Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnets udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive fængslet af de afghanske myndigheder, fordi de mistænker ansøgeren for at være i ledtog med Taliban, og for at have stjålet penge fra den bank, hvor han arbejdede som sikkerhedsvagt. Videre har ansøgeren henvist til, at han frygter Taliban, fordi han har arbejdet for de afghanske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er uddannet som politimand i Afghanistan, og at han som følge heraf blev udstationeret som sikkervagt i [A] filial i Kunduz. Banken, hvor ansøgeren arbejdede, blev i [sommeren] 2015 angrebet af ukendte bevæbnede mænd. Under angrebet blev der skudt mod banken, ligesom der også blev affyret en raket mod banken. Ansøgeren bad den ansvarshavende officer om at tilkalde forstærkning, fordi de var underbemandende. Officeren sagde, at der ikke var noget at gøre, og at ansøgeren skulle flygte. Ansøgeren og hans kollega, [B], flygtede herefter fra stedet, og han tog hjem til sin bopæl i landsbyen [C], hvor han gemte sig. Ansøgerens mor talte herefter i telefon med [B]s ægtefælle. Hun fortalte, at [B] var blevet beskyldt for ikke at have beskyttet banken, og at han efterfølgende var blevet anholdt. Efter tre-fire dage kom landsbyens ældste samt en politimand på ansøgerens bopæl for at afhøre ham. Imens ansøgeren gemte sig på bopælen, fortalte mændene ansøgerens lillebror, at ansøgeren var eftersøgt for at have taget pengene fra banken og for at være i ledtog med Taliban. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer at blive dræbt eller på anden måde efterstræbt af de afghanske myndigheder som følge af episoden ved banken i Kunduz. Nævnet vurderer således, at ansøgerens forklaring herom fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden, blandt andet fordi han har forklaret forskelligt og udbyggende om flere centrale detaljer i forbindelse med asylmotivet. Ansøgeren har således forklaret forskelligt om, hvordan han blev bekendt med, at han var eftersøgt af de afghanske myndigheder, og hvorfor de eftersøgte ham, idet han i asylansøgningsskemaet har oplyst, at der til hans hjem efter ca. en uge kom en skriftlig tilsigelse/anholdelse fra [D] politi, hvoraf fremgik, at han skulle anholdes, hvorimod han under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at politiet efter tre til fire dage opsøgte hans hjem med en ransagningskendelse. Under samtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren endvidere udbyggende herom forklaret, at landsbyens overhoved var til stede sammen med en repræsentant fra politiet ved denne episode, og under nævnsmødet har ansøgeren yderligere forklaret, at han overhørte, at politimanden fra ransagningskendelsen læste op for lillebroderen, at ansøgeren var skyldig i at have samarbejdet med Taliban på grund af episoden i Kunduz. Endvidere har ansøgeren forklaret udbyggende om [B], og hvordan ansøgeren blev bekendt med dennes situation. Han har således ikke nævnt [B] i asylansøgningsskemaet, mens han under samtalen [sommeren] 2016 oplyste, at [B] tog ind til hovedkvarteret og fortalte, hvad der var sket, men at ingen ville tro på ham, og han blev anholdt og afhørt. Under samtalen [i efteråret] 2016 forklarede han udbyggende herom, at hans far forinden havde ringet til [B], som havde bekræftet episoden i Kunduz, og at ansøgerens mor aftenen efter, men ligeledes før ansøgeren hørte det fra politiet, havde ringet til [B]s kone, som fortalte, at [B] var taget til fange og blevet afhørt af politiet. Endvidere har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [sommeren] 2016 forklaret, at han flygtede, fordi han vidste, hvad han skulle gøre, da hans bror græd og råbte, hvorimod han til samtalen [efteråret] 2016 forklarede, at hans mor sagde, at han skulle flygte. Endvidere har ansøgeren overordnet ikke kunnet give nogen troværdig forklaring på, hvorfor det afghanske politi skulle mistænke ham for at være i ledtog med Taliban, henset blandt andet til at han var ansat netop til at bevogte den omhandlede bank og klædt i civil om natten med henblik på at kunne flygte, hvis der kom angreb, og at han i øvrigt var beordret til at forlade stedet. Selvom ansøgeren har korrigeret sin forklaring efter at være blevet foreholdt disse divergenser, lægger nævnet vægt på, at ansøgeren både efter oplysnings- og motivsamtalen og samtalen [efteråret] 2016 havde enkelte rettelser, men i øvrigt godkendte referaterne af samtalerne, og at de anførte forhold ikke er rettet. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren har et asylbegrundende modsætningsforhold til Taliban som følge af episoden ved banken i Kunduz. Nævnet har herved lagt vægt på, at det udelukkende beror på ansøgerens formodning, at han er efterstræbt af Taliban som følge heraf, hvorimod han har bekræftet, at han aldrig har haft personlige konflikter med Taliban. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/186/IBK
