Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk uzbeker og sunni muslim fra [A], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel af Taliban som hævn for, at ansøgerens far, sammen med andre folk fra landsbyen [A], har dræbt ti personer fra Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far var kommandant, og at han forsvarede deres landsby [A] mod Taliban. Taliban var begyndt at overtage omkringliggende landsbyer, hvorfor byens ældre samlede sig og bad ansøgerens far og to andre af landsbyens indbyggere ved navn [B] og [C] om at forsvare byen. En dag kæmpede Taliban uden for landsbyen, i hvilken kamp omkring ti talibanere blev slået ihjel. En uge herefter bad ansøgerens far ansøgeren og resten af familien om at forlade deres bopæl, fordi han havde modtaget trusler fra Taliban. Ansøgeren og hans familie tog ophold i Mazar-e Sharif, hvor de boede i omkring en og en halv måned. Noget tid derefter blev ansøgeren og hans familie opsøgt af seks eller syv personer fra Taliban, mens ansøgerens far ikke var hjemme. Taliban udsatte ansøgeren, hans mor og hans bror for fysiske overgreb og spurgte, hvor ansøgerens far var henne. Naboerne kom familien til undsætning, hvorefter personerne fra Taliban flygtede fra stedet. Næste morgen ringede ansøgerens far til ansøgerens mor og sagde, at ansøgerens mor skulle sende ansøgeren og hans bror til Kabul. Ansøgerens mor var meget syg og rejste derfor ikke med. Ansøgeren og hans bror blev sammen med en anden familie sendt til Kabul. I Kabul opholdt ansøgeren og hans bror sig sammen med deres far i to dage, hvorefter de rejste til [D]. På anden eller tredje ramadandag i 2015 udrejste ansøgeren, hans far og hans bror af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgernes forklaring forekommer usammenhængende og konstrueret til lejligheden. Der er således lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet en divergerende og upræcis forklaring om helt centrale forhold i forbindelse med sit asylmotiv. Ansøgeren har i sit asylskema som asylmotiv angivet, at familien havde det rigtigt hårdt, og at det var med stort besvær, at de fik livet til at hænge sammen samt, at hans far ikke var der, mens han til samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han søger asyl, fordi hans far var kommandant og havde slået ca. 10 talebanere ihjel. Ansøgeren har udover den udbyggende og divergerende forklaring om sit asylmotiv forklaret divergerende om udfyldningen af asylskemaet. Ansøgeren har således til sin gensamtale forklaret, at hans skriftlige egenskaber er små, og at han mentalt havde forberedt sig på, at hans far var blevet slået ihjel, hvorfor han havde noteret dette i skemaet, mens han til advokaten og under nævnsmødet oplyste, at det var en anden, der havde udfyldt skemaet for ham, fordi han er analfabet, og at han havde bedt om, at der kom til at stå, at faren ikke var der, fordi han skrev om en periode på 20 dage, hvor faren ikke var til stede. Han udbyggede i øvrigt under nævnsmødet forklaringen om skemaet med, at han havde krøllet dette sammen og smidt det ud, hvorfor han slet ikke forstår, at det er i sagen. Ansøgeren har tillige forklaret divergerende om, hvorvidt hans far havde modtaget trusler fra Taleban, forud for de trusler, der førte til, at familien tog til Mazar-E Sharif. Han har således til sin første samtale oplyst, at hans far ikke havde modtaget trusler, mens han til sin anden samtale forklarede, at faren modtog trusler fra Taleban allerede for 5-6 år siden, fordi han byggede skoler og forsvarede området. Dertil kommer, at ansøgerens forklaring om, at nogle naboer kunne jage 5-6 eller 10 bevæbnede talebanere på flugt fremstår mindre sandsynlig. Endelig forekommer ansøgerens forklaring om, hvordan han i Teheran er kommet i besiddelse af et billede af en afdød person, der skulle være en anden kommandant fra landsbyen upræcis og mindre sandsynlig. Nævnet finder, at ansøgeren ikke under nævnsmødet er fremkommet med en rimelig forklaring på de nævnte divergenser, og at disse ikke alene kan forklares som tolkeproblemer. Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold i Afghanistan herunder den sikkerhedsmæssige situation i landet efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er sådanne, at disse i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/215/LINB
