Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra [byen J], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive efterstræbt af de afghanske myndigheder, som mistænker ham for at samarbejde med Taliban. Endvidere frygter ansøgeren Taliban, idet de betragter ham som en militærperson og derfor vil slå ham ihjel. Endelig frygter ansøgeren afghanerne i Kunduz-provinsen, idet han af de afghanske myndigheder opfattes som en person, der har samarbejdet med Taliban. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han er født og opvokset i [en bydel] i Kabul i Afghanistan. Som barn flyttede han sammen med sin familie til [J]-distriktet i Parwan-provinsen nordvest for Kabul-provinsen. Da ansøgeren skulle i gymnasiet valgte han at flytte til Kabul og leje et værelse i sin gamle bydel, [X] i Kabul. Ansøgeren var på politikursus i Majdan Wardak-provinsen i et område, som hedder [Y], i perioden fra [foråret] 2013 til [sommeren] 2013. Herefter begyndte ansøgeren at arbejde som almindelig politimand med rang af kaptajn i Loghar-provinsen fra [sommeren] 2013. Ansøgeren skiftede til politiet i Kunduz-provinsen [i sommeren] 2015. I Kunduz ringede ansøgerens bror [A] til ansøgeren på arbejde en ukendt dato i 2015. Broren bad ansøgeren komme hjem, fordi han om aftenen skulle have gæster. Da ansøgeren kom hjem så han seks personer, som senere viste sig at være talebanere. Personerne var kommet for at købe biler af ansøgerens bror [A]. Det var kun [A’s] bekendte, [B], som talte. De spiste alle sammen og klokken 01 eller 02, da de alle skulle sove, sagde en af gæsterne, at han ville hente cigaretter. Da gæsten kom retur bar han et Kalashnikovgevær. Da ansøgeren forsøgte at rejse sig blev han slået med geværkolben. Ansøgeren og broren blev bagbundet og fik bind for øjnene og efter tre til fem timer i huset blev de flyttet til et andet ukendt sted og placeret i en celle, hvor de fik fjernet bindet fra øjnene. En af deres tre medfanger forsøgte at flygte, hvorefter en talebaner kom ind i cellen og slog og skød den pågældende. Liget blev liggende i cellen de næste fem til seks nætter, hvor ansøgeren og broren tillige opholdt sig i cellen. Pludselig opstod der larm udenfor, og de kunne høre folk råbe, at myndighederne var på vej, og at de derfor skulle flygte. De andre i rummet løsnede ansøgerens og brorens hænder og åbnede celledøren. Ansøgeren og broren flygtede gennem en plantage og blev samlet op i en lastvogn og kørt til Baglan-provinsen, hvor de overnattede. Næste morgen tog de hjem til familien på bopælen i [byen J] i Parwan-provinsen, hvor de blev mødt af deres far. Ansøgeren fortalte faren, hvad der var sket. Nogle minutter senere ringede ansøgeren til sin kommandant i politiet og fortalte ham, hvad der var skete. Kommandanten var meget vred og spurgte ansøgeren, hvor han og broren var, hvortil ansøgeren svarede, at de var hjemme i [J]. Kommandanten beskyldte ansøgeren for at samarbejde med Taliban, fordi nogle naboer havde set Taliban på familiens bopæl tidligere. Herudover beskyldte kommandanten dem for at være medansvarlige for Talibans overtagelse af magten i Kunduz. Efter telefonsamtalen med sin kommandant vidste ansøgeren, at der var et komplot i gang mod dem. En af ansøgerens venner, [M], som var politimand i Parwan, ringede og sagde til ansøgeren, at de skulle flygte, fordi han vidste, at myndighederne var på vej til ansøgerens bopæl, fordi de mistænkte ansøgeren for at samarbejde med Taliban. Ansøgeren stod i haven og talte med [A] om at flygte, da der blev banket på porten til deres have. Ansøgerens far lukkede op, og de så, at det var politiet, der var kommet. Ansøgeren og broren sprang over muren, mens der blev skudt efter dem, og de løb ind på en plantage og derfra op på en vej, hvorfra de kunne løbe væk. Klokken 01 eller 02 ankom de til en af deres venner/deres fars fætter, [FF], i Sayedkheil, hvor de opholdt sig i fem til seks nætter. Ansøgeren ringede til sin bror, [E], som bor i Kabul med sin familie. [E] oplyste, at deres far var blevet taget med af myndighederne, fordi myndighederne mistænkte ansøgeren og [A] for at samarbejde med Taliban. Ansøgeren og [A] udrejste sammen af Afghanistan [i efteråret] 2015. Ansøgeren har fået oplyst af [E], at ansøgerens 1-årige søn er blevet slået ihjel i Kunduz. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den forekommer divergerende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har arbejdet som politimand til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen først forklarede, at han havde aftjent militærtjeneste, men senere ændrede det til, at det var et politikursus, og at han videre forklarede, at han fik våbentræning, men at han ikke kunne svare på selv enkle spørgsmål om disse våben, herunder kaliber, effektiv skudafstand, hvad deres betegnelse var m.v. Ansøgeren kunne heller ikke svare på, om han havde ramt nogen under træfninger med fjenden. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren under bemærkninger til asylsamtalen først forklarede, at han var i den afdeling af Afghan National Police, der hedder sikkerhedspolitiet, men – foreholdt at der ikke er en sådan afdeling blandt de fem afdelinger, som ANP er opdelt i – svarede, at han bare var almindelig politimand. Oplyst navnene på de fem afdelinger forklarede ansøgeren herefter, at han var Afghan Uniform Police. Nævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret afglidende og ikke overbevisende på spørgsmål i forhold til hans og andres påklædning på billeder, som han selv har fremlagt, og som angiveligt viser ham på arbejde som politimand. Den fremlagte dokumentation vedrørende ansøgerens arbejde for politiet kan ikke føre til et andet resultat, hvorved bemærkes, at det af baggrundsoplysningerne, herunder Landinfos Temanotat ”Afghanistan: Tazkera, pass og andre ID-dokumenter”, udgivet 20. oktober 2016 og Udlændingestyrelsens fact finding-rapport ”Afghanistan, Country of Origin Information for Use in the Asylum Dertermination Process, Report from DIS´s fact-finding mission til Kabul, Afghanistan, 25 February to 4 March 2012” fremgår, at det ifølge kilder i Afghanistan er muligt at skaffe alle typer falske dokumenter i hele Afghanistan. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har en konflikt med myndighederne i anledning af sit arbejde i politiet til grund. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med Taliban til grund. Nævnet bemærker, at det påvirker ansøgerens troværdighed, at hans forklaring om sit arbejde i politiet som ovenfor anført er tilsidesat som utroværdig. Nævnet finder hertil, at det forekommer påfaldende, at ansøgerens bror inviterede seks ukendte personer til middag og til at overnatte hos ham alene, fordi en af dem skulle se på en bil næste dag, og at han ringede til ansøgeren og bad ham komme hjem, fordi disse personer kom, ligesom det forekommer påfaldende, at ansøgerens og hans brors medfanger i cellen ikke var bundet og dermed kunne løsne ansøgerens og hans brors bagbundne hænder og åbne døren til cellen, således at de kunne flygte. Nævnet tilsidesætter således ansøgerens forklaring om Talibans tilbageholdelse af ham og broren som utroværdig og kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren skulle have en konflikt med henholdsvis myndighederne, Taliban, lokalbefolkningen i Kunduz eller andre privatpersoner. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan på grund af tilfældig, generaliseret vold har antaget en så alvorlig og ekstrem karakter, at en udsendelse til Afghanistan vil være en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Sammenfattende finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/192/JAH
