Nævnet meddelte i maj 2018 opholdstilladelse (B-status)] til en kvindelig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra [K], Daykundi, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin fars fætre, på grund af en jordkonflikt mellem hendes far og hans fætre. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun forlod Afghanistan med sin familie, da hun var fem år gammel, på grund af en jordkonflikt mellem hendes far og farens fætre. Ansøgeren og hendes familie flyttede i den forbindelse til Iran. For fire til fem år siden blev faren anholdt af det iranske politi og deporteret tilbage til Afghanistan. I Afghanistan rejste faren tilbage til familiens landsby i Daykundi, for at tale med sine fætre om jorden. Det endte med, at faren blev skudt og slået ihjel af fætrene i februar-april 2012. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at hun frygter sin svigerfamilie og myndighederne i Afghanistan og at blive stenet ihjel, da hendes tidligere svigerfar har sagt til alle, at han har fanget hende i utroskab, ligesom han har beskyldt hende for at have forsøgt at slå ham ihjel, hvilket der verserer en sag om i Iran, hvor svigerfamilie bor. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevende til Iran frygter, at hendes tidligere svigerfar vil gøre skade på hende, da han tidligere har udsat hende for vold og voldtægt. Ansøgeren har til støtte for denne del af asylmotivet anført, at hun som 16 årig blev gift ved arrangeret ægteskab med en afghansk statsborger, som ligeledes boede i Iran. Ansøgerens tidligere ægtefælle forlod hende og tog deres datter, [B], med sig i medio 2015. Hun anlagde herefter en sag om skilsmisse mod ægtefællen, men var nødt til at flytte hjem til sin svigerfamilie og bo. Svigerfamilien behandlede ansøgeren dårligt, og de udsatte hende for fysiske overgreb og talte grimt til hende. Efter omkring tre måneders ophold hos sine tidligere svigerforældre overfaldt og voldtog svigerfaren hende. I den forbindelse slog hun ham i hovedet med en vase for at komme væk, hvorefter svigerfaren faldt bevidstløst om. Samme aften tog ansøgeren hjem til sin søster, som boede i samme by. Søsteren hjalp ansøgeren hen på togstationen, hvor ansøgeren tog toget til Mashad. Ansøgeren opholdt sig i ni dage hos en bekendt i Mashad. Den bekendtes naboer hjalp ansøgeren med at rejse fra Iran til Tyrkiet med en menneskesmugler. Ansøgerens tidligere svigerfamilie har i Iran anklaget hende for utroskab og forsøg på manddrab, og der er rejst en sag mod hende i Iran. Ansøgeren frygter desuden at skulle bo som enlig kvinde i Afghanistan, grundet de generelle forhold for enlige kvinder i Afghanistan. Endeligt frygter ansøgeren Taliban, fordi hun er etnisk hazara. Ligesom Udlændingestyrelsen kan Flygtningenævnet i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotiver til grund. Nævnet lægger således til grund, at der i ansøgerens familie gennem flere generationer har været en konflikt om jord, der førte til at ansøgerens far og farbror udrejste til Iran med deres familier, da ansøgeren var 5 år gammel, og at ansøgerens far blev dræbt af sine fætre, da han i 2011-2012 rejste tilbage til landsbyen i Afghanistan og gjorde sit krav på jorden gældende. Flertallet af nævnets medlemmer finder herefter, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan, vil være i risiko for, at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling fra farens fætre side for at hindre hende i at gøre et krav på jorden gældende eller hævne drabet på faren. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er sin fars retmæssige arving til jorden og har et dokumenteret krav på jorden, og at fætrene, da ansøgerens far gjorde krav gældende, dræbte ham, samt endeligt at ansøgerens farbror i Iran efterfølgende har meddelt fætrene, at kravet på jorden og drabet på ansøgerens far ikke vil blive glemt. Ansøgeren, der er en enlig kvinde med et lille barn, har ikke boet i Afghanistan, siden hun var 5 år gammel, og hun har hverken familie eller netværk andre steder end i Daykundi provinsen og Herat, og begge steder er det hendes fars familie, hun vil skulle støtte sig til. Det er herefter sandsynliggjort, at fætrene vil have både evne og vilje til at efterstræbe hende, og at ansøgeren ikke vil kunne opnå beskyttelse heroverfor fra hverken myndighedernes side eller fra familiens side, idet hendes eneste familie ud over fætrene er hendes faster og en kusine. Flertallet lægger videre til grund, at ansøgeren, på grund af svigerfamiliens beskyldninger mod hende for utroskab og den verserende sag mod hende i Iran, ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for dødsstraf, umenneskelig eller nedværdigende behandling. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgerens svigerfar har begået et seksuelt overgreb mod hende, og at han har beskyldt ansøgeren for utroskab for at dække herover og har startet en sag imod hende. Forud herfor havde ansøgeren forsøgt at anlægge en sag mod svigerfamilien, ligesom hun havde forsøgt at blive skilt fra sin ægtefælle, hvilket yderligere kan være med til at underbygge svigerfamiliens beskyldninger mod hende. Flertallet lægger videre til grund, at svigerfamilien stammer fra samme provins som ansøgeren, og at de har familiemedlemmer flere steder i Afghanistan blandt andet i Daykundi provinsen, Kabul og Herat. Idet der henvises til det ovenfor anførte om ansøgerens personlige forhold, finder flertallet, at det herefter sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan også på grund af konflikten med svigerfamilien vil være i risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling. Flygtningenævnet meddeler derfor [ansøgeren], samt hendes medfølgende barn, [C], opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. ”afgh/2018/197/sme”
