger oplyst, at hazara folk modtager trusler og bliver slået ihjel i Afghanistan. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaringer om den mandlige ansøgers arbejde for forskellige afghanske og udenlandske NGO´er til grund, ligesom nævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger har været medlem af partiet Hezb-e-Kar va Tasawi. Nævnet har også lagt til grund, at den mandlige ansøgers far har været khan, og at familiens jord er blevet frataget dem i forbindelse med familiens ophold i Iran i årene frem til 2004. Om den mandlige ansøgers konflikter skal Flygtningenævnet indledningsvist bemærke, at den mandlige ansøger ikke på noget tidspunkt har været opsøgt af eller på anden måde har haft konflikter med Taliban, og at det alene beror på hans formodning, at han på grund af sit arbejde, sin familiemæssige baggrund, sin etnicitet og den omstændighed, at han har deltaget i demonstrationer, er kommet i Talibans søgelys, og at de opfatter ham som en fjende, og at han derfor vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 fra Talibans side ved en tilbagevenden til Afghanistan. Om den del af asylmotivet, der omhandler de afghanske myndigheder, bemærkes, at ingen af ansøgerne har haft konflikter med myndighederne. Ansøgerne har i 2014 fået udstedt pas, og de er udrejst legalt ved anvendelse af disse pas, uden at dette har haft konsekvenser for dem i relation til myndighederne. Herefter, og idet det alene beror på ansøgernes formodninger, at kommandanterne har indflydelse på højtstående personer i den afghanske regering, som de kan eller vil udnytte, er det ikke sandsynliggjort, at ansøgerne vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 fra de afghanske myndigheders side ved en tilbagevenden til Afghanistan. Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at den mandlige ansøgers konflikt med kommandanterne startede i 2007, og at han ikke er blevet opsøgt af myndighederne under opholdet i Kabul fra 2007 og frem til udrejsen i 2015. Om konflikten med kommandanterne skal nævnet bemærke, at ansøgernes forklaringer herom i det store og hele kan lægges til grund, idet forklaringerne har været konsistente og uden væsentlige divergenser. Nævnet lægger således til grund, at lokale kommandanter to gange i henholdsvis 2007 og 2008 har opsøgt ansøgernes bopæl. Nævnet anser imidlertid denne konflikt for afsluttet, idet ingen af ansøgerne har været opsøgt eller kontaktet af kommandanterne siden 2008, og idet det alene beror på ansøgernes formodninger, at episoden, hvor den mandlige ansøger blev bortført og udsat for vold, havde sammenhæng med konflikten med kommandanterne, og at hændelsen ikke i stedet var en kriminel handling og/eller en konsekvens af den generelt dårlige sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan. Det bemærkes i den forbindelse, at det forekommer mindre sandsynligt, at overfaldsmændene, hvis de handlede efter kommandanternes ordrer, skulle vælge at forlade gerningsstedet uden at gennemføre deres forehavende om at slå den mandlige ansøger ihjel alene, fordi der kom en vagt eller en politibil, navnlig henset til forklaringen om, at kommandanterne havde stor indflydelse hos myndighederne. Nævnet har herved tillige tillagt det betydning, at overfaldet fandt sted ca. 7 år efter, at den mandlige ansøger havde forladt Daikondi. Nævnet kan ikke lægge forklaringerne om de efterfølgende trusler til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende med hensyn til, om der alene var tale om telefoniske trusler, eller om der både var tale om telefoniske trusler og trusler pr. brev. Den mandlige ansøger har endvidere ikke i sit i øvrigt detaljerede asylskema anført noget om de syv trusler. Han har videre i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at overfaldet og bortførslen fandt sted i slutningen af 2013/begyndelsen af 2014, og har ikke rettet dette i den efterfølgende asylsamtale, hvor referatet blev oversat for ham, og han i øvrigt fremkom med en række rettelser og præciseringer. Under mødet i nævnet har han derimod forklaret, at overfaldet skete i 2015 og havde tæt tidsmæssig sammenhæng med telefontruslerne. Han har videre forklaret divergerende med hensyn til, om det var en eller flere personer, der ringede og truede ham, og om det var fra det samme telefonnummer eller fra flere forskellige, at der blev ringet. Det bemærkes endeligt, at den mandlige ansøger har forklaret upræcist og udbyggende om indholdet af truslerne. Den omstændighed, at den mandlige ansøger har været medlem af partiet Hisb-e-Kar va Tasawi kan hverken isoleret eller i sammenhæng med oplysningerne om hans arbejde begrunde, at han meddeles asyl, idet han ikke har forklaret om, at han som følge heraf har været udsat for asylretligt relevant forfølgelse eller overgreb. Idet de generelle forhold for hazaraer i Afghanistan ikke kan begrunde asyl, og da den kvindelige ansøger i det hele har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv, er det ikke sandsynliggjort, at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.”Afgh/2018/220/TBP
