Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel af de afghanske myndigheder, fordi han under en landskamp har brækket benet på en mand ved navn [A], der er nevø til en tidligere kommandant og nuværende parlamentsmedlem ved navn [C]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han som deltager i en landskamp i [sport] i [sommeren] i 2014 i Kabul brækkede benet på sin modstander ved navn [A]. Efter kampen gik ansøgeren i bad, hvorefter han sammen med sin træner ved navn [B] tog til byen [mindre by i Afghanistan], hvor [B] havde et gæstehus. [B] fortalte ansøgeren, at der havde været bevæbnede mænd og lede efter ansøgeren, imens ansøgeren var i bad efter landskampen. De bevæbnede mænd var blevet sendt af [A]’s onkel ved navn [C], som var medlem af det afghanske parlament. Dagen efter tog ansøgeren til Herat, hvor han boede hos en mand ved navn [F] i syv til ti dage. Mens ansøgeren var i Herat, fortalte [B], at ansøgeren skulle udrejse af Afghanistan, da situationen i Kabul var blevet værre. Ansøgeren rejste herefter til Iran, hvor han boede hos en ven i omkring 3 måneder og 20 dage. Mens ansøgeren var i Iran, fortalte [B], at situationen i Afghanistan var blevet bedre. Ansøgeren besluttede derfor at rejse tilbage til Kabul i [efteråret] 2014. I Kabul boede ansøgeren i [B]’s gæstehus. Om natten blev der skudt ind af vinduet til soveværelset i gæstehuset, hvorefter ansøgeren flygtede hjem til sin ven ved navn [D]. Her opholdt ansøgeren sig i kort tid. [D] hjalp derefter ansøgeren til Kirgisistan. En afghansk mand ved navn [E] hjalp ansøgeren med at finde en lejlighed. Ansøgeren arbejdede herefter som autolakør i omkring ti måneder. En dag bad [E] ansøgeren om at komme hjem til ham. [E] arbejdede i den kirgisiske efterretningstjeneste, og han fortalte ansøgeren, at en person ved navn [M], der arbejdede på den afghanske ambassade i Kirgisistan, havde underrettet den kirgisiske efterretningstjeneste om, at ansøgeren var spion. Ansøgeren var overbevist om, at det var [C], der havde givet oplysninger om ansøgeren til den kirgisiske efterretningstjeneste med det formål at få ansøgeren udleveret til Afghanistan. [E] opfordrede ansøgeren til at udrejse af Kirgisistan, hvorefter ansøgeren med hjælp fra en ven, som arbejdede på den iranske ambassade i Kirgisistan, hjalp ansøgeren til Iran. Ansøgeren udrejste herefter af Kirgisistan. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil være i livsfare, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i Afghanistan havde en mandlig kæreste ved navn [F] i 2014. Alle troede, at de bare var venner. Ansøgeren og [F] var fra samme område ved navn [bydel] i Kabul. Ansøgeren og [F] mødtes flere gange i byen, hvor de havde samleje. Forholdet blev afbrudt, da ansøgeren måtte flygte fra Afghanistan efter [sportskampen] i [sommeren] 2014. Ansøgeren har ikke siden haft kontakt til [F]. Efter ansøgerens indrejse i Danmark har ansøgeren i [sommeren] 2017 haft et forhold til en dansk mand, som han mødte i [mindre dansk by]. De har mødtes tre til fire gange, men er ikke længere sammen. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren efter sin forklaring skadede en modstander i en landskamp i en kampsport, hvor man må acceptere risikoen for skader under en kamp. Videre bemærkes, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt har set de mænd, der angiveligt efterstræbte ham, og det beror på hans egen formodning, at det – såvel på stadion som ved gæstehuset – var mænd, der var sendt af [C], der er onkel til den kampmodstander, der brækkede benet. Hertil kommer, at det virker påfaldende, at gæstehuset blev angrebet samme nat, ansøger netop var vendt tilbage til Afghanistan efter flere måneders ophold i Iran. Videre fremgår det af sagens akter, at ansøgeren vandt [sportskampen] i [sommeren] 2014, mens det af ansøgerens pas fremgår, at hans visum til Iran var gældende fra [efteråret] 2014, hvorfor ansøgeren må have opholdt sig i Afghanistan i mindst to måneder efter kampen. Heroverfor har ansøgeren til asylsamtalen forklaret, at han udrejste omkring to uger efter kampen og har ikke kunnet redegøre for den manglende tidsmæssige sammenhæng. Det forekommer ligeledes usandsynligt, at hans ven [E] skulle beskylde ansøgeren for at være spion, ligesom det også her beror på ansøgerens egen formodning, at det var [C], der havde givet oplysninger om, at ansøgeren var spion. Ansøgeren har først i advokatindlægget til brug for nævnsmødet anført, at han er homoseksuel. Ansøgeren har forklaret divergerende, afglidende og i generelle vendinger om sin seksuelle observans. Ansøgeren kunne ikke huske sin danske seksualpartners navn, og ansøgeren har forklaret, at han i Afghanistan havde den samme mandlige kæreste i 10 til 11 år frem til udrejsen, og at der ikke var nogen, der var bekendt med dette. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at forholdet til den danske kæreste foregik hos kæresten, og at de var sammen to til tre gange, mens det i advokatindlægget er fremført, at de ikke kunne have et forhold hos kæresten, da han boede sammen med nogen, og at de var sammen tre til fire gange. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiver til grund, og allerede derfor kan det af ansøgeren fremlagte trusselsbrev ikke tillægges vægt. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/206/LINB
