Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tajik og oprindeligt shia-muslim fra [en by i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at få problemer, fordi hans brødre, [A] og [B], ikke ønsker at dele familiens jord, som de har arvet efter deres far, med ansøgeren. Ansøgeren har også henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sine brødre og de afghanske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han flygtede til Iran sammen med sine forældre, da han var cirka ét år. Ansøgerens far rejste frem og tilbage mellem Iran og Afghanistan, fordi han ejede jord, som han lejede ud. Ansøgerens forældre vendte på et ukendt tidspunkt tilbage til Afghanistan, mens ansøgeren blev i Iran. Da ansøgeren var 13-14 år, døde hans far. Ansøgeren og hans søskende skulle herefter dele jorden imellem sig, men brødrene overtog jorden uden at dele den med ansøgeren. Ansøgeren har videre oplyst, at han boede i Isfahan, hvor han arbejdede som bygningsdekoratør, og at han i forbindelse med en arbejdsopgave lærte nogle kristne armenere at kende. Et par år herefter begyndte ansøgeren at gå til kristne møder i private hjem, og han identificerede sig som kristen. I [efteråret] 2015 fik ansøgeren besøg af sin fætter. Ansøgerens fætter skulle rejse til Afghanistan, og de havde aftalt, at fætteren skulle medbringe gaver fra ansøgeren til hans mor. Under sit besøg opdagede fætteren, at ansøgeren havde en bibel og et kors. Fætteren spurgte ansøgeren, om han var konverteret til kristendommen, hvilket ansøgeren benægtede. Fætteren blev vred og forlod ansøgerens bopæl. Ansøgeren gav biblen til sin ægtefælle og bad hende om at gemme den. Ansøgeren formoder, at fætteren efterfølgende ringede til ansøgerens svigerfar og oplyste, at ansøgeren var konverteret. En eller to dage efter opsøgte politiet ansøgerens bopæl, mens han var på arbejde. De ransagede bopælen og fandt biblen. Politiet bad ansøgerens ægtefælle om at ringe til ham. Ægtefællen ringede til ansøgeren og bad ham om at komme hjem. Under samtalen brugte ægtefællen kodeordet ’kom meget hurtigt, jeg har brug for dig’, som de havde aftalt, at hun skulle bruge og sige to gange, hvis der var sket noget alvorligt. Ansøgeren forstod, at der var sket noget, hvorfor han ikke tog hjem, men forblev på sit arbejde i fem til syv døgn. Han tog herefter til Masshad, hvor ægtefællen ligeledes tog hen. I en bazar i Masshad fik ansøgeren fortalt af en handlende, at denne i Afghanistan havde mødt ansøgerens bror, der havde oplyst, at fætteren i Afghanistan havde fortalt ansøgerens brødre, at ansøgeren var konverteret, og at brødrene derfor var blevet meget vrede på ansøgeren. Ansøgeren indså derfor, at han ikke kunne udrejse til Afghanistan. Efter ankomsten til Danmark begyndte ansøgeren i [begyndelsen af] 2016 at gå i kristen kirke i [en dansk by] og er blevet døbt [foråret] 2017. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren som afghansk statsborger asylretligt skal vurderes i forhold til Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på væsentlige punkter. Han har således til samtalen med Udlændingestyrelsen [i begyndelsen af] 2017 forklaret, at han var taget på arbejde, da fætteren fandt bibel og kors, hvilket fætteren påtalte, da ansøgeren kom hjem. Ansøgeren har derimod forklaret for Flygtningenævnet, at ansøgeren var væk i nogle få minutter, da fætteren fandt bibel og kors. Ansøgeren har endvidere forklaret upræcist om, hvem der sendte politiet hjem til ansøgerens bopæl, idet han først har forklaret flere gange for nævnet, at det med sikkerhed var hans svigerfar, hvorefter han – foreholdt, at han til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at det var ægtefællens tidligere forlovede, der sendte politiet – har forklaret, at det ikke var svigerfaren, da denne på det pågældende tidspunkt var død. Flygtningenævnet finder det ligeledes utroværdigt, at ansøgeren bad sin ægtefælle gemme biblen, henset til at hun i modsætning til ansøgeren ikke var konverteret. Nævnet finder det herudover utroværdigt, at ansøgeren, som af ham forklaret, telefonisk modtog et kodeord fra sin ægtefælle, der betød, at han ikke skulle komme hjem, fordi der var nogen efter ham, hvorefter ansøgeren blot forblev på sin arbejdsplads i flere dage for at arbejde videre på en opgave. Nævnet finder det endvidere helt usandsynligt, at en butiksejer i Iran, som ansøgeren handlede hos – uden at have et ærinde direkte hos ansøgerens bror i Afghanistan – mødte broren i Afghanistan og tilmed fik information om fætterens henvendelse til brødrene. Dette findes så meget desto mere bemærkelsesværdigt som ansøgeren ikke har kunnet huske butiksejerens navn. Henset til ansøgerens generelt manglende troværdighed og ansøgerens fremtræden og forklaring under mødet i Flygtningenævnet findes det heller ikke sandsynliggjort, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/197/THV
