Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk hazara og har oplyst, at han er kristen, oprindelig muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taleban, idet han har samarbejdet med efterretningstjenesten og i den forbindelse sendt rapporter om Taleban. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter [S], idet han ved, at ansøgeren er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har oplyst, at han blev tilbageholdt i 20 dage af Taleban omkring et år efter, at de var kommet til magten i Kabul. Han blev efter 20 dage løsladt mod betaling, hvorefter han straks flygtede til Pakistan. Ansøgeren opholdt sig i Pakistan i omkring en måned, hvorefter han tog til Iran. Ansøgeren opholdt sig i Iran i omkring seks til syv år og fik i denne periode igennem sin kristne ven interesse for kristendommen. Ansøgeren har videre oplyst, at han i vinteren 2007/2008 vendte tilbage til Afghanistan. Han opholdt sig i Kabul efter nogle år i [en landsby]. Han deltog under sit ophold i Kabul i to kristne møder. I [efteråret] 2011 fik ansøgeren arbejde på et hotel, hvor han lærte [A], der var en officer fra efterretningstjenesten, at kende. Ansøgeren begyndte at samarbejde med [A] efter omkring syv måneder. Samarbejdet bestod i, at ansøgeren skulle holde øje med, hvem der overnattede på hotellet og rapportere til [A], hvis der var mistænkelige personer. I [vinteren 2013/2014] fik ansøgeren arbejde på et universitet. Han fortsatte sit samarbejde med [A], mens han arbejdede på universitetet. Han skulle i den forbindelse notere de nummerplader, som han ikke kendte, og sende oplysningerne til [A]. I [sommeren] 2015 tog ansøgeren hen til universitetet for at vande blomster. Da han gik ind i en have, så han to mænd, der var talebanere. Den ene mand hentede chefen for universitetet, som bad ansøgeren om at komme ind på sit kontor dagen efter. Ansøgeren ringede til [A] og fortalte om episoden. Dagen efter sagde chefen til ansøgeren, at han ikke skulle fortælle nogen om episoden dagen forinden. Ansøgeren fik i den forbindelse penge af chefen. Da ansøgeren kom hjem om aftenen, havde han fået et trusselbrev fra Taleban, hvori der stod, at han ville blive halshugget, hvis han fortalte nogen om episoden. En dag senere blev chefen anholdt, hvorefter ansøgeren tog hjem til sin søster. To til tre dage senere opsøgt Taleban ansøgerens bopæl og efterfølgende søsterens bopæl. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra huset, hvorefter han ud rejste af Afghanistan. Ansøgeren har efter sin indrejse i Danmark deltaget i gudstjenester og deltog det første år efter sin indrejse i henholdsvis kristendomsundervisning og dåbsforberedelse hver torsdag. Ansøgeren blev døbt i [en kirke i foråret] 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring forekommer usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Det forekommer i den forbindelse mindre sandsynligt, at ansøgeren skulle blive hemmeligt hvervet til at arbejde for sikkerhedstjenesten, og at sikkerhedstjenesten samtidig skulle give ham et ID-kort, som viste, at han arbejdede for sikkerhedstjenesten, hvilket han i øvrigt forklarede udbyggende om under nævnsmødet. Det forekommer tillige usandsynligt, at myndighedspersoner og taleban skulle spise på samme restaurant, og at en talebaner skulle sidde på restauranten iført selvmordsvest, hvilket ansøgeren også forklarede udbyggende om. Det forekommer endvidere usammenhængende og usandsynligt, at sikkerhedstjenesten, som han arbejdede hemmeligt for, skulle skaffe ham et job på et iransk universitet i Kabul, hvor den iranske rektor samarbejdede med taleban. Ansøgeren forklarede under nævnsmødet udbyggende om, at han på sikkerhedstjenestens opfordring selv gik hen og søgte jobbet. Det forekommer i den forbindelse usandsynligt, at han straks blev lukket ind på universitetet og ansat af rektoren efter 20 minutters samtale, men uden sikkerhedstjek eller andre undersøgelser. Endelig forekommer ansøgerens forklaring om episoden, hvor han mødte to talebanere og rektoren i haven til universitetet og det efterfølgende forløb, hvor han først blev bestukket til ikke at omtale dette og umiddelbart efter truet skriftligt med halshugning ved omtale af dette ikke sandsynligt. Der er herved lagt vægt på, at han ikke har kunnet redegøre nærmere for sin viden om de to talebanere og rektoren og heller ikke for sammenhægen mellem bestikkelsen og dødstruslerne. Flygtningenævnet bemærker i dertil, at ansøgerens forklaring om sin flugt fra søsterens bopæl, hvor han ventede i 20 til 30 minutter med at flygte, efter han var blevet advaret, men uden at advare sin søster og dennes mand eller kontakte sikkerhedstjenesten, forekommer usandsynlig. Ansøgeren har således ikke har været i stand til at forklare overbevisende om sit asylmotiv. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han har asylbegrundende konflikter med taleban i Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er blevet overbevist kristen til grund. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren efter ovennævnte bevisvurdering udrejste af Afghanistan uden at være konkret forfulgt, og at han straks efter indrejsen i Danmark begyndte at komme i en kirke uden, at han er i stand til at redegøre overbevisende for baggrunden for dette eller for sine refleksioner vedrørende kristendommen på dette tidspunkt. Ansøgeren har under nævnsmødet om baggrunden for sin konversion og sit liv som kristen henvist til, at han for år tilbage i Iran mødte en kristen mand, som fik ham til at interesserer sig for kristendommen. Han har tidligere til Udlændingestyrelsen forklaret, at hans interesse for kristendommen begyndte, fordi denne mand var et godt menneske, mens han under nævnsmødet udbyggende denne forklaring med, at manden fortalte ham om Jesus mirakler og om, at man lettest kan nå Gud via kristendommen. Ansøgeren har yderligere anført, at han i Afghanistan deltog i to kristne møder. Han har forklaret divergerende om tidspunkterne for disse møder, idet han over for Udlændingestyrelsen har angivet, at møderne fandt sted i 2010/2011, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han deltog i møderne, mens han arbejdede på universitetet, hvilket først var senere. Han har i øvrigt ikke været i stand til at redegøre overbevisende for, hvordan han kom i kontakt med disse kristne mennesker. Ansøgeren har imidlertid ikke været i stand til at redegøre nærmere for dåbsforløbet eller sine refleksioner i forbindelse med dette eller for de kristne værdier og traditioner. Ansøgeren har på samme måde ikke været i stand til på en overbevisende måde at redegøre for sin egen kristne overbevisning og for sine kristne refleksioner, herunder for hvornår han mødte Gud. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren under nævnsmødet måtte spørges flere gange, før han kom i tanke om det mirakel, som han angivelig oplevede på vej over middelhavet, og at han først forklarede, at han mødte Gud i forbindelse med sin dåb. Han har således alene henvist til, at tilgivelse og kærlighed betyder meget for ham, og ved forespørgsel om kristendommens vigtigste budskab og betydning for ham har han igen sagt tilgivelse, og til støtte for dette har han henvist til lignelsen om den udstødte kvinde. Han har anført, at ”den der er uskyldig, skal kaste den første sten” handler om tilgivelse. Han har ikke været i stand til under nævnsmødet at redegøre for, hvad han blev undervist i for 14 dage siden udover, at det var i emnet tilgivelse. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke på en troværdig og overbevisende måde har redegjort for, at hans dåb og deltagelse i gudstjenester mv. er udtryk for en reel religiøs overbevisning, men at dette fremstår som konstrueret til lejligheden. Der er herefter ikke tale om en reel konvertering til kristendommen. De kirkelige udtalelser, der er fremlagt i sagen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved lagt vægt på den sammenhæng, som udtalelserne er fremkommet i. Den omstændighed, at en person fra ansøgerens asylcenter måtte have fortalt hans søster, at ansøgeren er kristen, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke kunne redegøre nærmere for samtalen med søsteren og på, at han ikke herved har sandsynliggjort, at han er profileret som kristen på en sådan måde, at dette kan begrunde asyl. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/182/mme
