Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske hazaraer og shia muslimer fra [byen C], Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter familien til en kvinde ved navn [A], Taliban og de afghanske myndigheder. Den mandlige ansøger har til støtte for konflikten med [A]’s familie, Taliban og de afghanske myndigheder oplyst, at en pige ved navn [A] var ansat i hans forretning i [mindre by i Afghanistan]. En søndag blev ansøgerens families bopæl opsøgt af [A]’s familie, fordi hun ikke var kommet hjem lørdag nat. Ansøgeren var ikke hjemme, idet han var taget til Kandahar for at købe varer til butikken. Ansøgerens ægtefælle fortalte derfor [A]’s familie, at ansøgeren ikke var hjemme. [A]’s familie tog derefter hen til ansøgerens forretning, hvor de spurgte efter ansøgeren og [A]. Ejerne af naboforretningerne sagde til [A]’s familie, at de havde set [A]sammen med en mand ved navn [M] flere gange. [A] blev herefter fundet hjemme hos [M], hvorefter hun blev stenet til døde. Samme eftermiddag opsøgte [A]’s familie igen ansøgerens families bopæl. De gennemsøgte bopælen og spurgte ansøgerens ægtefælle, hvor ansøgeren var, og samtidig truede de ansøgeren. Ansøgerens ægtefælle fortalte ansøgeren om hændelsen, hvorefter ansøgeren bad en af sine ansatte ved navn [B] om at køre ansøgerens ægtefælle og deres datter til Kandahar. Ansøgerens ægtefælle medbragte 10-15.000 USD fra deres bopæl. Ansøgeren mødtes med sin ægtefælle og deres datter i Kandahar, hvorfor de sammen tog til byen [C], hvor de boede i omkring 5 måneder. Under opholdet i [C] bad ansøgerens samarbejdspartner [D] på et tidspunkt ansøgeren om at sy narkotika ind i nogle tasker. [D] havde tidligere købt 300 tasker af ansøgeren, som han havde betalt 70.000 afghani for. Ansøgeren nægtede at sy narkotika ind i taskerne, hvorefter [D] sagde, at han ville give oplysninger om ansøgeren til henholdsvis [A]’s familie, Taliban og politiet, hvis ikke ansøgeren ville samarbejde. Ansøgeren blev en aften ringet op og truet af [A]’s far, som havde fået ansøgerens telefonnummer af [D], og dagen efter indvilgede ansøgeren i at sy taskerne for [D]. Herefter syede ansøgeren 50 dametasker og 20 rygsække for [D], som alle indeholdt narkotika. En dag, da [D] skulle hente de 20 rygsække, opstod der et skyderi foran ansøgerens bopæl mellem [D], [D]’s folk og politiet. Ansøgeren flygtede under skyderiet fra sin bopæl og udrejste af Afghanistan til Iran med sin ægtefælle og deres datter. I Iran fik ansøgeren kendskab til, at ansøgerens bror var blevet taget af Taliban, og at han var afgået ved døden som følge af den tortur, Taliban havde udsat ham for. Den kvindelige ansøger har i det hele henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerne har boet i Iran i mange år og ernæret sig ved den mandlige ansøgers arbejde med at sy tasker. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgerne på et tidspunkt rejste til Afghanistan, og at den mandlige ansøger der åbnede en taskebutik, hvor han designede og producerede tasker. Det lægges videre til grund, at der var kvinder ansat i butikken. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgernes forklaring om asylmotivet til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgernes forklaringer om asylmotivet på helt centrale områder fremstår usammenhængende og uden detaljer. Hertil kommer, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvorvidt han så den narkotika, som han skulle sy ind i nogle tasker. Han har således først forklaret, at de første to partier lignede stoffet opium og, at det sidste parti stof var gult og hvidt og lugtede, mens han under nævnsmødet forklarede både, at han så gule og hvide stoffer og dernæst, at samtlige stoffer var pakket ind, da han fik dem, og at han syede pakkerne direkte ind i taskerne og derfor slet ikke så stoffet. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvor han befandt sig, da Sherif kom for at hente taskerne. Han har således forklaret forskelligt til samtalerne og under nævnsmødet om, hvorvidt han stod i døren til porten og talte med [D], om han gik hen til [D]’s bil, eller om han blot så [D] ankomme i sin bil. Derudover har han forklaret unøjagtigt og med mindre divergenser om, hvorvidt det tog ham fem til seks dage eller syv til otte dage at sy rygsækkene. Endeligt har han forklaret divergerende om, hvorvidt [A] havde lejlighed til at tale med [M] i butikken. Han har således over for Udlændingestyrelsen forklaret, at [A] aldrig talte med [M] i butikken, mens han under nævnsmødet har forklaret, at alle både kvinder og mænd talte med hinanden i butikken. Den mandlige ansøger har generelt svaret afglidende på spørgsmål om konflikten med [A]’s familie og på spørgsmål om konflikten med [D], mens han har forklaret anderledes detaljeret om sit arbejde med at sy tasker. Ansøgerens forklaringer om konflikternes opståen og udstrækning fremstår i øvrigt usammenhængende. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren ikke har kunnet redegøre for sammenhængen mellem [A]’s opførsel, steningen af hende og truslen mod ansøgerne, ligesom de heller ikke har kunnet redegøre for sammenhængen mellem [D]’s viden om denne æreskonflikt og den trussel, som han udgjorde mod dem, herunder har de ikke redegjort overbevisende for, hvorfor de fandt det nødvendigt at kontakte en gammel kunde, når de end ikke havde givet deres kontaktoplysninger til den mandlige ansøgers bror eller [B]. Den kvindelige ansøger har under nævnsmødet forklaret, at [B] straks opsøgte hende, efter han havde overværet, at [D]’s familie opsøgte [M] og steningen samt at de senere kørte sammen i bil i fire timer, men hun har ikke kunne redegøre nærmere for udstrækningen af konflikten eller for, hvad der skete med [M] eller under steningen. Ansøgerne har heller ikke sandsynliggjort, at den mandlige ansøgers brors død er relateret til deres konflikt. Det bemærkes i den forbindelse, at det udelukkende beror på deres egne formodninger, at broren er død som følge af deres konflikt. Ansøgene har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe forklaringerne om de påberåbte konflikter eller redegøre for de nævnte divergenser og den manglende indbyrdes sammenhæng. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer, at de ikke har sandsynliggjort, at de er blevet gjort ansvarlige for [A]’s opførsel eller steningen af hende, ligesom de ikke findes at have sandsynliggjort, at de risikerer forfølgelse af [D], Taleban eller myndighederne. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Afgh/2018/200/LINB
