Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk tadjik og sunnimuslim fra [mindre by], Kunduz-provinsen, Afghanistan. Klageren har været medlem og aktiv for Hezb-e Islami fra 1984 til 2001. For Flygtningenævnet har klageren nedlagt påstand om, at sagen skal hjemvises til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling, subsidiært at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og mere subsidiært at klageren ikke må udsendes tvangsmæssigt til Afghanistan eller til et land, hvor han ikke er beskyttet mod videresendelse til Afghanistan. Klageren har til støtte for sin principale påstand om hjemvisning anført bl.a., at han, der ved dom er blevet udvist af Danmark, og som nu er idømt en anbringelsesdom, efter udlændingelovens § 50 a har et retskrav på ved eventuel udskrivning at få prøvet ved domstolene, om hans helbredelsesmæssige tilstand taler afgørende imod, at udsendelse kan finde sted. Det må derfor være mest hensigtsmæssigt, at Flygtningenævnets behandling af spørgsmålet om, hvorvidt klager kan udsendes efter § 31, jf. § 49 b, ligger tættest på det tidspunkt, hvor spørgsmålet om udsendelse måtte blive aktuelt, og hvor det samtidig kan blive afklaret, om § 50 a eller § 50 måtte føre til en ophævelse af udvisningen. Situationen i Afghanistan kan nå at ændre sig mange gange, inden udsendelse måtte blive mulig, og en for tidlig truffet afgørelse om udsendelse kan meget vel nødvendiggøre en senere genoptagelsesbegæring. Klageren har vedrørende sine subsidiære påstande henvist til, at han fortsat ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hans medlemskab af Hezb-e Islami i perioden fra 1984 til 2001, og som følge af den episode der fandt sted i 1994. I 1994 lå han indlagt på en klinik på et tidspunkt, hvor der uden for klinikken opstod en konfrontation mellem hans vagter fra Hezb-e Islami og en gruppe fra Jemiat-e Islami. Konfrontationen endte med en skudveksling, hvor flere personer fra Jemiat-e Islami blev slået ihjel. Klageren fik efterfølgende skylden herfor. Omkring et år senere blev klageren anholdt på sin bopæl. Han blev afhørt og udsat for fysiske overgreb af efterretningstjenesten. Klageren blev løsladt mod betaling af bestikkelse og udrejste herefter til Pakistan. I 2002 vendte klageren tilbage til Afghanistan og tog ophold hos sin svigerfar, hvorefter Jemiat-e Islami forsøgte at presse klagerens svigerfar til at udlevere klageren. Efter omkring tre måneder i Afghanistan udrejste klageren til Iran. Den fredsaftale, der i september 2016 er indgået mellem den afghanske regering og Hezb-e Islami, ændrer ikke på, at der fortsat kan forekomme spændinger mellem tidligere medlemmer af Hezb-e Islami og medlemmer af Jemiat-e Islami, ligesom klageren konkret frygter overgreb i form af hævndrab fra slægtninge til de personer fra Jemiat-e Islami, der i sin tid mistænkte klageren for at have dræbt deres familiemedlemmer. En sådan hævndrabsforpligtelse forældes ikke. Klageren har desuden anført, at Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager har standset en indledt efterforskning mod klageren, og at hans medlemskab af Hezb-e Islami og tidligere deltagelse i kamphandlinger herefter ikke giver et tilstrækkeligt grundlag for en alvorlig antagelse af, at han skulle have begået handlinger omfattet af Flygtningekonventionens art. 1 F, litra a. Dette understøttes tillige af, at der er indgået en fredsaftale og amnestiordning, der har ført til, at organisationens topledere er blevet fjernet fra FN’s sanktionsliste. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ikke finder grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling, således at Udlændingestyrelsens stillingtagen i sagen bl.a. skal afvente eventuelle kendelser vedrørende udlændingelovens § 50 a eller § 50 i anledning af den udvisningsdom, som klageren er blevet idømt. Klageren blev ved Flygtningenævnets afgørelse af 13. september 2012 meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet nævnet fandt, at klageren – hvis asylmotiv isoleret set blev anset for omfattet af § 7, stk. 2 – under sit virke for Hezb-e Islami i Afghanistan havde begået forbrydelser omfattet af Flygtningekonventionens art. 1 F, litra a (forbrydelse mod freden, en krigsforbrydelse eller en forbrydelse mod menneskeheden), jf. herved udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Det blev ved afgørelsen samtidig bestemt, at klageren i medfør af udlændingelovens § 31, stk. 1, imidlertid ikke kunne udsendes tvangsmæssigt til Afghanistan eller til et land, hvor han ikke er beskyttet mod videresendelse til Afghanistan, idet han i Afghanistan risikerede dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Det følger af udlændingelovens § 32 b, at en afgørelse efter § 31 om, at en udlænding ikke kan udsendes af landet, skal ændres, hvis det grundlag, som er angivet i afgørelsen, ikke længere er til stede. Det fremgår af baggrundsoplysninger om situationen i Afghanistan bl.a., at der i september 2016 er indgået en fredsaftale mellem Hezb-e Islami og den afghanske regering. Det hedder om denne fredsaftale nærmere i rapporten: ”Special Inspector General for Afghanistan Reconstruction, Quaterly report on US reconstruction efforts (1 January – 31 March 2017)" af 30. april 2017, bl.a. følgende: "In September 2016, the Afghan government finalized a peace agreement with the Hezb-e Islami Gulbuddin (HIG) insurgent group. In the peace deal, the Afghan government committed to several actions, including requesting the removal of HIG leaders from the UN’s and others’ sanctions lists. … President Ghani, while discussing the balance between justice and peace in March 2015, said »peace means forgiving blood« and insisted that the Afghan government »cannot sacrifice the future for the sake of the past.«" I en artikel "Afghanistan Analysts Network (AAN), Moving out of Sahshatu: Hezb-e Islami’s refugee followers between hope of return and doubts about the peace deal" af 14. april 2017 hedder det bl.a.: "Based on the agreement, the Afghan government is committed to »take all measures to resolve the problems of Afghan refugees living in Nusrat Mina Camp [Shamshatu] and other refugees based Pakistan and Iran.« These returnees would receive privileges including provision of land for their shelter with other necessary services in Kabul and other provinces, once the agreement is fully implemented. This can be considered as one of the incentives for Hezb supporters to return to Afghanistan" Det fremgår desuden af artiklen ”Afghanistan Analysts Network (AAN), Charismatic, Absoloutist, Divisive: Hekmatyar and the impact of his return, Borhan Osman” af 3. maj 2017 bl.a.: "The government also declared an amnesty for the HIG leader and his followers for their past crimes and agreed to recruit HIG fighters into the Afghan National Security Forces (ANSF), and provide townships for 20,000 refugee families affiliated with HIG and living in Pakistan to settle in. The government said, as well, that it would free security and political prisoners detained for their links to HIG. For Hekmatyar himself, the government pledged to provide him with several homes and an honorary status, as it says in the agreement, in appreciation of his struggle »for peace and freedom of Afghanistan«." Endelig fremgår det af artikien “RFE/RL – Radio Free Europe/Radio Liberty: Afghan Warlord Hekmatyar Arrives in Kabul after Peace Deal" af 4. maj 2017 bl.a.: "»Butcher of Kabul« is mainly remembered for his role in the bloody civil war of the 1990s, in which he stands accused of killing thousands of people in the capital." Spørgsmålet for nævnet er herefter, om klageren som følge af bl.a. de ændrede forhold i Afghanistan ikke længere kan anses for at være i risiko for overgreb ved en tilbagevenden til hjemlandet. Nævnet finder, at det på baggrund af oplysningerne om situationen i Afghanistan må lægges til grund, at klageren ikke længere vil risikere asylrelevant forfølgelse eller overgreb alene som følge af sin tidligere tilknytning til Hezb-e Islami og de handlinger, som han har begået som led heri. Nævnet lægger herved vægt på den indgåede fredsaftale, der indebærer bl.a. amnesti for lederen [H] og hans følgere for de forbrydelser, som måtte være begået. Klageren har imidlertid anført, at han har en personlig konflikt som følge af nogle begivenheder, der fandt sted i 1994, hvor flere personer fra Jemiat-e Islami afgik ved døden. Nævnet finder, at der ikke længere er grundlag for at lægge til grund, at klageren skulle være efterstræbt af personer fra Jemiat-e Islami som følge af begivenheder, der fandt sted for mere end 20 år siden, og hvor klageren ikke direkte var involveret i drab på personer fra Jemiat-e Islami. Det forekommer således allerede på baggrund af klagerens forklaring om episoden mindre sandsynligt, at klageren skulle være udset som mål for hævn som følge af skudvekslinger, han ikke deltog i, og som har fundet sted under en væbnet konflikt mellem to grupperinger. Ved vurderingen af risikoen for hævn i en sådan situation indgår tillige, at der nu er indgået en fredsaftale, der samtidig må anses at være udtryk for en påbegyndende forsoningsproces. Hertil kommer, at klagerens forklaring om, at personer med tilknytning til Jemiat-e Islami også for nyligt skulle have opsøgt hans familie i Afghanistan ikke forekommer hverken sandsynlig eller troværdig. Klagerens familie bestående af flere brødre og børn opholder sig således i Afghanistan, hvilket de har gjort i hele den periode, hvor klageren har været udrejst, og selv om de ifølge klageren har oplevet at blive chikaneret, så har de efter det oplyste ikke oplevet i øvrigt at være blevet involveret i den konflikt, som klageren formoder fortsat består. Klageren har desuden forklaret forskelligt om forhold af betydning for spørgsmålet om, hvorvidt han fortsat skulle være efterstræbt. Klageren har således oprindeligt under to forskellige samtaler med Udlændingestyrelsen [i foråret] og [i efteråret] 2011 oplyst, at hele hans familie dengang boede i [mindre by], mens han under samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 oplyste, at hans familie havde været nødt til at flytte fra deres bopæl i [mindre by] efter klagerens udrejse i 2003, og at de først er vendt tilbage igen fem-seks måneder forud for [sommeren] 2017. For nævnet har klageren herom forklaret, at familien oprindeligt ikke flyttede til Kunduz efter klagerens udrejse, men at dette først skete senere. Klageren har desuden forklaret usammenhængende og forskelligt om, hvornår og i hvilket omfang hans familie er blevet opsøgt. Det indgår i vurderingen, at klageren under tidligere samtaler har givet udtryk for, at det var myndighederne i Afghanistan, som han frygtede, ligesom hans frygt for enkeltpersoner var knyttet op på, at disse personer nu skulle have opnået myndighedsindflydelse. Klageren har således under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2011 forklaret bl.a., at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede at blive retsforfulgt vedrørende drabet på de personer, der døde ved klinikken i 1994, og at han frygtede, at de dræbte personers familie ville tage kontakt til kommandanterne i området med henblik på hans tilfangetagelse, men at dette dog endnu ikke var sket. Klageren har således ikke tidligere oplyst at frygte blodhævn eller direkte hævn fra enkeltpersoner, men frygtet at blive udleveret af disse personer til myndighederne. Hans tidligere forklaringer savner således overordnet sammenhæng med hans tilbageværende asylmotiv vedrørende blodhævn. Nævnet finder herefter, at der ikke længere er grundlag for at antage, at klageren ved en hjemvenden til Afghanistan vil være i risiko for hverken forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/169/CHA
