Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk etnisk tadjik og sunnimuslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af to personer ved navn [A] og [B]. Han har videre henvist til, at han frygter de afghanske myndigheder, idet [A] har forbindelse til myndighederne. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive overladt til sig selv, fordi han ikke ved, om han har familiemedlemmer tilbage i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far ejede et bilværksted i Herat sammen med [A]. En dag, da ansøgeren var på værkstedet sammen med sin far, opdagede ansøgerens far, at [A] installerede hemmelige rum i en bil på værkstedet. Ansøgerens far og [A] talte herom både på værkstedet og senere denne dag, da [A] besøgte ansøgerens far på bopælen. Den efterfølgende dag kom ansøgerens far, [A] og en anden mand op at skændes. Ansøgeren blev slået bevidstløs, og da han efterfølgende vågnede på hospitalet, fik han at vide, at hans far var blevet slået ihjel. Samme dag som ansøgeren og ansøgerens mor havde anmeldt [A] til myndighederne, ringede han og truede ansøgerens mor. [A] blev anholdt senere samme dag. En dag opsøgte [A’s] bror, [B], ansøgeren ude foran familiens bopæl, hvor han tæskede ansøgeren sammen med hans venner. Senere samme aften blev ansøgeren igen overfaldet af [B] og hans venner. I perioden inden [A’s] retssag kontaktede [B] ansøgeren flere gange telefonisk og tilbød ansøgeren penge for, at han trak sin anmeldelse tilbage, hvilket ansøgeren nægtede. Sidste gang, [B] ringede, truede han med at slå ansøgeren og hans familie ihjel, hvis ikke de trak anmeldelsen tilbage. Under [A’s] retssag blev ansøgeren afhørt som vidne, og [A] blev herefter idømt 7 års fængsel. Umiddelbart efter retssagen truede [B] igen ansøgeren og hans familie på livet. Ansøgeren udrejste samme dag af Afghanistan. Imens ansøgeren opholdt sig i Iran, blev [A] løsladt fra fængslet. Ansøgeren formoder, at [A] har forbindelse til de afghanske myndigheder og derfor blev løsladt tidligt. [A] og [B] opsøgte herefter ansøgerens mor på bopælen og tæskede hende. De sagde til ansøgerens mor, at de ville slå ansøgeren ihjel, hvis de fandt ham. Flygtningenævnet finder, at i hvert fald visse dele af ansøgerens forklaring om sin baggrund for at søge asyl i Danmark er forbundet med nogen usikkerhed, idet ansøgeren på visse punkter har forklaret uoverensstemmende og udbyggende om sin konflikt. Ansøgeren har navnlig forklaret uoverensstemmende om, hvor ofte han blev kontaktet og truet af [B] efter politianmeldelsen af [A], idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen den 13. maj 2016 oplyste, at han blev kontaktet telefonisk af [B] en enkelt gang, mens han til asylsamtalen den 22. november 2016 ret detaljeret har oplyst, at han blev kontaktet flere gange af [B] efter anmeldelsen. Ansøgerens forklaring om, at episoden på værkstedet, hvor ansøgeren og hans far blev overfaldet, fandt sted tidligt om morgenen, savner desuden sammenhæng med oplysningerne i hospitalsjournalen om, at ansøgeren og hans far blev indskrevet på hospitalet kl. 14, og at det da blev oplyst, at overfaldet havde fundet sted omkring 20 minutter forinden. Ansøgeren har ligeledes forklaret uoverensstemmende og udbyggende om karakteren af sin konflikt, idet konflikten under de første samtaler med Udlændingestyrelsen var begrænset til en privat konflikt med [A] og dennes familie, mens ansøgeren under gensamtalen den 21. december 2016 oplyste, at konflikten også var en konflikt med myndighederne, idet han på baggrund af [A]s løsladelse formoder, at [A] må have gode kontakter til myndighederne. Oplysningerne om konflikten med myndighederne står imidlertid i kontrast til ansøgerens tidligere forklaringer herom, hvor han flere gange har oplyst, at han ikke havde en sådan konflikt, ligesom han har forklaret ikke at have noget særligt godt kendskab til [A], som han har beskrevet som en almindelig og ikke særligt profileret mand. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at i hvert fald dele af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv ikke kan lægges til grund, således at det i hvert fald ikke kan lægges til grund, at han skulle have nogen konflikt med myndighederne i Afghanistan, eller at [A] og dennes familie skulle have nogen særlig forbindelse til myndighederne, der vil kunne hjælpe dem i eftersøgningen af ansøgeren. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er et tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte den del af ansøgerens forklaring, der angår drabet på hans far, ligesom der ikke er et fuldt tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte ansøgerens oplysninger om, at han som følge af den angivelige anmeldelse og hans forklaring over for politiet og i retten kan have bragt sig i et sådant modsætningsforhold til [A] og dennes familie, at han meget vel kan være efterstræbt af disse. Flygtningenævnet bemærker dog, at en asylansøger ikke har behov for international beskyttelse imod risiko for forfølgelse, hvis ansøgeren vil kunne undgå denne forfølgelse eller opnå beskyttelse et sted inden for sit hjemlands grænser, og hvis det vil være rimeligt at henvise ansøgeren til dette. Det følger af UNHCR’s Guidelines on International Protection, “Internal Flight or Relocation Alternative” within the Context of Article 1 A (2) of the Convention and/or 1967 Protocol relating to the Status of Refugees af 23. juli 2003, at det ved vurderingen heraf må tages med i betragtning, om den del af hjemlandet, der kan antages at udgøre et internt flugtalternativ, udgør et meningsfuldt alternativ for fremtiden, herunder om området er vedvarende og stabilt. Det område, som ansøgeren i givet fald må henvises til, skal yde ansøgeren mulighed for at leve et efter hjemlandets forhold relativt normalt liv uden for store besværligheder (”undue hardship”). Forhold som ansøgerens alder, helbredstilstand, familiemæssig situation, etnisk, kulturel eller religiøs gruppe, politisk eller social tilknytning til det pågældende område, sprog, uddannelse og profession samt tidligere forfølgelse og deraf følgende psykologiske problemer skal indgå i vurderingen. Bevisbyrden for, at der foreligger et internt flugtalternativ, påhviler asylmyndighederne. Der er efter det, der er anført ovenfor, ikke holdepunkter for at antage, at [A], [B] (der angiveligt nu skulle være død) eller andre skulle have evne til at efterstræbe ansøgeren, såfremt han tog ophold i bl.a. Kabul eller Mazar-e-Sharif. Henset til bl.a. ansøgerens alder, helbredstilstand og baggrund må det lægges til grund, at ansøgeren – også uden noget netværk – vil kunne etablere sig i enten Kabul eller Mazar-e-Sharif, hvor han vil kunne leve et efter hjemlandets forhold relativt normalt liv uden for store besværligheder. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at uanset om dele af ansøgerens forklaring lægges til grund, så kan ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan alligevel ikke kunne antages at være i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/168/CHA
